Grønlandsk accept

Fusionen af DGU og GGU til GEUS i 1995 var naturligt genstand for særlig opmærksomhed i Grønland.

Ville man risikere, at nogle af de ressourcer, som hidtil var anvendt til undersøgelser i Grønland, pludselig kunne flyttes til opgaver i Danmark? Og hvad betød fusionen for Hjemmestyrets bestræbelser på at blive i stand til selv at forvalte Grønlands råstoffer?

Miljø- og energiminister Svend Auken var opmærksom på Grønlands særlige interesser. Allerede kort efter sin tiltræden som minister i 1994 rejste han sammen med departementschef Leo Bjørnskov til Nuuk for at diskutere sagen grundigt og fordomsfrit igennem med de grønlandske politikere.

At en dansk minister og en departements­chef kom til Grønland var dengang ret usædvanligt – den slags møder foregik normalt i København. Initiativet var en gestus, som blev værdsat. Samtidig havde Svend Auken noget med i posen, som gjorde det lettere at acceptere, at Grønland ikke længere skulle have en selvstændig geologisk undersøgelse. Nemlig at forvaltningen af landets råstoffer inden for en kort årrække skulle overflyttes til Nuuk.

Løftet blev holdt, og i 1998 etablerede Hjemmestyret Råstofdirektoratet, som administrerer området, herunder bevilger licenser til efterforskning efter olie og mineraler samt til minedrift og olieudvinding i tilfælde af kommercielle fund. Den første chef for det nye direktorat blev statsgeolog Hans Kristian Schønwandt, som sikrede et mangeårigt tæt samarbejde mellem Hjemmestyret og GEUS.

 

Statsgeolog Hans K. Schönwandt

Statsgeolog Hans Kristian Schønwandt fra GEUS – her ved mikroskopet i felten – blev den første direktør for Råstofdirektoratet i Grønland. Foto: Jakob Lautrup, GEUS

Med hensyn til de økonomiske forhold sørgede Svend Auken for, at det fremgik klart af finansloven, at en bestemt procentdel af GEUS’ budget – svarende til GGU’s hidtidige bevilling – var øremærket til geologiske undersøgelser i Grønland. Det gav Hjemmestyret sikkerhed for, at ressourcerne ikke blev flyttet til Danmark.

Læs også Synergi på olieområdet

Dansk–grønlandsk samspil

På mange måder gav fusionen mening fagligt set. Selvom der umiddelbart er meget stor forskel på forholdene i undergrunden i Grønland og Danmark, er der også lighedspunkter. Mange af de anvendte teknikker og metoder er de samme. Desuden havde de to organisationer haft en løbende udveksling af medarbejdere gennem alle årene. Adskillige af DGU’s geologer havde minder i rygsækken fra ekspeditioner i Grønland.

Dertil kom den fælles forståelse af geologiens betydning for samfundet og fortidens liv på Jorden. Forskningsfelter, som havde fået ekstra styrke på grund af den nye klimadagsorden, og hvor maringeologien havde bragt endnu en fælles dansk-grønlandsk berøringsflade i spil. Når man undersøgte undergrunden under havet, var der ikke så stor forskel mellem Grønland og Danmark, som der var på land.

Klimadagsordenen gjorde det desuden naturligt at knytte DGU’s kompetencer inden for hydrologi og miljøhistorie, herunder ‘mose-undersøgelserne’, sammen med GGU’s arbejde med glaciologi. Derved fik den nye organisation flere muskler inden for hydrologi, glaciologi og klima.