Geografi og geologi

af Birger Larsen

I august 1997 begyndte den ellers så smukke Mariager Fjord at lugte gennemtrængende af rådne æg. Beboerne fik ondt i hovedet og sølvtøjet blev sort. Uforglemmelige er også billederne i TV af fisk, der lå i strandkanten og kæmpede for at få luft. Det satte fokus på fjorden. Det afslørede at udover amternes rapporter om naturovervågning, var der ikke meget let tilgængeligt materiale om fjordens dannelse og natur. Formålet med dette hæfte er derfor at fortælle træk af fjordens natur- og kulturhistorie.

Det er et ret bredt emneområde, der dækker mere end det geologerne på GEUS normalt beskæftiger sig med. Det har derfor været nødvendigt at samarbejde dels med biologer fra Århus og Nordjyllands amter, der kender fjorden fra årtiers overvågning af dens tilstand, dels med en arkæolog, der "kender" fjordens tidligere beboere og endelig med en naturgeograf, en af vore kommende kolleger når vi flytter sammen med Københavns Universitet i det nye Geocenter. Hæftet er et eksempel på et tværvidenskabeligt samarbejde, som er nødvendigt for at belyse mange miljø-spørgsmål. Vi vil søge at give en ide om historien bag fjordens landskab og vise, hvorledes den er en del af forklaringen på, hvordan denne usædvanlige fjord fungerer; en fjord der i den indre del er som Sortehavet og som Vadehavet i den ydre del. Vi vil se på vandet og dets liv, på havbunden og dens form, men også på den fjorddal som fjorden ligger i og videre nedefter på den dal i undergrunden , som fjordalen ligger i. De geologiske forhold omkring fjorden er dog ikke særlig godt kendte, og vi har end ikke en boring gennem hele lagserien i fjordbunden. Billedet bliver derfor ufuldstændigt.

Lidt geografi

Figur 1. (Klik for forstørrelse) Dybdekort over Mariager Fjord. Forskellen mellem den lavvandede tærskel i yderfjorden og den dybere inderfjord fremstår tydeligt. Kortfremstilling GEUS med data fra Farvandsdirektoratet.

I inderfjorden, der strækker sig herfra ind til Hobro, tiltager dybden hurtigt fra land. Yderfjorden danner altså en tærskel mellem Kattegat og bassinet i inderfjorden, der vanskeliggør udvekslingen af vandet mellem de to områder. Fjorden er en tærskelfjord. Sejlrenden munder ud i et område med 5 - 10 m's dybde, der strækker sig fra Skarodde ned mod Ovebro Hage. Området er præget af talrige små og store forhøjninger, hvoraf mange består af materiale dumpet fra skibe i forbindelse med uddybningsarbejder.
Den midterste del af fjorden er optaget af et stort bådformet, centralt bassin der strækker sig forbi Mariager til banken "Lund-dalstørven".Det dybest sted, kaldt "Dybet", er 30 m og ligger lige ud for Mariager.
Et iøjnefaldende træk er den snævre undersøiske rende, næsten en canyon, der skærer sig ned i bunden fra ud for Dania hele vejen ned til bunden af "Dybet" (fig. 2). Den er sandsynligvis holdt åben af en undersøisk strøm, der dannes når tungt salt vand en sjælden gang trænger ind gennem sejlrenden og strømmer ind under vandmasserne i Dybet.

Figur 2. Landskabet som det ville tage sig ud fra en helikopter lidt syd for Mariager set op langs kysten mod Dania. Bemærk skråningen ned mod det dybe bassin, der gennemskæres af den undersøiske can-yonagtige dalfure. Terrænmodel med overdrevne højder og dybder.

