Tusind elve driver værket

Fokus i vandkraftundersøgelserne skiftede nu til mindre søer i nærheden af de grønlandske byer, hvor vandkraft kunne erstatte de dieselgeneratorer, som forsynede indbyggerne med strøm.

I 1982 fik GTO og GGU støtte fra EU’s Regionalfond til at undersøge muligheden for at udnytte vandkraft til fremtidens elforsyning i Ilulissat, hvor dieselgeneratoren var moden til udskiftning inden for en overskuelig årrække.

Her udvalgte man to smeltevands­søer ved isranden. GGU skulle bestemme vandtilstrømningen til søerne, og opgaven var svær.

I maj begynder afsmeltningen fra Indlandsisen, og tusinder af små bække flyder mod isranden. Hist og her samles bækkene i rivende elve, som vrider sig, snor sig, og driver af sted i meterdybe lejer.

De fleste af elvene forsvinder ned i gletsjerbrønde, hvor smeltevandet med et brøl falder flere hundrede meter ned i det mørke dyb. Men vandet standser ikke, det baner sig vej ned gennem iskappen og ender på bunden, hvor strømmene følger lavninger i landskabet, som ingen mennesker nogensinde har set.

Ved isranden dukker vandet op igen og samles i søer eller flyder ud i fjorden. Det er ikke just trivielt at planlægge et vandkraftværk under de forhold.

GTO’s projektleder var en mand med en direkte facon, og han satte problemstillingen på spidsen. En dag hentede han glaciolog Henrik Højmark Thomsen fra GGU, anbragte ham i en helikopter og fløj ham hen til en kæmpestor gletsjerbrønd langt inde på iskappen.

Og her spurgte han: