Hvis man en klar nat ser op på Månen gennem en almindelig håndholdt kikkert, vil man få øje på en mængde meteorkratere. Nogle af dem er over 1000 kilometer i diameter og lette at se med det blotte øje. Gennem de første 500 millioner år af solsystemets historie blev både Jorden og Månen bogstaveligt talt tæppebombet af masser af store og små meteorer og kometer. Nogle forskere mener endda, at det første liv blev bragt til Jorden med kometer. Månen har bevaret resterne efter tusindvis af nedslag, men på Jorden kendes der kun omkring 180 kraterstrukturer fra meteor- eller kometnedslag. De fleste af dem er ganske små, unge og under hastig nedbrydning.
Det skyldes, at Jorden er en dynamisk planet med pladetektonik, bjergkæder og erosion, hvorved de fleste kraterstrukturer bliver eroderet væk, ødelagt under bjergkædedannelse eller begravet af yngre aflejringer. Indtil for nylig blev Vredefort-krateret i Sydafrika med sine 300 km i diameter og en alder på godt 2 milliarder år anset for at være både den største og ældste veldokumenterede kraterstruktur på Jorden. Man antager, at den blev dannet af en kæmpemæssig meteor med en diameter på omkring 15 km. Under udformningen af det endelige krater rutschede kilometertykke sedimentære lag indeholdende verdens største guldforekomster ned i hullet og blev dermed beskyttet mod erosion og bevaret for eftertiden. Også Jordens næststørste meteoritkrater, det knap 2 milliarder år gamle Sudbury-krater i Canada, indeholder mineralforekomster i verdensklasse. Her er det nikkelrige bjergarter, som blev smeltet og koncentreret under den ekstreme varmepåvirkning ved nedslaget.
Den 3. september 2009 blev en endnu større og meget ældre kraterstruktur ved Maniitsoq (Sukkertoppen) i Grønland 'fundet' på et kontor i København, nærmere bestemt i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). På vegne af sin arbejdsgiver var seniorforsker Adam A. Garde ved at forberede sig til en workshop om nikkel- og platinforekomster i Maniitsoq-regionen. Mødet var arrangeret af det grønlandske prospekteringsselskab NunaMinerals A/S og skulle foregå den følgende uge i Nuuk. Under sine forberedelser denne torsdag morgen så Adam pludselig en både simpel, indlysende og ekstrem forklaring på en række meget mærkelige geologiske fænomener i denne region. Han havde i flere omgange i løbet af sin karriere arbejdet med disse problemer men aldrig forstået dem helt til bunds, selv om de udgjorde grundlaget for hans doktordisputats i 1997.
Siden ideen om meteornedslaget opstod i september 2009, har en lille gruppe geologer ved GEUS, Lunds Universitet i Sverige, Cardiff University i Wales og Instituttet for Planetforskning i Moskva arbejdet med at undersøge og dokumentere kraterstrukturen, og den første artikel om den er netop udkommet i det internationale tidsskrift 'Earth and Planetary Science Letters'. Takket være støtte fra Carlsbergfondet og GEUS var det muligt at besøge området både i 2010 og 2011, først med helikopter og siden med skib, og foretage en nærmere undersøgelse af de områder, som blev påvirket af nedslaget.
Der er ikke noget krater at se på overfladen. Bjergarterne i denne del af Grønland er over 3 milliarder år gamle (ca. 2/3 af Jordens alder), og meteoren landede for nøjagtig 3001 ± 2 millioner år siden midt i en region, hvor der foregik aktiv bjergkædedannelse med vulkanske øbuer af samme type som for eksempel i Japan i dag. Meteoren har muligvis ramt et havområde, for de bevarede bjergarter under det oprindelige krater er intenst omdannet af store mængder af cirkulerende vand, som umiddelbart efter nedslaget har kunnet trænge dybt ned i jordskorpen langs de mange sprækker og knusningszoner.