På de næste 4 kilometer fra Lunddalstørven forbi Katbjerg Odde til Skovsgård Hage slynger en ikke særlig markant rende sig mellem lave mudderbanker medens vanddybden gradvis aftager fra ca. 20 til hen ved 11 meter. På dette stykke ligner fjorden mange andre danske fjorde, men fra Skovsgård Hage til Hobro bliver den speciel igen; i den inderste del overstiger havdybden sjældent 10 meter og er præget af talrige forhøjninger. Disse kaldes lokalt "tørv, men er banker af blåmuslinger ( se side 16).
Selve strandzonen udgør en 50-200 m bred hylde, "landgrunden", der kan følges langs hele kysten af inderfjorden. Der er en ret stejl skrænt udadtil.
Dybdekortet gengiver selvsagt vanddybden, men kan også betragtes som et kort over den undersøiske fortsættelse af landskabet, der omgiver fjorden. Fjorden er indenfor Hadsund omgivet af et storstilet bakkeland, der lokalt når over 100 m's højde. Det står i kontrast til den flade, hævede havbund omkring yderfjorden ud mod Kattegat. Vi vil i det følgende prøve at fortælle lidt om dette landskab med fokus på selve fjorden og dens dalfure; hvad det består af, hvordan det er dannet, og hvad det kan fortælle om fortidens miljø.

Kalken i bakkerne
Den store kridtgrav ved Dania, hvor der i over 100 år blev gravet kridt og kalk til cementovnene ligger i dag hen som et mægtigt ar i landskabet. I et hjørne af graven står stadig et lille profil, som vidner om spændende begivenheder i Jordens historie.
Da graven var i drift, var profilet vel 30 meter højt. De nederste ca. 20 m var skrivekridt fra kridttidens sidste del, og de øverste 10 m fra danientiden, der nu regnes som den ældste del af tertiærtiden (se boks og fig. 3). Skrivekridtet er en krid-hvid, afsmittende kalksten; i kridtet ses bånd af mørke flintknolde, og man har fundet forsteninger blandt andet af blæk-sprutter med oprullet skal, ammonitter, vættelys og søpindsvin (se fig. 3). Nogle af de sidste (yngste) ammonitter og vættelys der levede, er fundet netop i Danias kalk-brud.

Figur 3. Et profil gennem kalklagene i kalkbruddet mellem Dania og Assens. Nederst skrivekridt fra kridttiden med forsteninger af den sidste art af vættelys (B) og den sidste ammonit art (A). Grænsen mellem kridttid og tertiærtid er markeret af et lerholdigt lag. Herover kalken fra danientiden med flintlag, forstenede søpindsvin (D) og karakteristiske pigge fra søpindsvin (C), som kan findes i kalken. Kun lag fra danientiden kan ses i graven i dag. Billeder af forsteningerne efter Wienberg Rasmussen (A, C og D) og T. Birkelund (B).

Grænsen opefter til danienkalken er markeret af et få centimeter tykt mergellag med brudstykker af skrivekridt. De nederste par meter af danien aflejringerne be-står af slamkalk (kokkolitkalk), en lidt grovere udgave af skrivekridtet. Over en let brunlig hærdningsflade, der vidner om et ophold i aflejringsprocessen, kommer bryozokalk med flintlag. Her kan man med lidt held finde forsteninger af søpindsvin og andre dyr. Langt det meste af kalken i alle disse kalklag er dannet af kalkskaller eller skelettet af mikroskopiske encellede orga- nismer, der svævede rundt i vandmasserne og som dryssede ned på havbunden da de døde; organismerne levede i et lunt hav, der bl.a. dækkede det område, hvor Danmark nu ligger.

