Høvængestenen

Høvængestenen er Lollands største sten. Den stikker to meter op over det flade terræn, og den skulle efter sigende nå 2,5 meter under terræn. Dermed får den en tredjeplads blandt Danmarks kendte kæmpesten, hvis ellers tallet for den skjulte del af stenen er korrekt.
Den ligger der for noget, fortæller sagnet! Højfolket skulle have hentet den i Maribo Sø og lagt den over en skat.
Geologerne mener, den oprindelig stammer fra Småland, hvor de røde Småland-granitter findes som fast fjeld.

Høvængestenens overflade er forvitret og overgroet med laver. Men enkelte steder er det muligt at lette lidt på græstørven og komme til at se nogle uforvitrede flader. Her kan du se, at bjergarten er mellem- til grovkornet med korn omkring 5 mm og sammensat af blålig kvarts, rødlig kalifeldspat og hvidgul plagioklas. De mørke mineraler er forvitrede, men det sorte glimmermineral biotit lader sig erkende. Tilsammen udgør disse mineraler grundopskriften på granit. Der er højest sandsynligt tale om en Småland-granit.

Høvængestenen under istiden

Småland på Sydsveriges østkyst er et meget sandsynligt kildeområde for sten på Lolland, idet Bælthav Isstrømmen, der er yngste isdække over Lolland, kom fra Østersøegnene og bevægede sig hen over Sjælland, Fyn og Sydhavsøerne.
Kosmogen eksponeringsdatering fortæller, at Høvængestenen har ligget eksponeret for stråling fra himmelrummet i knap 15.000 år. For 15.000 år siden så kæmpestenen altså dagens lys igen efter en rejse indkapslet i indlandsis. Bælthav Isstrømmen dækkede Lolland for 18.000 til 17.000 år siden. Herefter gik der andre 2.000 år, før Høvængestenen var smeltet fri af dødis og dækkende sediment var skyllet af. Alt i mens tog det Lollandske istidslandskab langsomt form. Høvængestenen har et par furer på en stejle sydside, der sandsynligvis er skurestriber fra indlandsisen. Retningen på striberne underbygger, at isen gled henover stenen fra en østlig til sydøstlig retning.