Undergrunden kortlægges fra fly

I 1974 fik GGU adgang til en ny generation af fly med nye typer instrumenter, som supplerede den fotografiske kortlægning fra luften.

Flyene medbragte også instrumenter til magnetiske målinger, som er velegnede til en basal geologisk kortlægning af store, uudforskede områder.

Mange bjergarter indeholder større eller mindre mængder magnetiske mineraler, og derfor kan fintfølende instrumenter skelne mellem forskellige bjergarter, når man flyver hen over terrænet i et systematisk linjemønster.

Målingerne gør det muligt at afgrænse områder med sedimentære bjerge, som har et lavt indhold af magnetiske mineraler, fra egne med vulkanske bjerge og krystallinsk grundfjeld, hvor magnetismen er stærkere.