Minedrift ved fjorden Den højt beliggende kalk gjorde det ret let at få fat i kalken og læsse den ombord på skibe i den rolige fjord. Der har fra meget gammel tid været talrige små brud og underjordiske minegange specielt omkring Assens og Ovegårds Vandmølle, hvor de stadig kan spores i skoven tæt ved. Tilsvarende spor kan ses i kystskrænterne nord for Fladbjerg. I 15- og 1600tallet var der mange kalk-ovne langs fjorden, hvor der blev brændt kalk. Der er blandt andet leveret kalk til byggeriet af Christian d. IVs kongelige slotte, heraf navnet Kongsdal. Kalkbrændingen kostede træ, og i 1693 var der stort set ikke skov tilbage omkring Assens, så der blev indført forbud mod videre kalkbrænding og kalkovnene blev brudt ned. Først i 1873 startede et nyt industrieventyr baseret på kalken. Cementfabrikken " Cimbria" blev bygget på Skarodde og efterhån-den lå der ikke mindre end 3 store cementfabrikker ved fjorden: Dania, Cimbria, og Kongsdal. De blev med tiden alle overtaget af Dansk Portland /Dania. Ved Åmølle lå et kridtslemmeri. Forfatteren Hans Kirk har skildret det barske liv på cementfabrikkerne i nogle af sine bøger. Cementproduktionen fortsatte til 1984, så var det slut. En del af de store fabriksanlæg kan, i smukt rengjort skikkelse, stadig ses på Skarodde. Noget af fabriksområdet er overtaget af "Dansk Salt"- fabrikken, som udvinder salt fra Hvornum salthorsten 30 km væk, men det er en anden historie.

Et vigtigt profil
Overgangen mellem kridttiden og tertiærtiden for 65 milloner år siden markerer et at de store skift i livets historie. På dette tidspunkt uddør de sidste store dinosaurer på land, og i havet forsvinder ammonit-blæksprutter, en dyregruppe der var dominerende i 250 millioner år. Også indenfor andre dyregrupper både på land og til havs uddør mange arter og nye dyrearter bliver dominerende. Der diskuteres flere teorier om årsagen til denne biologiske katastrofe. En teori foreslår, at jordkloden blev ramt af en meteor på 10 km; den satte en masse skove i brand og hvirv-lede så meget støv op, at solens stråler blev lukket ude i flere år, så temperaturen faldt over hele kloden. En anden teori går ud på, at de samme ulykker skyldes speciel voldsom vulkanisme, der yderligere sendte kuldioxid og giftige dampe ud i store mængder. En tredje teori hævder, at nok uddøde der mange dyr og planter, men det skete over et længere tidsrum som en normal biologisk proces. For at komme videre i denne diskussion er det derfor meget vigtigt at finde steder, hvor der er en ubrudt serie af lag fra denne overgangstid. Her er lagfølgen i Danias kalkbrud en af de mest komplette.

Det gamle ler i bakkerne
Til cementfremstilling skal der bruges ler; i forbindelse med cementproduktionen blev der derfor åbnet en række lergrave i skrænterne på begge sider af fjorden, midtvejs mellem Mariager og Hobro, ved Katbjerg Odde. Desværre er de allesammen lukket og skredet til, men de blev i tide undersøgt af geologer. Det udnyttede ler er havaflejringer fra tertiærtiden. Det ældste ler, der blev brugt til cementproduktionen, er lysegråt, svagt kalkholdigt ler fra yngre paleocæn tid. Af særlig interesse er forekomsten af det omtrent 58 millioner år gamle moler med mange lag af vulkansk aske, som man ellers skal til Mors og omegn for at finde. Askelagene vidner om voldsom vulkansk aktivitet i området omkring Færøerne, da jordskorpen revnede og Nordatlanten begyndte at åbne sig, ved at pladerne på hver sin side af revnen blev "skubbet" væk fra hinanden. (Læs om havbundspredning og pladetektonik i "GEOLOGI nyt fra GEUS" nr.1/99 og nr.3/99).
Oven på moleret er fundet fedt, kalkholdigt "septarie"ler (Branden ler) med få forsteninger fra mellem oligocæn tid, der viser, at det er ca. 34 mill. år gammelt. Dette ler efterfølges af mørkt glimmerler med ikke mindre end 49 slags snegle og muslinger (Cilleborg ler) fra øvre oligocæn tid. Cilleborg leret har fået navn efter den tidligere lergrav ved Cilleborg på fjordbredden. På fig. 4 gengives nogle af de flotte sneglehuse, der er fundet i leret. Henover leret følger mere sandede aflejringer. Hele den tykke serie af plastisk ler, der andre steder ligger mellem Moleret og det oligocæne ler synes at mangle i alle gravene, svarende til at aflejringer fra en periode på 24 mio. år ikke er findes, nemlig fra 58 til 34 mio. år før nu.

