Aflejringsmodeller

En aflejringsmodel beskriver, hvorledes geologiske lag er dannet (aflejret), og hvordan lagene fordeler sig rummeligt og tidsmæssigt i undergrunden.

Aflejringer er sedimenter, der er akkumuleret ved naturlige fysiske og kemiske processer i forskellige aflejringsmiljøer som f.eks. floder, søer, sumpe, deltaer, havet, skalbanker, ørkener, gletsjere osv. Aflejringsmodeller kan også beskrives for aflejringer såsom salt, gips, fosfat, kalk, etc., som primært er dannet ved kemiske udfældningsprocesser. Aflejringer kan også være domineret af organiske rester som f.eks. tørv, brunkul, stenkul, tjære-olie etc.

Med udgangspunkt i det aktualistiske princip og viden om nutidige aflejringsmiljøer kan de oprindelige geologiske aflejringsmiljøer tolkes, og aflejringernes geometri og sammensætning beskrives. Dette gøres af sedimentologer, stratigrafer og palæontologer ved at undersøge de geologiske lag og studere de utallige fysiske strukturer, som aflejringsprocesserne oftest har efterladt i bjergarterne, såsom lagdeling, lamination, skrålejring, bølgeripper, tørkesprækker, rodstrukturer, fossiler etc.

Biologisk aktivitet fra fx muslinger, snegle, orme etc. efterlader sig også spor i bjergarterne (kaldet sporfossiler såsom æde-, bevægelses- og beboelsesspor etc.), og forståelsen af sådanne spor (ichnologi – læren om biologiske spor, bioturbation) bidrager sammen med indholdet af fossiler (f.eks. sporer, pollen, foraminiferer, ammonitter etc.), til forståelsen af aflejringsmiljøet og dermed til definitionen af en aflejringsmodel.

Grafik: Stefan Sølberg, GEUS

Etablering af aflejringsmodeller

Baseret på de vertikale og horisontale relationer af forskellige aflejringsmiljøer/modeller er det muligt at kortlægge og beskrive den geologiske udvikling af aflejringerne i et givent område. Man kan fx rekonstruere, hvordan floder har transporteret erosionsmateriale fra tidligere tiders bjergkæder ud til havet som sand og ler, hvor sandet bliver aflejret i deltaer, og leret aflejres længere ude i havet under mere rolige forhold.

Et simpelt eksempel på en aflejringsmodel kan fx være marint ler overlejret af marint kystsand, som igen overlejres af flodsand. Den vertikale rækkefølge af de forskelligartede lag, fx i en boring eller i en bjergvæg, kan forstås og beskrives som, at den vertikale succession er dannet ved, at et delta har bygget ud i et hav. Hvis der er flere boringer i området, kan man konstruere en serie kort, der viser, hvor floderne, kysten og deltaet har været placeret i forhold til hinanden til forskellig geologisk tid. De kaldes palæo-geografiske kort.

Aflejringsmodeller kan konstrueres ved brug af forskellige typer af data, fx data indsamlet fra naturlige profiler i bjergvægge, kystklinter, grusgrave, boringer eller seismiske undersøgelser, der viser undergrundens lag.

Formålet med konstruktionen af geologiske aflejringsmodeller og kort over lagenes udbredelse kan bl.a. bruges til forudsigelse af forekomst af sandsten i undergrunden, der kan indeholde værdifulde råstoffer som tilslags- og byggemateriale, drikkevand, varmt geotermisk vand, olie e.l.

boreplatform
Henrik Vosgerau
Seniorforsker
Geofysik
Telefon91333716
Jussi Hovikoski
Seniorforsker
Geofysik
Telefon91333719
Jon R. Ineson
Seniorforsker
Geofysik
Telefon91333720
Gregers Dam
Chefkonsulent
Geofysik
Telefon91333744