Danmarks Geologipris 2007 er uddelt

23-02-2008

Michael Houmark-Nielsen fra Institut for Geografi og Geologi modtager årets geologipris for sit arbejde med Danmarks kvartær og istidens forløb. Han har også samlet data fra de tilgrænsende regioner.

Styr på Danmarks istidslag

Danmarks Geologipris 2007 blev lørdag d. 23. februar tildelt lektor Michael Houmark-Nielsen fra Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet. Prisen på 25.000 kr. blev givet for hans enestående arbejde med at kortlægge og forstå kvartærtidens lag i Danmark, og istidernes forløb.

En af hjørnestene i Michael Houmark-Nielsens forskning er den systematiske brug af avancerede dateringsmetoder til at få tidsfæstet, hvornår lagene blev aflejret af is eller smeltevand. Arbejdet har på afgørende vis skabt et samlet billede af, hvordan den skandinaviske iskappe gentagne gange har dækket Danmark under kvartærtiden med kilometertyk indlandsis.

Michael Houmark-Nielsens mangeårige arbejde med at forstå hvad istidslagene fortæller om Danmark i kvartærtiden er suppleret med adskillige studier af istidsprocesser og lag under fremmede himmelstrøg i Grønland, Island, Svalbard og Rusland.

Resultaterne er publiceret i flere samlende artikler i internationale tidsskrifter, som er flittigt citeret af både danske og udenlandske forskere, der arbejder med at udrede istidernes geologi og forstå, hvordan det skandinaviske isdække udviklede sig.

Michael Houmark-Nielsens unikke kendskab til og overblik over Danmarks kvartærgeologi er også formidlet til skoler og den almindelige dansker igennem flere populærvidenskabelige artikler i magasiner og i det nationale bogværk "Naturen i Danmark".

Prisen blev overrakt af direktør Johnny Fredericia fra GEUS under årsmødet i Dansk Geologisk Forening på Geocenter København.

Ved overrækkelsen sagde Johnny Fredericia: "Michael Houmark-Nielsen har beskæftiget sig med de geologiske forhold over et stort geografisk område og har inddraget mange metoder i sine studier af særlige aflejringer og processer, der bogstaveligt talt har skabt fundamentet for vores daglige liv. Med evnen til at syntetisere store mængder data har han skabt forståelse af en nærværende del af vores forhistorie. Kort sagt har Michael sat sit præg på den del af geologien, som vi danskere i hverdagen bruger, oplever og er afhængige af."

Michael Houmark-Nielsen takkede for prisen og sagde: "Det er et skulderklap af dimensioner, især i det her land, hvor vi ikke er vant til at rose hinanden."

Danmarks Geologipris på 25.000 kr. uddeles én gang om året af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) efter indstilling fra bestyrelsen for Dansk Geologisk Forening.

Prisen tildeles en person eller gruppe af personer, som inden for de seneste 5 år har publiceret én eller flere afhandlinger eller kort, der i særlig grad har bidraget til forståelsen af Danmarks eller Grønlands geologi.

Yderligere oplysninger:
Om Danmarks Geologipris kan findes på Dansk Geologisk Forenings hjemmeside: 2dgf.dk
eller hos foreningens formand Peter Frykman, tlf.: 38 14 24 39, e-mail: pfr@geus.dk

Prismodtageren kan kontaktes på:
Lektor Michael Houmark-Nielsen, Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet
Tlf.: 35 32 24 86, e-mail: michaelh@geol.ku.dk

Læs det populærvidenskabelige hæfte:
De seneste 150.000 år i Danmark. Istidslandskabet og naturens udvikling.
Geoviden - geologi og geografi nr.2, 2005.
http://geocenter.dk/publikationer/geoviden/geoviden-2-2005.html

Modtageren af Danmarks Geologipris 2007, Michael Houmark-Nielsen under feltarbejde på Ella Ø i Nordøstgrønland.

Modtageren af Danmarks Geologipris 2007, Michael Houmark-Nielsen under feltarbejde på Ella Ø i Nordøstgrønland. Foto i større udgave

Michael Houmark-Nielsen til højre modtager Danmarks Geologipris 2007 af direktør Johnny Fredericia fra GEUS

Michael Houmark-Nielsen til højre modtager Danmarks Geologipris 2007 af direktør Johnny Fredericia fra GEUS. Foto i større udgave

En glad modtager af Danmarks Geologipris 2007 til højre sammen med direktør Johnny Fredericia fra GEUS, som overrakte prisen.

En glad modtager af Danmarks Geologipris 2007 til højre sammen med direktør Johnny Fredericia fra GEUS, som overrakte prisen. Foto i større udgave