I løbet af de 3 milliarder år, der er forløbet siden nedslaget, er hele området slidt omkring 25 km ned under den gamle jordoverflade, og er til sidst også blevet skuret og slebet af den grønlandske Indlandsis. Alle de ydre dele af kraterstrukturen er for længst væk, men meteorens store masse medførte, at chokeffekten var ekstrem og trængte usædvanligt dybt ned i Jordens indre. På grund af nedslagets størrelse og Jordens stærke tyngdekraft forblev meget af det knuste og opsmeltede materiale i dybet i stedet for at blive slynget ud i løbet af sekunder efter nedslaget, som det er sket ved alle andre kendte kraterdannelser.
Planetforskeren Boris A. Ivanov ved Institut for Planetforskning i Moskva har lavet nogle foreløbige modelberegninger, som antyder, at Maniitsoq-meteoren har haft en diameter på over 30 km, altså mindst det dobbelte af Vredefort-meteorens - og med en masse, der var mindst ti gange større. Var denne meteor slået ned på Månen, ville det færdige krater have haft en diameter på væsentligt over 1000 km og være let at se fra Jorden med det blotte øje, men på grund af Jordens meget stærkere tyngdekraft har det oprindelige Maniitsoq-krater nok haft en diameter i omegnen af 'kun' 500-600 km. Hvis et meteornedslag af denne størrelse ramte Jorden i dag, ville det ikke alene kunne pulverisere en mellemstor nationalstat men ville nok også udslette alt højere liv - men dengang, for 3 milliarder år siden, var der ikke så meget liv at udslette. Man har endnu ikke fundet nogen aflejringer af lige netop den rigtige alder nogen steder på Jorden, som kan belyse de globale virkninger af nedslaget ved Maniitsoq, såsom voldsomme tsunami-effekter, aflejring af glaspartikler stammende fra den fordampede meteor eller andre tegn på global påvirkning af atmosfæren.
Hvorfor er ældgamle meteorkratere overhovedet interessante for menneskeheden? Det er der flere gode grunde til. For det første på grund af de rige mineral-, olie/gas- eller vandressourcer, som de kan indeholde. Det nordamerikanske mineselskab North American Nickel har faktisk allerede i 2011 udtaget en efterforskningskoncession ved Maniitsoq og vil fortsætte deres prospektering efter nikkel i sommeren 2012. For det andet, fordi forståelsen af kraterprocesser er vigtig og blev prioriteret højt under den kolde krig, hvor man brugte meteorkratere som modeller i forbindelse med prøvesprængninger af atombomber - og omvendt. Den fysiske skadevirkning af selv de største atombomber kan dog slet ikke hamle op med effekten af en beskeden meteor i 100-meters klassen. For det tredje fordi meteornedslag repræsenterer en direkte kontakt med det ydre rum, et emne som til stadighed kan fascinere filosoffer, filmmagere og drengerøve.
Hvorfor er der gået næsten tre år fra Maniitsoq-kraterstrukturen blev opdaget, til fundet først nu bliver offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift? Det er der flere forklaringer på. Først og fremmest var ideen så radikal, at forskergruppen måtte gennemføre nogle nye undersøgelser på åstedet for at være sikker i sin sag. For det andet er Maniitsoq-kraterstrukturen så enorm og dens bevarede rester dannet så dybt under jordoverfladen, at de almindelige, veletablerede tekniske kriterier til genkendelse af meteorkratere ikke umiddelbart kan anvendes. Påvirkningerne af 800 grader varme, blødgjorte bjergarter dybt nede i jordskorpen er ganske enkelt anderledes end i dens øverste, stive og kolde del, hvor alle andre kratere er bevaret. For det tredje har det været vanskeligt og tidskrævende at dokumentere de særlige forhold, der karakteriserer Maniitsoq-kraterstrukturen og bygge beviserne op, indtil de var overvældende. Samtidig har det også været både lærerigt og interessant for forskerholdet at forholde sig til perspektivrige kommentarer fra nysgerrige og indsigtsfulde bedømmere.
Kontakt: Seniorforsker Adam A. Garde, GEUS
Telefon: 3814 2272, mobil 5055 1135
e-mail: aag@geus.dk
Link til artiklen (adgang via bibliotek eller betaling): http://dx.doi.org/10.1016/j.epsl.2012.04.026
Flere oplysninger. Medforfatter Iain McDonald på Cardiff University forklarer:
www.cardiff.ac.uk/news/articles/oldest-known-impact-crater-found-9091.html