Atomkraft og affaldet ingen vil ha’

DGU’s ledelse og geologer gik stille med, at staten havde fået medhold i de geologisk-tekniske spørgsmål i voldgiftssagen om olieefterforskningen i Nordsøen.

Alle forespørgsler fra pressen blev henvist til ministeren og Energistyrelsen. Ledelsen fulgte mottoet den, der lever stille, lever godt, men internt på DGU gik dønningerne højt om rigtigheden af denne strategi. Især de yngre geologer var utilfredse.

Samme indre konflikt bestod på DGU’s øvrige arbejdsområder, og særligt på et af dem havde man en udfordring. Tilbage i 1958 var Forsøgsanlæg Risø blevet indviet ved Roskilde Fjord af professor og nobelpristager Niels Bohr. Med forsøgsanlæg mente man atomforsøgsanlæg, og Folketingets flertal ønskede med oprettelsen at bane vejen for indførelse af A-kraft i Danmark.

DGU tog naturligvis opgaven på sig i opdrag fra Miljøministeriet. Men samtidig stod det hurtigt klart, at uanset hvilke placeringer, man pegede på, kunne der forventes stærk lokal modstand. Man måtte også forvente at blive mistænkeliggjort. For var det nu virkelig kun faglige geologiske hensyn, der lå bag anbefalingerne, eller havde nogen hvisket DGU i øret, at bestemte placeringer ville være mest politisk hensigtsmæssige?

Internt dannede DGU en stor tværfaglig arbejdsgruppe under daglig ledelse af den senere direktør, civilingeniør Ole Winther Christensen, hydrogeolog Lars Jørgen Andersen og den senere vicedirektør, geolog Jens Morten Hansen. Arbejdsgruppen skulle både bistå Miljøstyrelsen med tilsyn med Elsam og Elkrafts undersøgelser af danske salthorste og bistå elværkerne med de geologiske feltundersøgelser. 

 

Læs også Tysk assistance