|
TEMANUMMER - Geologi i skoven
Draved skov - et dansk forskningsprojekt gennem mere end 50 år
Draved Skov er blevet overvåget tæt siden 1947, for skoven er præget af en afvekslende og uforstyrret natur. Her kan man blandt andet se, sammenhængen imellem sedimenternes indhold af pollen og sammensætning af træer.
|
|
Geologi er læren om Jordens sammensætning, tilblivelse og forandringer. Det er et arbejdsfelt der spænder over alle Jordens ca. 5 milliarder år - fra urtid til nutid. I over 100 år har det været blandt GEUS mange opgaver at klarlægge den danske naturs saga, herunder de sidste årtusinders skovudvikling.
Fra omkring 1920 blev den nyudviklede, særdeles informative pollenanalyse en af de vigtigste geologiske metoder til klarlæggelse af vegetationens udvikling. Pollenanalysen bragte forskningen et langt skridt frem, men snart var der behov for et bedre tolkningsgrundlag, bl.a. mere viden om urskovens dynamiske processer, om hvordan træarterne konkurrerer med hinanden og om hvor meget pollen de enkelte træarter egentlig producerer.
Derfor blev der i 1947 påbegyndt langsigtede videnskabelige undersøgelser i Draved Skov i Sønderjylland.
I denne skov fandtes stadig gamle naturskovsbevoksninger med småbladet lind i blanding med de vigtigste af landets øvrige hjemmehørende træarter. Og tilmed var her såvel en højmose og en uforstyrret skovbund med tykke humuslag, der med geologiske metoder kunne forvandles fra et lukket arkiv til en åben historiebog der berettede om skovens forhistorie og træarternes kamp og udvikling op gennem tiderne. Kort sagt: I Draved Skov er det muligt at sammenkæde fortid og nutid.
Det lange tidsperspektiv er geologiens særkende, men geologisk eller skov- historisk forskning er en tosidet proces: For at forstå nutiden må man kende fortiden og ofte er undersøgelse af nutidige naturprocesser og fænomener eneste vej til at kunne tolke og vurdere fortidens processer. Kendskab til såvel fortid som nutid er således en forudsætning for at kunne vurdere og forstå fx jordbundsprocesser og klimaændringer og deres betydning for bl.a. plante- og dyrelivet.
Undersøgelserne i Draved blev indledt for at forbedre den skovhistoriske tolkning, men fik hurtigt betydning i mange andre sammenhænge. Det gælder indenfor både miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, naturnært skovbrug og i forhold til vurdering af klimaændringers betydning.
|
|
|