Lidt forvirring om størrelsen af jordskælvet den 16/12

19-12-2008

Forvirringen om, hvorvidt styrken af jordskælvet forleden var 4,3 eller 4,8 på Richterskalaen skyldes, at man i USA udregner styrken af jordskælv anderledes end i Danmark.

I TV-avisen i går aftes kunne man høre, at USA's Geologiske Undersøgelse - USGS nu har angivet størrelsen på jordskælvet i tirsdags den 16. december til 4.3, hvilket er del lavere end de 4.8, som GEUS har beregnet.

Mange har derfor troet, at jordskælvet styrke er blevet nedskrevet. Men sådan forholder det sig ikke. Forskellen skyldes, at det ikke er samme metode, som er brugt til at udregne størrelserne. I GEUS bruger vi den metode Charles Richter formulerede i 1935, hvor man bruger det maximale udslag på seismograferne. Hos USGS benytter man en anden metode, hvor det er formen af det målte signal der bruges. Og det er meget normalt, at de to metoder ikke giver den samme størrelse. USGS har også beregnet jordskælvets størrelse med Richters metode, og denne beregning giver ligeledes en størrelse på 4.8.

"Vi bruger Richters oprindelige metode, blandt andet fordi vi så kan sammenligne størrelsen af skælvene med tidligere rystelser, som også er beregnet efter hans metode. Og vi fastholder at størrelsen af skælvet i tirsdags var 4.8" siger seismolog Peter Voss fra GEUS.

GEUS' beregninger er baseret på målinger fra fire danske seismografer - på Bornholm og i København, Gilleleje og Mønsted, som alle er relativt tætte på jordskælvets epicenter.

"Vi er begyndt at kigge nærmere på de danske og svenske data i samarbejde med vores svenske seismologkolleger, og det kan da godt være, at dette arbejde flytter lidt på den endelige størrelse af skælvet," slutter Peter Voss.

I alt udregner USGS størrelsen af jordskælv efter seks forskellige metoder. Resultatet af alle deres beregninger viser, at størrelsen på jordskælvet i tirsdags var på 4.3, 4.8, 4.6, 4.1 og 5.0. Den sjette og sidste metode kunne ikke anvendes ved dette skælv, da der ikke var data nok.

På denne hjemmeside forklarer USGS de forskellige måder de udregner jordskælvs størrelse på. Det er mest noget for rigtige seismologinørder:
neic.usgs.gov/neis/phase_data/mag_formulas.html

Se kort med de danske seismiske stationer:
https://www.geus.dk/natur-og-klima/jordskaelv-og-seismologi

Yderligere oplysninger:
Peter Voss, GEUS
tlf.: 38142527
mail: pv@geus.dk