Udveksling af geologisk viden og know-how i Arktis

Publiceret 16-09-2014

I Nuuk blev uge 37 brugt på intens workshop med udveksling af viden om geologi, mineralressourcer og geovidenskab. I samarbejde med Canada-Nunavut Geoscience Office (CNGO) afholdt GEUS den 8.- 12. september en workshop på Grønlands Naturinstitut med spændende oplæg fra begge sider af Davis Strædet.

Formålet med workshoppen var at udveksle information mellem Nunavut, Grønland, Canada og Danmark om geologi, mineralressourcer og generel geovidenskab. Workshoppen indgår som en naturlig del af bestræbelserne på at opbygge geologiske kompetencer i både Nunavut og Grønland, hvor man ønsker at drage fordel af kultur- og klimamæssige fællestræk.

Dagene var spækket med spændende oplæg fra begge sider af Davis Strædet og ekskursion i Godthåbsfjorden. Mange af de faglige diskussioner tog afsæt i oplæggene, og efterfølgende blev mulighederne for fagligt samarbejde drøftet, ligesom erfaringer inden for administration og kompetenceopbygning i Nunavut og Grønland blev diskuteret.

Workshoppen var arrangeret at chefkonsulent Kisser Thorsøe, GEUS Nuuk, kit@geus.dk og chefgeolog David Mate, Canada-Nunavut Geoscience Office, Iqaluit, David.Mate@NRCan-RNCan.gc.ca.

For yderligere information kontakt statsgeolog Karen Hanghøj, kha@geus.dk, +45 2018 3366, Kisser Thorsøe eller David Mate.

Deltagerne til workshoppen på Grønlands Naturinstitut, hvor GEUS Nuuk holder til. Nederst fra venstre: David Mate (Canada-Nunavut Geoscience Office), Mary Sanborn-Barrie (Geological Survey of Canada, Ottowa), Majken Djurhuus Poulsen (GEUS Nuuk), Linda Ham (Government of Nunavut), Sally Pehrsson (Geological Survey of Canada, Ottowa). I midten fra venstre: Karen Costello (Aboriginal Affairs and Northern Development Canada), Holly Steenkamp (Canada-Nunavut Geoscience Office), Kisser Thorsøe (GEUS Nuuk), Anette Juul-Nielsen (Government of Greenland), Karen Hanghøj (GEUS), Tommy Tremblay (Canada-Nunavut Geoscience Office), Jonas Petersen (Government of Greenland). Bagerst fra venstre: Ronnie Suluk (Government of Nunavut), Mike Beauregaard (Government of Nunavut), Shunxin Zhang (Canada - Nunavut Geoscience Office), Alexander Bartels (GEUS) Christian Knudsen (GEUS), Thomas Find Kokfeldt (GEUS).

Under feltekskursion i Godthåbsfjorden blev der set tre spændende fedtstenslokaliteter, her på Storø. Mike Beauregaard fra Government of Nunavut kunne fortælle lidt mere om sådanne lokaliteter på baggrund af hans arbejde med fedtstensforekomster i Nunavut.

De gamle bjergarter i Nuuk-området blev studeret pr. båd under en feltekskursion i Godthåbsfjorden.