Ville man risikere, at nogle af de ressourcer, som hidtil var anvendt til undersøgelser i Grønland, pludselig kunne flyttes til opgaver i Danmark? Og hvad betød fusionen for Hjemmestyrets bestræbelser på at blive i stand til selv at forvalte Grønlands råstoffer?
Miljø- og energiminister Svend Auken var opmærksom på Grønlands særlige interesser. Allerede kort efter sin tiltræden som minister i 1994 rejste han sammen med departementschef Leo Bjørnskov til Nuuk for at diskutere sagen grundigt og fordomsfrit igennem med de grønlandske politikere.
At en dansk minister og en departementschef kom til Grønland var dengang ret usædvanligt – den slags møder foregik normalt i København. Initiativet var en gestus, som blev værdsat. Samtidig havde Svend Auken noget med i posen, som gjorde det lettere at acceptere, at Grønland ikke længere skulle have en selvstændig geologisk undersøgelse. Nemlig at forvaltningen af landets råstoffer inden for en kort årrække skulle overflyttes til Nuuk.
Løftet blev holdt, og i 1998 etablerede Hjemmestyret Råstofdirektoratet, som administrerer området, herunder bevilger licenser til efterforskning efter olie og mineraler samt til minedrift og olieudvinding i tilfælde af kommercielle fund. Den første chef for det nye direktorat blev statsgeolog Hans Kristian Schønwandt, som sikrede et mangeårigt tæt samarbejde mellem Hjemmestyret og GEUS.