 |
Grundvand i resten af verden
Grundvandet er et vigtigt livsgrundlag for mange mennesker i verden. Men der er stor forskel på hvor meget grundvand der findes rundt omkring i verden, og hvor tilgængelig ressourcen er. Nogle steder dannes der masser af nyt grundvand, og andre steder næsten intet. GEUS er, med sin store viden om grundvandsforvaltning, involveret i grundvandsbeskyttelse rundt omkring i verden.
Grundvand på verdensplan
Af alt vand på jorden er kun 2,5% ferskvand. Det findes som grundvand, iskapper, sne, floder, søer og vandløb og andre vådområder. Det ferske grundvand i verden udgør ca. 10.000.000 km3, svarende til 97% af hele ferskvandsressourcen. Det er mere end 200 gange den nedbør der falder på et helt år over hele jordkloden. Meget grundvand er derfor akkumuleret over hundredvis, ja endda tusindvis af år.

Der er ca. 1.4 milliarder kubikkilometer vand på jorden. Heraf er kun ca. 2.5% ferskvand (34 mio. km3). Ca 1/3 af ferskvandet findes under vores fødder som grundvand og ca. 2/3 findes i klodens isdækker.
Grundvand er en af de få ressourcer der findes stort set over hele verden, men mængden, og tilgængeligheden er meget ulige fordelt. Danmark er et af de lande som både har meget grundvand og hvor der også dannes meget nyt grundvand. Mange andre steder og specielt i lande med tørt klima, som f.eks. Nordafrika og Mellemøsten, bliver der ikke dannet lige så meget grundvand længere som der bliver brugt, og derfor vil de områder, hvor vandressourcen udtømmes, brede sig.
Behovet for rent vand er stigende i verden, men den tilgængelige og brugbare vandressource er faldende på grund af overforbrug og forurening. I dag er der mere end 30 lande der lider under kronisk mangel på vand. Grundvand bruges i stigende grad til at dække vandbehovet. Det er især landbruget, der bruger meget grundvand til kunstvanding. Der er store regionale forskelle på hvor der bruges mest vand, men på verdensplan udgør kunstvanding ca. 70% af det samlede vandforbrug (op til halvdelen dækket af grundvand), mens 20% bruges af industrien og 10% bruges i private hjem. Derfor er det vigtigt at finde på mere effektive vandingsmetoder for at bringe forbruget ned.
Forurening er, som sagt, en anden vigtig faktor der har betydning for mængden af vand på globalt plan. Der er flere kilder til forurening, men på verdensplan er de vigtigste forureningskilder: ubehandlet spildevand, forurening fra landbruget med næringsstoffer og pesticider, tungmetaller fra industrien og langsomt nedbrydelige organiske stoffer.
Adgang til rent drikkevand er af afgørende betydning for sundheden hos mennesker. På nuværende tidspunkt vurderes det at 20% af verdens befolkning ikke har adgang til rent drikkevand, samt at 50% lever uden ordentlige sanitære forhold.
 |
|
|
|
 |
På nuværende tidspunkt vurderes det at 20% af verdens befolkning ikke har adgang til rent drikkevand. I Danmark tager vi adgang til rent drikkevand for givet sådan er det ikke alle steder på kloden.

Vanding af rismark i det sydlige Indien.
 Når grundvandsmagasinerne tømmes og den globale opvarmning tager til vil stadig flere områder blive ramt af tørke. Her er bunden ved at være nået ved en landsby i det sydlige Indien.
 Når den lokale vandforsyning er udtømt må vandet hentes længere væk. Her går landsbyens beboere lastbilen med vand i møde for at sikre sig, at de får vand.

Her bæres vandet tilbage til landsbyen i krukker og dunke på hovedet.
|
 |