Staten vs. A.P. Møller – Mærsk

Den første prøve på virkningen af den nye aftale skulle vise sig også at blive den hårdeste.

I starten af 1982 indleverede A.P. Møller – Mærsk en plan for efterforskning og boringer for ‘det sammenhængende område’ Planen var imødeset med spænding, og Energistyrelsen satte straks DGU og DeGolyer and MacNaughton i gang med at vurdere materialet.

Konklusionen blev, at den efterforskning, som A.P. Møller – Mærsk planlagde for den kommende treårs periode, var for beskeden.

På baggrund af DGU’s og det amerikanske konsulentfirmas vurderinger forlangte Energistyrelsen, at virksomheden udførte yderligere otte boringer ud over de planlagte. I modsat fald måtte man lade koncessionen gå tilbage til staten.

DeGolyer and MacNaughtons kontor i Dallas den 11. juni 1981. I højre side af bordet sidder Arne Dinesen fra DGU bagerst, til højre for ham sidder kontorchef Jørgen Nørgaard og departementschef Ole Beck fra Energiministeriet.

Hårdt stod mod hårdt, da A.P. Møller – Mærsk nægtede at acceptere afgørelsen. Aftalen fra 1981 sagde, at uenighed kunne indbringes for voldgift.

Staten indbragte sagen, og geologerne Claus Andersen fra DGU og Steen Lomholt fra Energistyrelsen fremlagde de geologisk-tekniske indvendinger sammen med repræsentanter for DeGolyer and MacNaughton.

I januar 1984 nåede voldgiften frem til, at Energistyrelsens geologisk-tekniske afgørelse stod ved magt, hvorimod voldgiften på en række juridiske områder gav A.P. Møller – Mærsk ret. En medvirkende grund til, at staten rent teknisk stod stærkt var, at Energistyrelsen hyrede A.P. Møller – Mærsks tidligere efterforskningschef Lars Tallbacka som konsulent.

Udfaldet af voldgiftssagen var en sejr for statens team af geologer og ingeniører bestående af medarbejdere fra Energistyrelsen, Kammeradvokaten, DeGolyer and MacNaughton samt DGU.

 

Læs også Atomkraft og affaldet ingen vil ha’