Flemming Larsen ny direktør for GEUS

26-02-2016

Den 1. april 2016 tiltræder Flemming Larsen som ny direktør for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Flemming Larsen, 58 år, er uddannet cand.scient. i geologi. Han startede i 1986 sin karriere på GEUS, var fra 1988 til 2007 ansat dels i den rådgivende branche og dels på DTU og vendte i 2007 tilbage til GEUS. Fra 2012 og frem til denne udnævnelse har Flemming Larsen været statsgeolog på GEUS.

"Jeg er glad for, at Flemming Larsen har påtaget sig opgaven som direktør for GEUS. Han er dygtig og har solid geologifaglig baggrund samt omfattende erfaring fra både forskningsverden og den private sektor. Flemming har et indgående kendskab til GEUS og kender de udfordringer og muligheder, som institutionen har. Jeg er sikker på, at GEUS under Flemmings ledelse vil kunne levere væsentlige bidrag til ministeriets vigtige opgaver med bl.a. udnyttelse og forvaltning af energiressourcer både i Danmark og i Grønland", siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Flemming Larsen har arbejdet bredt med faget geologi, har kendskab til GEUS virkefelter og erfaring med praktisk anvendelse af geologien gennem arbejde med en lang række faglige projekter i Danmark og i udlandet.

"Jeg er stolt over at blive udpeget som GEUS' nye direktør og ser frem til det spændende samarbejde med mine kollegaer om at levere viden om geologi og geologiske råstoffer til udvikling og vækst i Danmark og Grønland. GEUS skal bidrage til at løfte væsentlige samfundsmæssige opgaver f.eks. energiforsyning, forvaltning af naturressourcer og overvågning af den Grønlandske indlandsis. Jeg tror, at den viden, GEUS kan levere, vil være i stigende kurs i de kommende år, og at der vil komme mange spændende udfordringer for institutionen og medarbejderne. Jeg ser frem til at komme i gang", siger Flemming Larsen.

Udvalgte hovedopgaver for GEUS de kommende år:

  • Bidrage til den grønne omstilling indenfor energiområdet og en optimal udnyttelse af landets olie- og gasreserver i en overgangsperiode
  • Sikre viden om en bæredygtig udnyttelse af vores grundvandsressource
  • Overvåge effekter af klimaændringer på indlandsisen og vandressourcen
  • Samarbejde med det grønlandske selvstyre om udvikling af landets olie- og gas-forekomster og mineralske råstoffer


Flemming Larsens CV
Geolog (cand.scient.) fra Københavns Universitet 1986
2012 - 2016: Statsgeolog, GEUS
2007 - 2011: Seniorforsker, GEUS
1996 - 2007: Adjunkt/lektor, DTU
1993 1996: Ph.D.-studerende, GEUS/DTU
1988 1993: Rambøll og Vandkvalitetsinstituttet (ATV)
1986 1988: Videnskabelig assistent, GEUS

Kontakt
Rasmus Bjørn 41719077
Rasbj@efkm.dk

Flemming Larsen

Den 1. april 2016 tiltræder Flemming Larsen som ny direktør for GEUS