Figur 4. Nogle af de smukke snegleskaller, der er fundet i det oligocæne Cilleborg ler ved fjorden. Efter Ravn 1907.

De geologiske forhold i disse lergrave er overordentlig indviklede og vanskelige at udrede, dels fordi istidens gletsjere har brudt lagene i stykker og skubbet dem op på højkant og delvis tværet dem ud, dels fordi de fede lerarter skrider ned af skråningerne. I fig. 5 er skitseret et snit af lagene i Skovbos Ny lergrav på nordsiden af fjorden.

Figur 5. Et noget spekulativt profil gennem lagene i lergraven nord for fjorden (Skovbos ny lergrav). De fede lerlag fra forskellige perioder i tertiærtiden er blevet skubbet op og delvis tværet ud sammen med istidslag af en gletcheris. Til sidst er alle lagene blevet eroderet af det sidste isdække, der aflejrede det øverste lag moræneler og smeltevandsaflejringer. I selve lergraven skred de fede lerarter ned af skråningerne i stor stil, hvilke ikke gjorde geologernes arbejde lettere.

Dalen under dalen under fjorden

Figur 6. Kort over undergrundens overflade. Østpå består den af skrivekridt, i midten af danienkalk og længst mod vest af forskellige lerarter fra tertiærtiden. Fjorddalen er dybt nedskåret, men vi har meget få oplysninger om hvor dybt. Rød linie er grænsen mellem kridt og danien. Blå linie er grænsen mellem danienkalk og tertiære lerarter.

Kalkoverfladen ligger tæt ved havniveau i foden af mange af skrænterne langs fjorden fra Hadsund til ca. 4 kilometer vest for Mariager. Stedvis har kalken sikkert stået frem i klinter ud mod fjorden. Kalkoverfladen ligger ofte relativt højt, 10 - 20 m over havniveau og danner kærnen i bakkerne langs fjorden (fig. 6). Et eksempel kan man se i det store kalkbrud ved Dania. Man får det indtryk, at fjordens slyngede forløb i det væsentlige er styret af kalkoverfladen fra Hadsund til 4 km øst for Mariager. Den ca. én kilometer brede dal, hvori Mariager Fjord nu ligger, skærer sig over 100 m ned under havniveau i undergrundens lag ved Hobro og til mindst 50 m under havniveau ved Dania og ved Hadsund, men vi mangler boringer til kalken ude i selve fjorddalen. Fra de boringer vi har, kan se vi, at skråningerne i denne kalkdal er stejle. De er nogle steder dækket af moræneler afsat af et isdække, så det er sandsynligt, at kalkdalen i hvert fald delvis er skuret ud af en gletscher. Det passer også med, at dalsiderne forløber nogenlunde parallelt, men vi ved ikke, om daltværsnittet er U-formet, som i sikre isdale på Grønland. Lokalt ligger kalkoverfladen overraskende dybt, over 100 meter nede. Det kunne antyde, at også kalkopløsning med dannelse af huler og deres sammenstyrtning har spillet en rolle ved kalkoverfladens udvikling. I lille skala kan opløsningen ses i kalkbruddenes vægge.
I forlængelse af Mariager Fjord er der i Kattegats undergrund sporet en 100-150 m dyb dal i undergrunden. Den kan følges østover til syd for Anholt og har muligvis sammenhæng med forstyrrelser i undergrundens lag. Det er dog ikke helt sikkert, at denne dal fortsætter i Mariager fjorddal. Det formodes, at denne og lignende dale oprindeligt er udskåret af vandstrømme i floder, der løb vestpå fra Skandinavien; måske allerede i tertiærtiden. Dalfurerne er senere "genbrugt" og udformet videre i løbet af istiderne af is og smeltevandsstrømme. Denne ældre geologiske historie ved vi meget lidt om.

