Udstilling om Jagten på råstoffer

01-02-2013

Den 9. februar 2013 åbner særudstillingen "Jagten på råstoffer" i Økolariet i Vejle. På udstillingen kan du få viden og oplevelser om jagten på de mange råstoffer, som vi mennesker er så afhængige af.

Update 7. marts. 2013. Se video fra premiere på udstillingen: Jagten på råstoffer.
www.youtube.com/watch?v=rrJCn_BncvA&feature=youtu.be

Særudstillingen Jagten på råstoffer - Jordens Ressourcer, Grønlands Skatte, åbner i Økolariet i Vejle den 9. februar og kan her ses frem til den 30. november 2013. Det er et højaktuelt emne, som udstillingen tager op.

Menneskets evne til at udnytte jordens ressourcer er forudsætningen for udviklingen af vores velstand og civilisation. Derfor har jagten på råstoffer altid været en vigtig drivkraft i menneskets historie. Gennem tiderne har det ført til krige, konflikter og grov udnyttelse.

Vores behov for råstoffer har aldrig været højere end nu. Verdens befolkning stiger eksplosivt og det samme gør vores forbrug. Jagten på råstoffer fortsætter, og i disse år er verdens øjne især rettet mod Grønland, der besidder mange af de eftertragtede råstoffer, der er nødvendige i de højteknologiske samfund.

Viden og oplevelser på én gang

På udstillingen kan du få viden og oplevelser om jagten på de mange råstoffer. Her er nogle enkelte smagsprøver:

  • Se hvor mange råstoffer vi bruger og til hvad.
  • Få indblik i den kamp om råstoffer, mennesket til alle tider har udkæmpet.
  • Aktuel viden om Grønlands mange spændende råstoffer
  • Viden og tips om genbrug
  • Mål radioaktiviteten i et stykke malm fra Kvanefjeld i Grønland
  • Deltag i skattejagt og "udgrav" råstoffer digitalt i en mine

Samarbejde mellem Økolariet og GEUS

GEUS har ydet fagligt bistand og materialer til udviklingen af udstillingen, hvis tema ligger meget centralt indenfor institutionens forskning i mineralske råstoffer.

"Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med GEUS omkring udstillingen," siger projektleder cand. mag. Hanne T. Rasmussen fra Økolariet og forsætter:

"GEUS åbnede op for den store godtepose med viden og materiale, og vi fik lov til at stikke snablen godt og grundigt ned i posen. Der var både faglig sparring, men også lån af fysiske effekter. Det har været frugtbart at arbejde sammen."

Glæden ved samarbejdet kan man også finde i GEUS.

"Det har været meget spændende og inspirerende, at arbejde sammen Økolariet. GEUS bakker op om aktiviteter, som formidler viden om geologi og ressourcer til samfundet," siger statsgeolog Karen Hanghøj og geolog Karsten Secher fra GEUS.

Læs mere om udstillingen: Jagten på råstoffer - Jordens ressourcer - Grønlands skatte på Økolariets hjemmeside.
www.okolariet.dk/Udstillingerne/Saerudstillinger/Jagten-paa-Raastoffer.aspx

Kontakt:

Projektleder cand. mag. Hanne T. Rasmussen, Økolariet
Tlf.: 76 81 20 57
Email: hatra@vejle.dk

Statsgeolog Karen Hanghøj, GEUS
Tlf.: 38 14 22 22
Email: kha@geus.dk

Geolog Karsten Secher, GEUS
Tlf.: 38 14 22 36
Email: kse@geus.dk

Find mere læsestof om mineralske råstoffer her:

Populærvidenskabelige blade:

Mineralske råstoffer. Geoviden, nr. 4, 2012
http://geocenter.dk/publikationer/geoviden/index.html

Mineralske råstoffer og Miljø i Grønland. Geoviden, nr. 1, 2005
http://geocenter.dk/publikationer/geoviden/index.html

Bøger:

Det hvide guld og det ægte guld - minedrift og råstoffer i Grønlands 20. århundrede.
http://www.geus.dk/publications/boeger/guld-groenland-dk.htm

En verden af mineraler i Grønland
http://www.geus.dk/publications/boeger/mineraler_groenland-dk.htm

Grønlands geologiske udvikling - fra urtid til nutid
http://www.geus.dk/publications/boeger/groenl_geol_udv-dk.htm

Udstillingens logo

Den 9. februar 2013 åbner særudstillingen "Jagten på råstoffer" i Økolariet i Vejle

Geologer på jagt efter diamanter

Geologer fra GEUS på jagt efter diamanter i Grønland. Foto: GEUS

Geologer kigger efter guld

Geologer kigger efter guld i Grønland. Foto: GEUS