Næppe var boret kommet i jorden, før Elsams bestyrelse udsendte en pressemeddelelse og husstandsomdelte et forudtrykt hæfte, hvori man fastslog, at der nu var fundet tilstrækkeligt store mængder af rent stensalt til, at man kunne placere et fuldstændig sikkert depot for højradioaktivt atomaffald i det.
Da man kom længere med borearbejdet, viste det sig imidlertid, at der slet ikke var en salthorst ved Linde. Denne konstatering betød, at stemningen blandt DGU’s projektledere og direktion vendte. Man var nu skeptiske, og for fleres vedkommende direkte mistroiske, over for elværkernes vilje til at være saglige.
Salthorst-undersøgelserne belastede også DGU’s forhold til Miljøstyrelsen. Det førte bl.a. til, at DGU fik Miljøstyrelsens tilladelse til at indkalde de tyske salthorst-eksperter professor Gerhard Richter-Bernburg og professor Ernst Hofrichter for at kigge DGU og elværkerne i kortene.
Richter-Bernburg og Hofrichter forestod lignende undersøgelser i Vesttyskland ved Asse og Gorleben. Her fandtes minegange i de to salthorste, og derfor havde man unikke muligheder for at studere salthorstes indre, komplekse struktur.
På et møde, hvor også direktør Jens Kampmann samt andre repræsentanter for Miljøstyrelsen, DGU og elværkerne deltog, stillede professor Asger Berthelsen et direkte spørgsmål til Gerhard Richter-Bernburg.