Istidslandskabet
Bakkerne omkring Mariager Fjord er utvivlsomt i hovedtræk udformet af de tykke isdækker, der gled ned fra Skandinavien under istiderne. Bakkerne består helt overvejende af den usorterede blanding af sten, grus, sand og ler, der kaldes moræneler eller morænesand, og som afsættes direkte fra smeltende is, eller af de mere sorterede aflejringer fra smeltevandet. Der foreligger ikke megen detaljeret viden om dannelsen af dette istidslandskab. Som vi så, har mange af bakkerne en kærne af kalk, og i den vestlige del ser det ud til at flager af det tertiære ler er blevet skudt op af tidlige isdækker. Noget af landskabet er ældre end sidste istid, for vi finder spor efter moser fra den sidste mellemistid (Eem interglacialtiden) enkelte steder, f.eks. under Hadsund. Der er geologer, der mener, at der er spor efter en tidlig Limfjord fra endnu ældre mellemistider under dalstrøg nord for Hadsund.

Sidste istid
I de første ca. 80 000 år af sidste istid var klimaet køligt, men næppe nogen is dækkede Nordjylland. Først for ca. 20 000 år siden flød en indlandsis nordfra nedover Danmark, men vi har ikke erkendt spor efter denne omkring Mariager Fjord. Denne is smeltede væk, men blev for omkring 18000 år siden erstattet af en is med oprindelse i Mellemsverige. Den skød sig over Kattegat fra nordøst. Isbevægelsesretningen passer fint med længderetningen af Mariager Fjorddal, så det er rimeligt at antage, at en istunge fra dette isdække banede sig vej vestpå og bidrog til at udforme "dalen under dalen" nævnt ovenfor. Istungen har nok skåret sig ned både i kalk og i ældre istidsaflejringer, for vi finder tykke istidslagfølger afskåret af dalsiden på begge sider af fjorden mellem Mariager og Hobro. En "foring" af kalkdalen med moræneler vidner om (se tværprofilerne fig. 8), at isen har været der. Nordøst-isen gled videre og blev vel hen ved 1 kilometer tyk i området, da isfronten nåede frem til sin maksimale udbredelse i den yngste del af sidste istid ved Hovedopholdslinien vest for Viborg (fig.7). Også under tidligere istider har der været isbevægelser fra nordøst, så det er nok ikke første gang disse begivenheder har udspillet sig.

Figur 7. (Klik for forstørrelse) Kort over hovedtrækkene i landskabet i Nordjylland. Bemærk viften af "tunneldale" inklusive Mariager fjorddal, der munder ud ved knækket af hovedopholdslinien ved Hald og toppunktet af den store smeltevandskegle. Brede smeltevandsdale (gul) fra nær Randers til Hjarbæk Fjord løber delvis på tværs af tunneldalene, der altså må have været blokeret af is på dannelsestidspunktet. Noget af smeltevandsdalen er senere blevet oversvømmet af Stenalderhavet. Lidt ændret efter Per Smed.

Tunneldal - og dog ?
Som det fremgår af fig. 7, er Mariager fjorddal og dens fortsættelse vest for Hobro en del af en hel vifte af tilsvarende dale. De peger alle i retninger fra nord, øst og syd mod Hald ved Viborg; her kan der påvises et knæk på omtrent 90 grader på Hovedopholdslinien der markerer den maksimale udbredelse af isen i sidste istid. Det ser ud til, at disse dale på en eller anden måde har ført smeltevand frem til israndsknækket ved Hald, for netop her findes toppunktet af en kæmpe aflejringskegle af smeltevandssand og -grus afsat foran isranden, nemlig Alheden eller Karup hedeslette. Man har forestillet sig at vandet løb under tryk i tunneler under isen og samtidig uderoderede dalen. Denne ide inspirerede til navnet tunneldal. Som vi har set med Mariager fjorddal, så formodes det nu, at dalene i hovedtræk er ældre end isdækket og "genbrugt" mange gange i istiderne. Isforskere er skeptiske med hensyn til ideen om istunneler med et spænd på flere hundrede meter; så den nuværende opfattelse er, at smeltevandet først på et sent tidspunkt under afsmeltningen fulgte dalene, måske i mindre tunneler, men at dalene kun i mindre omfang blev eroderet af smeltevand under isen.

