www.geus.dk > Publikationer > Geologi - Nyt fra GEUS > Nr. 4, 1999 > Siden her
*
*
Bladets navn

Mariager Fjord - Samfundet, Miljøet og Forskningen

 

Forskningen

Mariager Fjord og området omkring den anses af mange for at være et af de smukkeste steder i Danmark. Så fjorden og dens omgivelser bliver nydt i mange sammenhænge.
Lystsejlere fra nær og fjern gæster hyppigt fjorden, der også anvendes til windsurfing og vandskisejlads.
Fuglekiggere følger udviklingen i yderfjorden, der er EU-fuglebeskyttelsesområde og Ramsar område og vigtig rasteplads for mange fugle bl.a. den lysbugede knortegås.-Fritids- og lystfiskere prøver lykken, lige som der stadig foregår et vist erhvervsfiskeri i fjorden.
Mange går ture i de store fredede områder langs fjorden, hvor stier og landskabspleje giver mulighed for at opleve fjorddalens storslåede form.
Selv et lille profil i kalken er bevaret tæt ved det specielle fabriksmiljø på Skarodde.

 

Miljøet

Mariager Fjord er ekstrem med hensyn til næringsindhold i vandet og den deraf følgende produktion. Vandet bliver længe i fjorden, og tilløb til fjorden er rimeligt nemme at overskue. Det er et godt sted at studere eutrofieringsprocesserne i fjordmiljøer. Hvor meget er natur og hvor meget forurening? Selvom det iltfrie bundvand og det sorte dynd er ildelugtende så er de en del af naturen og vigtige kemiske processer sker i dette specielle miljø. Havområder med næsten permanent iltfrie forhold i bundvandet er sjældne, og der findes ikke lignende forhold i andre danske fjorde. Der er dog mange steder, hvor bunden og bundvandet udsættes for iltsvind nogle måneder hver eftersommer, så iltsvind og fiskedød er aktuelle emner. Permanent iltfrie forhold, også kaldt anoxiske forhold, skal man ellers rejse langt for at studere f.eks. til den Centrale Østersø eller Sortehavet.
Amterne har gennem 20 år en til flere gange om måneden målt saltholdighed, temperatur, næringssalte og mængden af plankton, hertil kommer de årlige undersøgelser af planter og dyr. Denne værdifulde serie af målinger, der fortsættes er en fortrinlig baggrund for mere specialiserede undersøgelser af processerne i fjorden. Hertil kommer at Århus Amts undersøgelesskib " Marie" ligger klart til brug, kun et par timers kørsel fra Universiteterne i Århus og Ålborg Det gør den smukke og let tilgængelige Mariager Fjord til et meget interessant studieobjekt.

 

Samfundet

Mariager Fjords form, med en lavvandet ydre del og en meget dyb indre del ,betyder at vandet opholder sig i meget lang tid i Inderfjorden. Den er derfor fra naturens hånd meget sårbar overfor forurening. Den kraftige tilførsel af næringsstoffer medfører, at det biologiske system er skrøbeligt, og en stille sommer eller en lang isvinter vil igen kunne give omfattende iltsvind.
Amterne har lavet en regionplan, med målsætning og kvalitetskrav for fjorden. Målene er langt fra opfyldt. For at miljøtilstanden skal blive bedre, er det nødvendigt at nedbringe både tilførslen af kvælstof og fosfor. Dels ved at omlægge intensivt drevet landbrugsjord til våde enge eller skov. Dels ved at mindske udvaskningen af nitrat fra de dyrkede arealer ved at nedsætte tilførslen af kvælstof og undgå overgødskning. Endvidere er der stillet krav om yderligere reduktion af udledningerne af fosfor fra rensningsanlæg.

 


[Til top]   Sidst ændret: 20. marts 2000 © De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS - Øster Voldgade 10, 1350 København K - Tlf.: 38142000 - Fax: 38142050 - E-post: geus@geus.dk