Fælleseuropæisk indgang for geologiske data.

14-06-2016

Data for milliarder bliver nu let tilgængelige. 14. juni 2016 søsætter EuroGeoSurveys (EGS) den første version af en fælleseuropæisk dataindgang, hvor man kan søge oplysninger om geologi og ressourcer på tværs af landegrænserne i hele Europa.

Sammenslutningen af Geologiske Undersøgelser i Europa - EuroGeoSurveys (EGS), som GEUS er en del af, søsætter den 14. juni den første version af en fælles europæisk infrastruktur for geologiske data med en tilknyttet portal - European Geological Data Infrastructure (EGDI).

Det europæiske samfund har som resten af verden et stigende behov for adgang til data om natur, miljø og råstoffer på tværs af de menneskeskabte grænser, for at kunne forvalte ressourcerne bedst muligt. Udveksling af geodata og miljødata står højt på dagsordenen i EU. Geologiske data er et vigtigt værktøj, når der skal findes vand, olie og mineraler, eller når man skal minimere følgerne af naturkatastrofer som jordskælv og vulkanudbrud.

EGDI portalen giver adgang til geologiske data og services fra et stort antal europæiske forskningsprojekter, som har samlet og harmoniseret forskellige geologiske datatyper. Det drejer sig fx om geologiske data og råstofdata fra EGS-projektet OneGeologyEurope and EU-projektet Minerals4EU.

Hjertet i EGDI er en central database, som lagrer de fælleseuropæiske data, og på portalen kan man søge data frem for en række temaer som fx mineraler, energi, jord, grundvand eller maringeologi. Desuden omfatter EGDI også en metadatabase, som indeholder oplysninger om et væld af fælleseuropæiske, regionale og nationale sæt af geodata.

Data for milliarder bliver nu let tilgængelige
EGDI udgør rammen for resultaterne af mange tidligere, igangværende og fremtidige geodataprojekter i EU-regi, så data ikke går tabt. EGS anslår at der er investeret mellem 400-700 millioner Euro i geovidenskabelige projekter, hvor data efterfølgende ikke er let tilgængelige. Men det råder søsætningen af EGDI nu bod på.

EGDI bidrager til at implementere EU's INSPIRE direktiv om opbygning af en fælles europæisk infrastruktur for geografisk information, så man lettere kan udveksle data hen over landegrænserne.

Udviklingen af EGDI er central i EuroGeoSurveys strategi om at etablere en Europæisk Geologisk Service, som understøtter EU strategier og politiker indenfor områder, hvor geologisk data og information har betydning fx områder som råstof-, energi- og vandforsyning samt miljø og naturkatastrofer.

Besøg EGDI portalen på adressen:
http://www.europe-geology.eu

Besøg hjemmesiden for EuroGeoSurveys:
http://www.eurogeosurveys.org/

Kontakt:
Statsgeolog Jørgen Tulstrup, GEUS
Tlf.: 5092 6411
E-mail: jtu@geus.dk