Lokale rystelser omkring Glyngøre

04-02-2008

Flere mennesker på Glyngøre egnen i Nordjylland har mærket jorden ryste to gange den 1. februar. Der er ikke tale om et jordskælv, for et sådant er ikke registreret. Den nærmeste seismograf står i Mønsted.

Fredag eftermiddag d. 1. februar oplevede flere personer i Glyngøre-Salling-Nautrup-området to kraftige rystelser. De rapporterede tidspunkter for rystelserne varierer lidt, men de ligger i tidsrummet mellem kl. 13:10 og kl. 13:40. Der har været spekulationer om kilden til rystelserne, men GEUS kan afkræfte, at der er tale om jordskælv.

- Rystelserne er ikke registreret på vores netværk af seismografer, som registrerer alle større rystelser fra undergrunden. Vi kender ikke kilden til rystelserne, men at dømme ud fra de manglende registreringer, må kilden skulle findes ved jordoverfladen i lokalområdet, siger seismolog Tine B. Larsen fra GEUS.

- Vi får mange henvendelser om rystelser, som folk har registreret, og som viser sig ikke at være jordskælv. Rystelser kan komme fra mange forskellige kilder. Den mest almindelige er fra pilotering, hvor man banker pæle ned i jorden, men vi har også erfaring for at naboens nye vaskemaskine i et lejlighedsbyggeri var synderen, slutter Tine B. Larsen.

Yderligere oplysninger:
Tine Larsen, GEUS
Tlf: 38 14 24 27
E-mail: tbl@geus.dk