Den første dybe danske boring

En afledt virkning af DGU-forskernes anstrengelser var, at regeringen fandt det klogest at lovgive på området. Den 19. februar 1932 blev Lov om efterforskning og indvinding af råstoffer i Kongeriget Danmarks undergrund vedtaget i Folketinget.

Med udgangspunkt i loven kunne man åbne for, at udenlandske virksomheder under nærmere givne vilkår kunne få koncession til at bore efter olie. På den måde håbede man at få de dyre boringer finansieret uden at belaste statskassen.

I 1935 gav Statsministeriet en driftig amerikansk forretningsmand, Frederick F. Ravlin, en toårig eneret på at lede efter råstoffer i Danmarks undergrund. Til gengæld for investeringer i boringer og andre undersøgelser fik Ravlin lovning på en eneretsbevilling til indvinding, hvis han inden for de første to år fandt enten olie, kul eller stensalt. Ravlin stiftede til formålet selskabet Danish American Prospecting Company (DAPCo).

Boringen ved Harte, 1936

Boringen ved Harte i 1936.     Foto: V. Madsen, DGU.

Selskabet lagde ud med en dybdeboring i et område, som de forskellige DGU-undersøgelser i årene forud havde udpeget som lovende, ved Harte vest for Kolding.

Den 13. november 1936 lykkedes det at gennemføre den første boring i Danmark, hvor man ikke blot var kommet gennem de øverste jordlag, kvartærlagene, men også gennem de underliggende kridtlag og dermed helt ned i den dybe undergrund.

Ved boringen lykkedes det at hente en borekerne op, og til geologernes begejstring var der et stykke stensalt i kernen. Med andre ord så det ud til, at man virkelig havde fundet en salthorst og dermed, at der kunne være olie i området.

Desværre blev der aldrig siden fundet hverken olie eller salt ved Harte. Det førte senere til mistanke om, at Frederick Ravlin eller en af hans medarbejdere havde anbragt stensalt-stykket i borekernen i et ubevogtet øjeblik. Mistanken blev underbygget, da et udvalg med deltagelse af geologer fra DGU i 1946 analyserede stykket nærmere.

 

Læs også Dansk-amerikansk mistillid