Ung civilingeniør i spidsen

I 1988 var DGU blevet udstyret med en egentlig bestyrelse med den radikale politiker Inger Marie Bruun-Vierø som formand.

Hun havde sat sig godt ind i DGU’s situation og vurderede, at DGU dels havde brug for en topchef, der kunne skabe tillid og samle institutionen, og dels at DGU efter årene med centraladministrative topchefer var blevet disciplineret og modnet til igen at få en faglig topchef. Med til at skabe denne forståelse i DGU’s nye bestyrelse var også miljøminister Lone Dybkjær (Rad.), selv civilingeniør og desuden med geovidenskabelig baggrund som tidligere ansat på Geoteknisk Institut.

Valget faldt på den kun 39-årige civilingeniør Ole Winther Christensen (1951–1998). Kort efter, at han i 1990 var blevet direktør for DGU, tog Ole Winther Christensen initiativ til en række alliancer om grundvandsforskning med andre spillere på området – blandt andre Geoteknisk Institut, Danmarks Jordbrugsforskning (i dag en del af Aarhus Universitet) samt forskergrupper ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Klimaet mellem DGU’s ældre hydrogeologer og disse ‘fremadbrusende konkurrenter’ havde ikke været for godt, og den nye direktion så det som en central ledelsesopgave dels at skabe et nationalt samarbejde på grundvandsområdet, dels at højne forskningsniveauet for landets mange grundvandsproblemer.