Flere hundrede mennesker var torsdag den 1. marts mødt op på den tidligere Amtsgård på Lyseng Allé i Århus for at deltage i åbningsreceptionen for Miljøcenter Århus og Afdelingen for Grundvandskortlægning ved GEUS.
Eftermiddagen blev åbnet med taler af centerdirektør Tommy Mostrup og bestyrelsesformand for GEUS Per Buch Andreasen samt gæsterne folketingsmedlem Eyvind Vesselboe og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Olav Møller. Senere kunne gæsterne besøge posterudstillinger om GEUS' og Miljøcentrets arbejdsområder og få en snak med de ansatte.
Afdelingen for grundvandskortlægning ved GEUS har til huse i den tidligere Amtsgård sammen med Miljøcenter Århus, og det er afdelingens opgave at udvikle og implementere standarder for den gebyrfinansierede grundvandskortlægning og bistå Miljøcentrene med at opstille geologiske og hydrogeologiske modeller.
- Vi ser frem til at styrke arbejdet med kortlægning af grundvandet, ved at bringe resultater fra forskningen ind i løsningen af de opgaver som Miljøcentrene skal i gang med, sagde Per Buch Andreasen i sin tale ved åbningsreceptionen.
Afdeling for Grundvandskortlægning består af 14 medarbejdere med statsgeolog Richard Thomsen som afdelingsleder. Medarbejderne er hovedsagelig geologer fra amternes grundvandskontorer, men der er også tilført faglig arbejdskraft fra GEUS i København.
Afdelingens arbejde samt roller og opgaver i den gebyrfinansierede grundvandskortlægning er beskrevet i det seneste nummer af nyhedsbrevet Vand & Data.
Læs Vand & Data nr. 8, 2007