Lær om jordskælv og klima på Folkeuniversitetet

18-01-2016

Foråret 2016 programmet for Folkeuniversitetet i København er ude. Lær om jordskælv og klimaændringer.

Forskere fra GEUS tilbyder undervisning i jordskælv og klimaændringer under foråret 2016 programmet ved Folkeuniversitetet i København.

Jordskælv - hvad sker der og hvad kan vi lære?
Ved seniorforsker Trine Dahl-Jensen, GEUS

Jordskælv skaber ofte overskrifter - både de store katastrofale ude i verden og de sjældent følte jordskælv herhjemme. Men hvad forårsager jordskælv, og hvad kan vi lære af at studere dem?

Seismologien fik sin begyndelse omkring århundredeskiftet og gjorde det muligt at bestemme jordens indre opbygning i store træk.

Dr. Inge Lehmann, der var dansk seismologisk pioner, grundlagde Danmarks seismiske tjeneste og er berømt for i 1936 at have opdaget, at jorden har en indre fast kerne.

Den seismiske tjeneste ligger i dag ved GEUS, hvor vi dagligt modtager data via nettet fra stationer i Danmark og Grønland og moniterer for jordskælv. Vi lokaliserer hvert år flere hundrede (meget små) jordskælv i Danmark og Grønland. Videnskabeligt bruger vi i dag jordskælv som redskab til at studere jordens opbygning.

  1. Hvad er jordskælv - hvor sker de og hvorfor?
  2. Seismologiens historie - opdagelsen af jordens basale struktur
  3. Store jordskælv - Japan 2011 og Nepal 2015
  4. Monitering af jordskælv i Danmark og Grønland
  5. Hvad kan man bruge målinger af jordskælv til videnskabeligt?

Jordskælv - tid sted og tilmelding hos Folkeuniversitetet i København:
www.fukbh.dk/program/forelaesningsraekker/geologi/geologi-jordskaelv,-hvad-sker-der-og-hvad-kan-vi-laere.aspx

Klimaændringer i fortid og nutid
Ved ph.d. Ole Bennike, GEUS

Klimaet har altid ændret sig, men i dag er der grund til bekymring, fordi mennesket for alvor er begyndt at påvirke klimaet. I denne forelæsningsrække gennemgår vi nogle eksempler på, at klimaet i fortiden har været både varmere og koldere end i dag.

Derefter ser vi på klimaudviklingen gennem de senere årtier, hvor opvarmningen har ført til, at både havis og gletsjeris er smeltet alarmerende hurtigt. Endelig ser vi kort på, hvad klimamodeller siger om fremtidens klima.

De globale klimaændringer og den voldsomme vækst i jordens befolkning sætter naturen under voldsomt pres og fører til knaphed på fødevarer og andre ressourcer. Blandt de emner, vi vil berøre, er strandforskydning, bratte klimaændringer, Indlandsisen, Arktis og Antarktis, flydende gletsjere og havis.

Klimaændringer - tid sted og tilmelding hos Folkeuniversitetet i København:
www.fukbh.dk/program/forelaesningsraekker/biologi/biologi-klimaaendringer-i-fortid-og-nutid.aspx