Grønlandsk accept

Fusionen var naturligt genstand for særlig opmærksomhed i Grønland.

Ville man risikere, at nogle af de ressourcer, som hidtil var anvendt til undersøgelser i Grønland, pludselig kunne flyttes til opgaver i Danmark? Og hvad betød fusionen for Hjemmestyrets bestræbelser på at blive i stand til selv at forvalte Grønlands råstoffer?

Svend Auken var opmærksom på Grønlands særlige interesser. Allerede kort efter sin tiltræden som minister i 1994 rejste han sammen med departementschef Leo Bjørnskov til Nuuk for at diskutere sagen grundigt og fordomsfrit igennem med de grønlandske politikere.

At en dansk minister og en departements­chef kom til Grønland var dengang ret usædvanligt – den slags møder foregik normalt i København. Initiativet var en gestus, som blev værdsat. Samtidig havde Svend Auken noget med i posen, som gjorde det lettere at acceptere, at Grønland ikke længere skulle have en selvstændig geologisk undersøgelse. Nemlig, at forvaltningen af landets råstoffer inden for en kort årrække skulle overflyttes til Nuuk.

Løftet blev holdt, og i 1998 etablerede Hjemmestyret Råstofdirektoratet, som administrerer området, herunder bevilger licenser til efterforskning efter olie og mineraler samt til minedrift og olieudvinding i tilfælde af kommercielle fund. Den første chef for det nye direktorat blev statsgeolog Hans Kristian Schønwandt, som sikrede et mangeårigt tæt samarbejde mellem Hjemmestyret og GEUS.

Statsgeolog Hans K. Schönwandt

Statsgeolog Hans Kristian Schønwandt fra GEUS - her ved mikroskopet i felten - blev den første direktør for Råstofdirektoratet i Grønland.        Foto: Jakob Lautrup, GEUS.

Med hensyn til de økonomiske forhold sørgede Svend Auken for, at det fremgik klart af finansloven, at en bestemt procentdel af GEUS’ budget – svarende til GGU’s hidtidige bevilling – var øremærket til geologiske undersøgelser i Grønland. Det gav Hjemmestyret sikkerhed for, at ressourcerne ikke blev flyttet til Danmark.

 

Læs også Synergi på olieområdet