Smeltevand og dødis
For en 16-17 000 år siden var isfronten smeltet tilbage til lidt vest for Hobro, og vi begynder for første gang at skimte lidt af Mariager fjorddalen i funktion. Fra Fyrkat og vestpå kan vi finde rester af en flad smeltevandsflodslette som terrasser på randen af og langs den nuværende ådal. Ud fra flodslettens hældning kan vi se at vandet fra isranden løb vestpå og videre op gennem Skals åens dal til Hjarbæk Fjord (se figur 7). Vandet løb altså modsat den nutidige retning. Mariager Fjorddal må have været fyldt af is. Smeltevandsflodsletter hælder svagt og er meget fladbundede, for huller bliver hurtigt fyldt med sand af de stadig skiftende smeltevandsfloder - men alligevel finder vi nu mange store og små lavninger i overfladen af terrasserne, den største er Klej-trup Sø. Disse lavninger skyldes sandsynligvis, at store og små isklumper lå begravet i dalen og blev dækket af smeltevandsaflejringer. Først langt senere er de smeltet og har efterladt dødishuller.
De meget høje bakker, der strækker sig fra Rebild over fjorden ved Mariager og videre til Randers, anses for at afspejle et mindre isfremstød.
Vi finder som regel smeltevandssand under de yngre lag i boringer vi har fra selve Mariager Fjord, ja under Hobro findes tykke lag af meget stenet og meget groft smeltevandsgrus. Det ser altså ud til, at der har løbet smeltevandsstrømme i fjorddalen efterhånden som isdækket smeltede væk. Lokalt har der ligget isdæmmede søer mellem isen og dalskråningerne (fig. 8B). Toppen af smeltevandsaflejringerne træffes nu i meget forskellig højde, fra små terrasser i strandzonen ned til 35 m under havet altså et meget uroligt relief. Der er ikke meget flad smeltevandsslette bevaret; det ser altså ud til, at der i lighed med dalen vest for Hobro også har ligget en masse dødis tilbage i Mariager fjorddalen.

Figur 8. Lidt skematiske tværsnit af fjorden baseret på boringer og seismik. "A" ved Hadsund , "B" ved Fladbjerg syd for Dania og "C" ved Skovsgård Hage. Ved B findes en enkelt boring på 50 m ellers er boringerne sjældent dybere end 20 m. Data venligt stillet til rådighed af Dansk Geoteknisk Institut, Rambøll A/S og Vejdirektoratet.

For omkring 15 000 år siden stod isranden langs Gudenåen og videre op over Djurs-land og videre nordpå op gennem Kattegat (fig. 9). Der var dannet en havbugt i Skagerrak mellem Nordjyllands østkyst og isranden et sted ude i Kattegat. Nord for Ålborg var havet dominerende; et isnende koldt hav med masser af isbjerge ("Vendsyssel Yngre Yoldia hav"). Uhyre mængder af mudret smeltevand strømmede ud i sydenden af denne isbræmmede havbugt nær mundingen af Randers Fjord og udfra storebæltsrenden, så vandet var stort set fersk i denne del af bugten. I en boring ca. 10 km ud for Mariager Fjords munding er der i et niveau fundet rester af havdyr (foraminineferer), så havvandet har i en kortere periode været i stand til at trænge så langt sydpå. Næsten hele landskabet i det vestlige Kattegat, inklusive de flade arealer øst for Hadsund blev begravet af ofte tykke lag af smeltevandsaflejringer. Det er blandt andet derfor, at området er så fladt.

