Ansporet af tyske oliefund

Omkring 1930 fandt DGU saltholdigt grundvand flere andre steder i landet. I mellem­tiden var det påvist i andre lande, først og fremmest Tyskland, at undergrunden visse steder indeholdt såkaldte salthorste.

Det vil sige forekomster af stensalt, som var presset op af tungere stenarter i undergrunden, så de nu befandt sig relativt tæt på overfladen. De højestliggende horste skulle man blot et par hundrede meter ned for at finde. Nogle af salthorstene er meget store – deres rumfang kan være helt op til 100 kubikkilometer.

I DGU var man overbevist om, at der også var salthorste i Danmark. Det lykkedes senere at finde mange af dem – i alt 18.