Grundvandets tilstand og udvikling 1989-2007

05-05-2009

Ifølge statusrapporten for grundvandets tilstand 1989-2007 falder nitratindholdet af det yngste grundvand som følge af Vandmiljøplanen. Pesticiderne er til gengæld blevet et voksende problem.

Statusrapporten for grundvandets tilstand 1989-2007 ligger nu klar. Rapporten, der er udarbejdet af GEUS, er en del af det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur - NOVANA. Overvågningen af grundvandet og det øvrige vandmiljø har nu fundet sted i næsten 20 år, siden 1989.

Nitrat
Rapporten konkluderer, at det ser ud til at gå den rigtige vej med nitratindholdet i det yngste vand, således at effekten af vandmiljøplanerne nu begynder at kunne iagttages i grundvandet. Nitratindholdet topper omkring 1985 og falder derefter svagt, hvilket vurderes at kunne tilskrives ændringer i landbrugets dyrkningspraksis siden vedtagelsen af Vandmiljøplanen. Det dækker over betydelige variationer som følge af arealanvendelse, jordtyper mv. Specielt er der i det helt unge vand en mindre andel af analyser med meget højt nitratindhold, på 100 mg/l eller mere. Samtidig er der i det yngste grundvand flere boringer med faldende nitrat end i grundvand fra før vandmiljøplanerne.

Pesticider
I grundvandsovervågningen fortsætter stigningen i fund af pesticider og deres nedbrydningsprodukter. Det gælder såvel for antallet af fund og antallet af fund over grænseværdien for drikkevand på 0,1µg/l.
En af årsagerne til en højere fundprocent siden 2004 er, at pesticider og nedbrydningsprodukter nu kun analyseres i vandprøver fra det yngre grundvand. Stoffet metribuzin (ukrudtsmiddel brugt i kartoffelmarker, forbudt i 2003) og nedbrydningsprodukter heraf har indgået i analyseprogrammet siden 2004 og findes meget hyppigt i områder, hvor det har været anvendt. Dette stof indgår ikke i vandværkernes analyseprogram.

Hyppigheden af fund af pesticider og nedbrydningsprodukter i vandværkernes indvindingsboringer er atter stigende efter den nedadgående udvikling fra de foregående år. Det vidt udbredte aktivstof i Roundup findes nu som det 3. hyppigst stof på vandværkerne, og findes i tilsvarende omfang i grundvandsovervågningen.

Det Nationale pejlenet
Der er etableret et nationalt pejlenet med omkring 200 pejleboringer. Der er fundet stigende grundvandsspejl mange steder over de sidste 15 år, formentlig som følge af faldende indvinding og øget vinternedbør.

Læs sammenfatning og hele rapporten: Grundvand. Tilstand og udvikling 1989-2007:
http://www.geus.dk/publications/grundvandsovervaagning/grundvandsovervaagning.htm

Kontakt:
Richard Thomsen, GEUS
Tlf: 38 14 20 82
E-mail: rth@geus.dk