Forskning i Østersøen modtager miljøpris

05-05-2010


Det dansk ledede forskningsprojekt BALANCE vil i juni modtage 2010 prisen National Energy Globe Award for Danmark. Projektet skal gøre det lettere for østersølandene at administrerer havområdet både effektivt og bæredygtigt.

Det danske ledede forskningsprojekt BALANCE vil i juni modtage 2010 prisen National Energy Globe Award for Danmark.

Projektet har udviklet nye redskaber og metoder til en bæredygtig forvaltning af Østersøen, så landene omkring bedre kan beskytte havområdets sårbare habitater.

Et af resultaterne er udviklingen af marine landskabskort for Østersøen, Kattegat og Skagerrak. Kortene klassificerer havbunden i forskellige landskabstyper på baggrund af oplysninger om sedimenter, saltholdighed og lysforhold, som er vigtige parametre for beskrivelsen af planter og dyrs livsbetingelser på havbunden og dermed for udpegningen af habitater.

Østersøområdets habitater er udsat for trusler fra sandpumpning, fiskeri, turisme og forurening, og de mange ofte modsatrettede interesser skaber problemer, som kalder på fælles løsninger fra Østersølandene. De marine landskabskort er et vigtigt redskab til at lave en samlet forvaltningsplan for området, der kan skabe balance mellem naturen og de menneskelige aktiviteter.

Kortene er baseret på eksisterende geologiske og fysiske data fra alle Østersølandene, og GEUS har i projektet været ansvarlig for sammenstilling af data og produktion af kortene, der alle er tilgængelige via projektets dataportal.

BALANCE projektet løb fra 2005 til 2007, og det blev finansieret af EU. I projektet, der blev ledet af Skov- og Naturstyrelsen nu By- og Landskabsstyrelsen, deltog 19 institutioner fra 9 Østersølande. BALANCE er en forkortelse for Baltic Sea Management Nature Conservation and Sustainable Development of the Ecosystem through spatial Planning.

National Energy Globe Award uddeles den 3. juni ved et arrangement i Rwandas hovedstad Kigali i forbindelse med UNEP´s fejring af FN´s internationale miljødag.

Læs om Energy Globe Award
www.energyglobe.com/en/award/

Læs om BALANCE projektet
balance-eu.org

Kontakt:
Jørgen Overgaard Leth, GEUS
Tlf.: 38 14 29 05
E-mail: jol@geus.dk

Kort over de marine landskaber på Østersøens bund.

Det ligner et abstrakt maleri, men der er et kort over de marine landskaber på Østersøens bund, som er fremstillet af GEUS under BALANCE projektet. De mange farver viser forskellige typer landskaber, som er opdelt efter oplysninger om sedimenter på havbunden, saltholdig og lysforhold. Forstør kort