Figur 9. Et stadie af isafsmeltningen for ca. 15 000 år siden. Ishavet, det yngre Yoldiahav, trænger ind over dele af Vendsyssel og ned i isbugten i det vestlige Kattegat. Uhyre mængder af plumret smeltevand trænger ind i bugten sydfra forbi mundingen af Mariager fjordalen og begraver næsten landskabet i smeltevandssand og ­ler. Fra Houmark-Nielsen i Varv 1989

Man kan undre sig over, hvorfor den dybe lavning i inderfjorden ikke blev fyldt op ved denne lejlighed, for den ligger klart under vandspejlet for ishavsbugten. En forklaring kunne være, at inderfjorden stadig var fyldt med dødis pakket ind i tykke smeltevandsaflejringer selv et par tusinde år efter, at isen i øvrigt var smeltet væk fra omgivelserne. Da isen endelig smeltede, fremkom en dal, der var dybere end den nuværende og med et meget uroligt bundrelief. Små vandløb har nok også skåret sig kraftigt ned i de stejle, sandede skråninger. Vi har ikke boringer, der er dybe nok til at fortælle os om denne fase nede i selve fjorddalen.
Store vandmængder var bundet i ismasserne på land- så havspejlet stod meget lavere for ca.10 000 år siden da istiden var slut i det sydlige Skandinavien. Da isdækket var væk, begyndte landet at hæve sig som et skib der lettes for sin last, så havspejlet stod efterhånden "kun" 30 meter under det nuværende ude i det tilstødende Kattegat. I denne "fastlandstid" har der i dalstrøget, der skulle blive til fjorden, nok løbet en å eller flod mellem aflange søer omgivet af mosestrækninger. F.eks. har vi omkring Lunddalstørven fundet søaflejringer, så hele det centrale bassin har været én stor sø. Tørvelag i 5 til 15 meter under havniveau ved Als Odde, i Ajstrup Bugt og i de tre tværprofiler (fig. 8) vidner om moser, før havet trængte ind. Skråningerne af fjorden bliver efterhånden skovdækket. Mariager fjorddalen var for 9000 år siden 10- 20 m dybere end i nutiden og har vel lignet en skov-dækket udgave af nabodalen mod syd fra Havndal til Glenstrup Sø.

Fjorden dannes

Figur 10. Kurve der vise havspejlets beliggenhed gennem tiden i Mariager Fjord området og det tilstødende Kattegat. I nutiden varierer havspejlet omkring en meter når storme stuver vand op i Kattegat.

Efterhånden klingede hævningen af landet af, dog uden at ophøre helt. Samtidig med at store ismasser smeltede i det nordlige Skandinavien og i Nordamerika steg hav-spejlet kraftigt (se fig. 10); 28 meter i løbet af omtrent 800 år, i perioden fra ca. 8500 til for 7700 år siden eller fra 6500 til 5700 f.Kr. På et eller andet tidspunkt i denne periode blev en tærskel overskredet, der lå skønsmæssigt 10 meter under det nuværende havniveau og havvandet brød ind i Mariager fjorddalen og dens søer. Havstigningen fortsatte videre til et niveau, der ligger op til 4 meter højere end i dag. Som man kan se på fig. 12, skyllede havet ind over et bredt bælte langs Kattegatkysten, kun få "øer" stak op. Stedvis kan man se at havet har gravet i skrænterne. Et nogle meter tykt lag sand og andre havaflejringer har yderligere planeret området. Det vidner om, at der tilførtes store mængder havsedimenter til denne del af Kattegat.
Den højere vandstand betød, at Mariager Fjord strakte sig ind i landet til 5 kilometer vest for Hobro. De gamle kystlinier fra denne tid kan ses som små flade terrasser og næs 2- 4 meter over havet ved foden af de stejle skråninger f.eks. Katbjerg Odde og det flade stykke land som en del af Had-sund ligger på. De består af sand og grus skyllet ned fra skråningerne og strandsand og tørv af siv fra datidens strandsumpe. Højden af strandlinierne viser at siden stenalderen har egnen hævet sig 3-4 m som en sidste kompensation på istidens nedtrykning af jordskorpen. Vi er nu nået så langt op i tiden, at arkæologerne kan fortælle os om de første beboere i området og deres miljø.

Dette temanummer fortsætter med " Fjorden i oldtiden"