DatagrundlagIndikatoren er baseret på pesticidanalyser i indvindingsboringer ved offentlige og private vandværker for perioden 1992 til 2004. Indvindingsboringer analyseres ikke hvert år men i en turnus på 3 til 5 år.Boringer hvorfra der ikke gennem de sidste 5 år har været indvundet grundvand eller boringer som er nedlagt medtages ikke, når sidste års forekomst af pesticider eller nedbrydningsprodukter opgøres. Disse boringer er derimod medtaget de foregående år, hvor de er analyseret. På kortet over den regionale fordeling af fund er kun vist boringer med fund, hvorfra der er indvundet vand til drikkevandsproduktion indenfor de sidste 5 år. RelevansDenne indikator viser, hvor stor en andel af vandværkernes indvindingsboringer, der har indeholdt pesticider eller nedbrydningsprodukter i perioden 1992-2004 samt den regionale fordeling af fund.Da vandværkerne løbende nedlægger eller flytter boringer afspejler udviklingen i fund pr. år ikke den aktuelle situation i grundvandsmagasinerne, men vandværkernes evne til at håndtere problemerne med pesticider i de magasiner, hvorfra der indvindes grundvand. Det er således ikke de samme boringer der analyseres de enkelte år – også fordi boringerne analyseres i en turnus på op til 5 år. MålsætningPesticider og deres nedbrydningsprodukter bliver ikke tilbageholdt eller nedbrudt i ved traditionel vandbehandling på de danske vandværker. Grundvandets indhold af disse stoffer må derfor ikke øges således at videregående vandbehandling bliver nødvendig for drikkevandsproduktion.Pesticidindholdet i drikkevand og grundvand må ikke overstige 0,1 µg/l for enkeltstoffer. De enkelte stoffer er relevante nedbrydningsprodukter og disses moderstoffer. Forekommer der flere stoffer i drikkevandet eller i grundvandet, må den samlede sum ikke overstige 0,5 µg/l. I Danmark er denne grænseværdi stort set aldrig i anvendelse, da der i boringer/indtag med pesticidfund over grænseværdien næsten altid forekommer et enkelt stof, der overskrider grænseværdien på 0,1 µg/l. Der er således kun fundet enkelte boringer, der indeholder så mange pesticider i koncentrationer under 0,1 µg/l, at grænseværdien på 0,5 µg/l er overskredet. Grænseværdien for summen af pesticider vil antageligvis anvendes hyppigere i Danmark, hvis der i større omfang end nu blev anvendt overfladevand til drikkevandsformål, da overfladevand ofte indeholder mange pesticider og nedbrydningsprodukter. Grænseværdierne er fastsat i bl.a. EU´s drikkevandsdirektiv(1) og Drikkevandsbekendtgørelsen(2) ud fra et princip om, at der ikke må være pesticider i drikkevand. Grænseværdierne er ikke fastsat ud fra en direkte sundhedsmæssig vurdering af stofferne. Tilstand, udvikling og årsagerIndikatoren viser udviklingen i fund af pesticider og nedbrydningsprodukter fra disse i vandværkernes indvindingsboringer, se figur 33.I løbet af de seneste år har antallet af pesticidforurenede indvindingsboringer været faldende, og der blev i 2004 fundet pesticider i ca. 26% af de undersøgte boringer, mens grænseværdien var overskredet i ca. 5%, hvilket er det laveste niveau siden 1995. De sidste års fald i andelen af boringer med fund over grænseværdien skyldes, at vandværkerne tager forurenede boringer ud af drift. Årsagen til den stigende andel af pesticidpåvirkede boringer op gennem 90'erne er ikke, at grundvandet er blevet mere forurenet, men at mange vandværker har analyseret for et stigende antal pesticider og nedbrydningsprodukter. Målet med boringskontrollen er at fastholde en vandforsyning, som er baseret på indvinding af rent grundvand uden avanceret vandbehandling. I den forbindelse er det værd at bemærke, at de pesticider og nedbrydningsprodukter, der hyppigst findes i vandværkernes indvindingsboringer, er stoffer som allerede er forbudt i Danmark, og som ikke har været i handelen i 8-10 år. Grundvandsovervågningen har dog vist at der kan findes nedbrydningsprodukter i grundvandsmagasinerne som vandværkerne ikke endnu er begyndt at analysere for. Det må derfor forventes at flere vandværker vil finde disse stoffer fremover.
|