Senere, under ledelse af statsgeolog Anker Weidick, indledte GGU den første systematiske kortlægning af beliggenheden af Indlandsisens isrand på forskellige tidspunkter ud fra gamle og nye flyfotos og kort. I felten registrerede geologerne morænerygge og andre isskabte former i de grønlandske landskaber, som fortæller, hvordan iskappen har bevæget sig gennem tiderne.
Et af resultaterne var de første kvartærgeologiske kort over Sydgrønland og Vestgrønland i størrelsesforholdet 1:500.000. Kvartærtiden er den seneste geologiske periode med skiftende istider og mellemistider. Gletsjermålingerne skulle vise sig at få praktisk betydning i 1975, da vandkraft kom på dagsordenen i Grønland.
Fokus på vandkraft
De første spæde forundersøgelser for udnyttelse af vandkraft i Grønland startede på initiativ fra Grønlands Tekniske Organisation (GTO). Målet var at udnytte store smeltevandssøer ved Indlandsisens isrand til at producere strøm til energiintensiv industri.
En af mulighederne var at fremstille brint, der kan anvendes som energibærer på samme måde som benzin. En anden mulighed var at bruge vandkraftstrøm til at forarbejde uranmalm fra Kvanefjeldet.
For at vandkraft kunne blive en realitet, var det nødvendigt at kende isforholdene og snesmeltningen omkring de udvalgte søer. Især var det vigtigt at afklare, om isranden kunne finde på at bevæge sig fremad og formindske søerne med det smeltevand, som man skulle bruge til at lave strøm.
Derfor kontaktede GTO GGU, som gennem en årrække havde undersøgt isens bevægelser mange steder i Grønland. En arbejdsdeling blev aftalt, og skillelinjen gik ved isranden. GGU skulle analysere is, snesmeltning og iskappens bevægelse, mens GTO skulle tage sig af vandets videre færd fra søen og ned til turbinerne i kraftværket.
De første målinger startede ved en stor smeltevandssø i Sydgrønland, som kunne levere vandkraftstrøm til forarbejdning af uran fra Kvanefjeldet og eventuelt også til de nærliggende byer Qaqortoq og Narsaq.
Planerne om et vandkraftværk blev ikke realiseret, fordi atomkraft i begyndelsen af 1980’erne var på vej ud af den danske energiplanlægning, og det svækkede selvfølgelig interessen for at forarbejde uranmalm i Grønland.
Brintproduktion blev også opgivet, da man måtte erkende, at der ikke fandtes brugbare metoder til at oplagre brinten og transportere den med skibe til de energihungrende forbrugere i Europa eller USA.
Senere iværksatte GGU ismålinger i fem andre områder mellem Narssaq og Ilulissat, og disse målinger blev meget værdifulde, da klimadebatten for alvor startede omkring 1990.
Læs også Tusind elve driver værket