Projekt: European Marine Observation and Data Network (EMODnet)

EMODnet (European Marine Observation and Data Network) er et langsigtet initiativ fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri (DG MARE), og understøtter EU’s ”Marine Knowledge Strategy 2020”. Projektet er finansieret af EU’s Integrated Marine Policy med flere end 160 deltagende organisationer.

Hovedformålet med EMODnet er at samle eksisterende europæiske marine data, dataprodukter og metadata på en ensartet kvalitetssikret, standardiseret og harmoniseret måde og gøre disse frit tilgængelige for offentligheden, forvaltningen og forskningen via en fælles data-portal. Det overordnede princip for EMODnet er ”Collect once –use many times”.
EMODnet-datainfrastrukturen er udviklet i faser. Den seneste, EMODnet 3, er igangsat i 2017 og løber frem til 2020. I den periode vil portalen konsolidere de eksisterende dataprodukter med højere opløsning og mere indhold. Nye tjenester bliver bygget, så brugerne kan få tilgang til digitale kort med detaljerede informationer om de europæiske farvande, herunder topografi, geologi, habitater og økosystemer ledsaget af information om den fysisk, kemisk og biologisk tilstand af havene samt oceanografiske prognoser.
GEUS deltager på Danmarks vegne i EMODnet-Geology med geologiske havbundsdata og i EMODnet-Seabed Habitats med udvikling af modeller for fordelingen af havbundshabitater.

EMODnet geologi

Det første resultat af EMODnet, blev et havbundssedimentkort baseret på eksisterende, standardiserede data, fremstillet i perioden 2009–13. Kortet, som er frit tilgængeligt på internettet, blev anvendt som baggrund for fremstillingen af det første tværnationale havbundshabitatkort i de nordligste europæiske farvande.
Derefter fulgte en meget ambitiøs EMODnet fase 2 i 2013 med 35 partnere, hvor samarbejdet blev udvidet med fri adgang til digitale geologiske data og kort dækkende alle de europæiske farvande fra Nordatlanten til Sortehavet i skalaen 1:250.000, baseret på de standarder, der blev udviklet i første fase.
Kortlægning af havbundssedimenter er et højt prioriteret emne såvel for GEUS som for projektet, da det skaber et vigtigt grundlag for en bæredygtig forvaltning af de europæiske havområder.
Data- og kortprodukterne udviklet i EMODnet-3, vil ud over sammenstillede digitale kort over havbundssedimenterne med angivelser af akkumulationsrater af de recente sedimenter, komme til at omfatte kort over: havbundsgeologien (grundfjelds- og kvartær geologi), geologiske begivenheder og mineraler. Endvidere vil projektet præsentere information om kysttyper, suppleret med oplysninger om kysterosion eller -erosion og den hastighed, hvormed den foregår. Sidste men ikke mindst introducerer EMODnet-3 et nyt tema, rekonstruktioner af de druknede landskaber på den europæiske kontinentalsokkel på forskellige tidspunkter (f.eks. glaciale maximum (LGM) og perioder med lavt havniveau) med særlig fokus på kyster og kystmiljøer samt deres sedimenter. På grund af den store forskel på de nationale data, vil oplysningerne ikke blive leveret i en fast skala, men være baseret på en aftale om bestemte geografiske regler (skalaområde, koordinater mv.). Alle tolkede produkter vil være baseret på primær information fra projektpartnerne, suppleret med øvrige offentlige data.
Et andet EMODnet projekt kaldet EMODnet Ingestion har skabt muligheder for at geologiske oplysninger og data, der findes hos tredjepart udenfor partnerskabet, kan blive uploaded til EMODnet portalen via en særlig Web Map Services, der giver firmaer eller universiteter mulighed for at levere disse data, så de kan indgå i EMODnet-Geology.

EMODnet habitat

Initiativer til kortlægning af havbundens sedimenter og habitater i de europæiske farvande blev igangsat gennem EU-finansierede programmer som fx MESH (2004-2008) i det NV-atlantiske område og BALANCE (2005-2007) i Østersø-regionen. GEUS har spillet en central rolle i BALANCE-projektet, der på baggrund af informationer om sedimenter m.v. opdelte havbunden i en rækkemarine landskaber. Indsatsen har efterfølgende fået stor betydning for den internationale regulering af Østersøens havmiljø.
Begge projekterne beviste, at det ud fra eksisterende havbundssedimentdata er muligt at udarbejde habitatkort på tværs af territoriale grænser og det var startskuddet til inkludering i EMODnet portalens 2’ fase. EMODnets bredspektrede habitat-kort er i øjeblikket tilgængeligt med en opløsning på 1:250.000 skala.

I fase III(2017-2019) er målet for EMODnet Habitat at etablere en fælles indgang til europæiske havbunds habitat data og produkter ved at sammensætte datasæt, kort og modeller fra tilgængelige kilder og publicere dem som tolkede dataprodukter, der vurderer den miljømæssige status af økosystemerne i havenes bassiner. Desuden vil det eksisterende bredspektrede habitatkort blive opdateret i en skala på 1: 100.000 eller bedre, med højopløselige data hvor de er til rådighed, som et multiskala kort produkt. Levestederne er klassificeret i henhold til EUNIS habitat klassifikation (Version 2007-11), og også som MSFD "Benthic Broad habitat types".

Datapålidelighed (konfidens)

Det er en kompleks proces at kombinere data på en meningsfuld måde med henblik på vurdering af datapålidelighed, da der både er variationer i tematiske og rumlige skalaer samt i pålideligheden af tærskelværdier for miljøparametrene i produktion af biologisk relevante grænser. Dette gør bestemmelsen af konfidens meget relevant. Konfidensen afspejler niveauet af tillid man kan forvente på kortene basseret på undersøgelser af metadata, der informerer brugerne om kvalitetsniveauet.

Jørgen Overgaard Leth

Seniorrådgiver
Maringeologi
Telefon: 91333826

Zyad Al-Hamdani

Seniorforsker
Maringeologi
Telefon: 91333812

EMODnet

Bevilling
Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri (DG MARE)

Periode
2017-2020 

Projektdeltagere
GEUS: Jørgen Overgaard Leth, Zyad Al-Hamdani

Se alle projektdeltagere