Kun under fem af istiderne nåede randen af Indlandsisen helt ud til kanten af kontinentalsoklen ud for Sydvestgrønland. Det overraskede forskerne bag et nyt studie. I en nylig artikel offentliggjort i tidsskriftet 'Scientific Reports' af Tove Nielsen og Antoon Kuijpers, som begge er seniorforskere ved GEUS, fremlægges data der tyder på en tidlig stor Indlandsis under en istid allerede for omkring 4,5 millioner år siden. Forskernes data tyder endvidere på at Indlandsisens rand kun nåede frem til kanten af kontinentalsoklen udfor Sydgrønland fem gange i løbet af de sidste 4,5 millioner år. Deres undersøgelse er baseret på tolkning af seismiske data fra havet udfor sydvest Grønland.
Indlandisen som buldozer
De seismiske data viser at Indlandsisen har virket som en 'bulldozer', der har skubbet sedimenter ud til kanten af kontinentalsoklen. Fra en tidligere undersøgelse af en af forfatterne kan det konkluderes, at Indlandsisen havde en tykkelse på mindst 1000 m ude ved randen af kontinentalsoklen. Indlandsisen dannede ekstremt store isbjerge som flød ud i Nordatlanten. Nielsen og Kuijpers kan dog ikke udelukke, at Indlandsisen nåede randen af kontinentalsoklen udfor Sydgrønland mere end de fem gange som de rapporterer. Deres data viser formentlig, hvornår Indlandsisen nåede sin største udbredelse.
Læs mere om resultaterne på videnskab.dk: Overraskende få store istider i Sydgrønland
http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/overraskende-fa-store-istider-i-sydgronland
Artiklen kan findes her:
http://www.nature.com/srep/2013/130523/srep01875/full/srep01875.html