Grundvand 2004. Status og udvikling 1989-2004. GEUS 2005.
|
|
Indholdet af nikkel i vandforsyningernes indvindingsvand
|
Siden i PDF-format
|
Datagrundlag
Indikatoren er baseret på nikkelanalyser fra indvindingsboringer tilknyttet offentlige og private vandværker samt fællesforsyninger med 1 til 9 husstande for perioden 2000 til 2004, begge år inklusive, svarende til en fuld turnus af boringskontrol, idet indvindingsboringer ikke analyseres hvert år men i en turnus på 3 til 5 år. Det er søgt kun at medtage data fra aktive indvindingsboringer.
Relevans
Nikkel antages at være et essentielt grundstof for mennesker uden at dets præcise funktion kendes. Sandsynligvis behøves nikkel kun i meget lave koncentrationer og virker toksisk i høje koncentrationer. Nikkel er genstand for aktuel interesse specielt på grund af et stadigt stigende omfang af nikkelallergi(1). Indikatoren beskriver udviklingen af fund gennem perioden samt den geografiske fordeling af de undersøgte boringer.
Målsætning
Der er fastsat et midlertidig Vandkvalitetskrav i drikkevand på maksimum 20 µg/l(2) og et grundvandskvalitetskriterie på 10 µg/l(3). Nedenfor refererer overskridelser til grænseværdien for drikkevand.
Nikkel kan til en vis grad udfældes i vandværkernes traditionelle sandfiltre og tilbageholdes i okkerslammet, men i henhold til EU's Vandrammedirektiv(4) må grundvandets indhold ikke øges således at videregående vandbehandling bliver nødvendig.
Tilstand, udvikling og årsager
Nikkel findes naturligt i grundvandet. Gennemsnitskoncentrationen i overvågningsprogrammets naturområder er 2,5 µg/l og medianværdien er 0,4 µg/l. I perioden 2000 - 2004 er der analyseret for nikkel i 6505 vandværksboringer (filterindtag) og der er fundet nikkel i 4205 af disse. Der er fundet overskridelser af grænseværdien for drikkevand mindst een gang i 182 indtag svarende til knap 3 %. I 113 indtag, svarende til knap 2 %, har alle analyser været over grænseværdien. Disse tal ligger på linje med de tilsvarende tal for perioden 1998 til 2003, hvor der blev fundet mindst een overskridelse i 4 % af boringer og konstante overskridelser i 1 %, se figur 24.
Figur 24. Fordelingen af fund af nikkel i aktive vandindvindingsboringer. Indholdet er præsenteret som årlige gennemsnit pr. indtag og sat i forhold til grænseværdien samt 75% af denne (jf. Vandrammedirektivet). Antal boringer med analyseresultater i hver af de 3 klasser er anført under de enkelte år
Nikkel har været obligatorisk i vandværkernes boringskontrol siden 1988. Det markante fald i antallet af analyserede boringer i 2002 tilskrives analyselaboratoriernes problemer med indberetning som påkrævet jævnfør (2). I 2004 er grænseværdien overskredet i 4 % af vandværkernes indvindingsboringer.
Nikkel findes i grundvandsforekomsternes magasinbjergarter i forskellige sulfidmineraler, samlet set kaldet pyrit. Sulfidmineralerne er stabile under reducerende forhold, men går i opløsning, hvis magasinet tilføres oxiderende stoffer som ilt og/eller nitrat. Ilt tilføres typisk magasinet ved overpumpning og dermed sænkning af grundvandsspejlet samt ved uhensigtsmæssig boringskonstruktion, som tillader luftudskifning i vand-umættede dele af magasinet ved atmosfæriske trykvariationer (lavtrykspassager). Nitrat tilføres grundvandet ved nedsivning af nitratholdigt vand fra overfladen, typisk under landbrugsarealer.
Geografisk fordeling af nikkel
Overskridelser af grænseværdien forekommer især i den østlige del af Sjælland, se figur 25, hvor højtliggende kalkmagasiner med nikkelholdige sulfider kombineret med stor grundvandsindvinding har medført opløsning af sulfiderne på grund af indtrængende atmosfærisk luf. Spredte forekomster ses over hele landet, ofte i områder med glaciale eller ældre marine sedimenter med nikkelholdige sulfider, hvor infiltrerende vand med højt nitratindhold resulterer i opløsning af sulfiderne.
Figur 25. Regional fordeling af nikkelfund i vandværkernes indvindingsboringer.
Åbn interaktivt kort
-
Kemiske stoffers opførsel i jord og grundvand. Projekt om jord og grundvand fra Miljøstyrelsen, nr. 20, 1996.
-
Bekendtgørelse nr. 871 fra Miljø- og Energiministeriet af 21. september 2001
-
Vejledning fra Miljøstyrelsen, nr. 6, 1998. Oprydning på forurenede lokaliteter
-
Europaparlamentets og Rådets Direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastsættelse af en ramme for fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. EFT L 327 af 22.12.2000. p. 1-72 og 10 bilag. EU 2000.
|