Kvælstof og nitrat

Udvaskning, transport og omsætning af kvælstof i grundvandszonen er et forskningsområde, vi prioriterer højt. I grundvandet forekommer kvælstof i overvejende grad som nitrat. Et højt indhold af nitrat i grundvandet er uønsket ikke kun på grund af en eventuel sundhedsrisiko, men det giver også risiko for udvaskning af for store mængder næringsstoffer til søer og vandløb og følgende forringelse af miljøtilstanden.

Nitrat i grundvandet stammer hovedsageligt fra udvaskning af kvælstof fra landbrugsarealer. Da regulering af landbrugets forbrug af kvælstof blandt andet sker på baggrund af risikoen for udvaskning af for store mængder kvælstof til grundvand og overfladevand, er vores fokus at skabe det bedst mulige faglige grundlag for denne regulering.

Vandplaner og EU-direktiver

I både EU’s Vandrammedirektiv og Nitratdirektiv stilles der krav til Danmark, som er relateret til indholdet af nitrat i det danske grundvand. I relation til begge direktiver bistår vi Miljøstyrelsen med at levere data, der ligger til grund for indberetninger til EU. I forbindelse med Vandrammedirektivet og opstilling af nationale vandplaner benytter vi vores DK-model til at beregne forskellige scenarier for nitratudvaskning til grundvandet. Læs mere om DK-modellen. 

I forbindelse med Nitratdirektivet anvender vi dataudtræk fra Jupiter databasen, og bistår Miljøstyrelsen med rapportering til EU hvert fjerde år.
 

Sårbarhed og omsætning af nitrat

I Danmark varierer den geologiske opbygning af undergrunden meget. De forskellige geologiske formationers indhold af mineraler og indlejret organisk stof har en afgørende betydning for en eventuel omsætning af nitrat i grundvandszonen. Vi forsker derfor på GEUS i de processer, som har betydning for nitratomsætning i grundvandszonen og bidrager blandt andet også til projekter om grundvandsmagasiners sårbarhed over for nitratudvaskning. Sidstnævnte kan f.eks. være når der  forekommer sprækker i moræneler over vigtige grundvandsmagasiner.