Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP)

Varslingssystemet til udvaskning af pesticider (VAP) er et overvågningsprogram, der undersøger om godkendte pesticider eller deres nedbrydningsprodukter udvaskes til ungt grundvand i koncentrationer over grænseværdien. VAP er et samarbejde mellem GEUS, Miljøstyrelsen samt Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience – begge ved Aarhus Universitet.

VAP gør en hurtig vurdering mulig med henblik på en eventuel regulering eller et forbud af ellers godkendte pesticider fra markedet, hvis de på trods af brug efter gældende regler viser sig at kunne udvaskes til grundvandet.

VAP består lige nu af seks forsøgsmarker i almindelig landbrugsdrift, som sprøjtes med pesticider i godkendte doser. Fra medio 2018 reduceres antallet af VAP-marker til fem. Markerne repræsenterer de varierende jordbunds- og klimaforhold, som hersker i Danmark og er instrumenterede, så pesticider og deres nedbrydningsprodukter kan følges fra overfladen, gennem jordsøjlen og til de eventuelt ender i dræn og grundvand. Udover pesticider analyserer vi på VAP-markerne for en lang række andre parametre af betydning for pesticidudvaskningen, f.eks. uorganiske kemiske parametre, nedbør og grundvandsstand.

Læs mere om Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP)

Annette Elisabeth Rosenbom

Seniorforsker
Geokemi
Telefon: 91333552