I Danmark indvindes råstofferne sand, grus, sten/ral, ler, special-ler, kalk/kridt, granit og salt både på land og fra marine områder omkring Danmark. Rapporten "Indvinding af danske mineralske råstoffer - en geografisk sammenstilling" udgør anden del af en trefaset vurdering af de danske mineralske råstoffer fra Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) og er en kortlægning af, hvor de forskellige typer råstoffer blev de indvundet i 2014 og i hvilke mængder.
Råstofindvinding er nøje knyttet til de lokale geologiske forhold, og der er derfor betydelige regionale forskelle på, hvad der kan indvindes i de enkelte dele af landet. Langt de største råstofgrupper - både målt i volumen og ud fra en økonomisk betragtning - er sand, grus og sten, og indvinding af disse foretages både fra land og fra havbunden mange steder i Danmark. Granit derimod, som volumenmæssigt udgør den mindste råstofgruppe, brydes kun på Bornholm.
Hovedparten af de danske råstoffer anvendes til forskellige formål i bygge- og anlægssektoren. Rapporten giver en oversigt over hvilke råstoftyper, der anvendes til hvilke formål. Blandt de råstoffer, der anvendes uden for bygge- og anlægssektoren, er salt, der anvendes i fødevareindustrien og den kemiske industri, kalk og kridt, som bl.a. bruges til jordbrugskalk (gødning), papirfyldstof og røggasfiltre, mens det lette og porøse moler, der findes på øerne Fur og Mors, udnyttes til isolering og kattegrus.
Rapporten viser, at fordelingen af sand- og stenforekomster til brug for beton, er uensartet geografisk fordelt med en dominans af de finkornede materialer i den vestlige del af landet og de grove materialer i den østlige del. Dette giver nogle betydelige logistikudfordringer ved udvikling af større byområder. Men i tillæg til grusgravene, indvindes sand og grus fra havbunden og disse materialer blev losset på havnepladser fordelt i 31 kommuner.
Datagrundlaget for indvindingen på land er fra Danmarks Statistik, mens data fra den marine råstofindvinding er fra Naturstyrelsen. Hvor indvinding af landbaserede råstoffer opgøres pr. kommune, er de marine råstoffer opgjort pr. indvindingsområde - illustreret på landsdækkende og regionale kort.
Kontakt
Per Kalvig
Centerleder
Telefon: 9133 3864
E-mail: pka@geus.dk