Habitatkortlægning

Darwin definerede i 1859 habitat som “et område, hvor en plante eller et dyr har naturligt levested”. Sidenhen har der været et utal af definitioner og senest i EU-kommissionens Habitatdirektiv: “Arealer, der er kendetegnet af geografiske naturlige og seminaturlige, ikke-biologiske og biologiske parametre”.

Vores fokusområde er de bentiske habitater, som omfatter fysiske, biologiske og kemiske forhold på havbunden. De fysiske forhold på havbunden er områdets sedimenttype, fx sandbund, stenet bund eller mudderbund, kombineret med områdets mor fologi, fx en flad bund, en banke eller en rende. Områdets miljømæssige parametre inkluderer den fotiske zone, dvs. den del af vandsøjlen, der har lys nok til, at fotosyntese kan foregå, og turbiditet, som er et udtryk for vandets uklarhed og strømhastighed. De kemiske parametre omfatter saltholdighed, iltindhold og surhedsgrad (pH).

Det fremgår af definitionerne, at havbundens beskaffenhed er en vigtig faktor, der styrer havbundens biologiske samfund, hvad enten der er tale om grundfjelds-, hårdbunds- eller mudderbunds-samfund.

Baggrund

Havbundens sedimentkortlægning er et vigtigt redskab for kortlægningen af habitater, altså af de naturlige levesteder for planter og dyr. Sedimentfordelingen er en af de vigtigste bestemmende parametre for udbredelsen og mangfoldigheden af habitaterne, og den menneskelige påvirkning af havbundens sedimenter kan have fatale konsekvenser for fremtidens liv i havet. Erkendelsen af dette har været den drivende kraft i de senere årtiers sediment- og habitat-kortlægning, som har været præget af et stadigt øget raffinement af metoder og detaljeringsgrad. Habitatkortlægning har stor international bevågenhed, både på EU- og globalt plan, og er et vigtigt redskab, når der skal findes et bæredygtigt kompromis mellem udnyttelse og bevarelse af naturen.

Kortlægningsmetoder

Den traditionelle metodik har været direkte observation med dykning, prøvetagning, fotodokumentation og slæbning af videokamera over bunden. Men det er en meget dyr løsning, som kun er anvendelig i mindre områder, som kræver detaljeret kortlægning.

Akustisk opmåling kombineret med prøvetagning har vist sig som en mere økonomisk metode til dækning af større arealer med en acceptabel nøjagtighed. I praksis benyttes en vifte af akustisk udstyr, bl.a. sidescan, ekkolod/ multibeam og sediment-ekkolod. Der sejles et netværk af sejllinjer, hvorved der kan kortlægges arealer med letgenkendelige havbundstyper og bundformer. Dernæst udpeges inspektionspunkter, som efterfølgende moniteres med en kombination af bundprøver og foto-/videodokumentation. Det færdige produkt er et fladedækkende kort med inddeling af havbunden i habitattyper, som kan benyttes i arealplanlægningen.

Hvorfor kortlægge habitater

Kortlægningen af havbundens habitater et afgørende skridt i retning af sikring en bæredygtig udnyttelse af det marine miljø. På den baggrund er det muligt at monitere de mest sårbare habitater og de menneskelige aktiviteter, som kan have skadelige virkninger.

Rev er nok det bedste eksempel på et habitat, som har mange funktioner i et økosystem – her er på samme tid plads til mange forskellige biologiske samfund, fx er det et godt gydeområde, samtidig med at det kan tjene som beskyttelse for fisk. At kortlægge dette habitat med en detaljeret afgrænsning er et vigtigt planlægningsredskab for areal regulering af eksempelvis fiskeri og sandindvinding i nærheden. De mest almindelige habitattyper er:

  • Rev er områder, hvor hård, kompakt bund rager op fra den omkringliggende havbund. Det er typisk områder med store sten, men der medregnes også lodrette, skrånende eller vandrette klippevægge/klippehylder; stendynger, overhængende sten, søjler, rygge, toppe, osv. Rev kan optræde på dybt eller lavt vand, og kan være tørlagte ved lav vande. Arealer, der er dækket af et tyndt lag mobilt sediment, fx sand, klassificeres som rev, så længe der hovedsagelig findes dyr og planter knyttet til hård bund på arealet. På de enkelte rev kan der forekomme stor variation i dyre- og plantearterne. Især den faldende saltholdighed fra Kattegat mod Østersøen er årsag til, at dyre- og plantelivet kan være meget forskelligt fra rev til rev.
  • Boblerev er sandstensstrukturer i form af plader med talrige huler eller op til 4 m høje søjler. De er opstået ved sammenkitning af sand med en karbonatholdig cement som følge af iltning af metangas, der siver ud fra havbunden. Hulrummene i de aktive boblerev frigiver gasbobler. Ofte findes en zoneinddeling af diverse bundlevende samfund af alger og/eller hvirvelløse dyr, som er specielt tilpassede til hårde bundtyper. Biodiversiteten øges endvidere af dyr, som søger føde eller beskyttelse i boblerevets mange hulheder
  • Sandbanker er topografiske elementer, som typisk er omgivet af dybere vand og hvis top er dækket af op til 20 m vand. Blottes ikke ved lavvande. Bankerne består hovedsageligt af sandede sedimenter, men der kan også forekomme mudder, grus eller store sten, så længe der overvejende findes dyr og planter knyttet til sandbund på arealet. Sandbanker kan være dækket af vandplanter, fx ålegræs. Bankerne kan træffes tæt på kysten i form af revler eller som mere permanente banker længere ude.

Zyad Al-Hamdani

Seniorforsker
Maringeologi
Telefon: 91333812

Matthew Owen

Forsker
Maringeologi
Telefon: 91333446