|
|
RAV
Boganmeldelse af Knud Binzer
|
|
Ravmuseet i Oksbøl, som er en afdeling af Museet for Varde By og Omegn, åbnede i 1998. Siden åbningen af museet har publikum efterlyst noget skriftligt, om de oplysninger, der findes på museet.
Den foreligger nu, som en smuk og let tilgængelig bog på 152 sider. Normalt bringer vort lille blad ikke anmeldelser, men i dette tilfælde gør vi en undtagelse, fordi rav straks associerer til geologi, selvom rav strengt taget mest har med biologi at gøre; men som dog er dannet og bevaret som følge af gunstige geologiske processer og bevaringsforhold.
|
Kapitlet "RAV I NATUREN" (side 4-30) fortæller om udgangsmaterialerne for ravdannelse nemlig harpiks og andre plantesekreter. Der gøres rede for den globale forekomst af rav, hvor rav fra det baltiske område er omtalt for sig. Der er et afsnit om ravets kemiske og fysiske egenskaber og det forklares, hvorfor rav karakteriseres som en halvædelsten.
Der gives en beskrivelse af de skove, "Ravskoven" i tertiærtiden, hvis harpiks betingede ravdannelsen i det baltiske område og et afsnit skildrer indeslutninger af planter og dyr, der kan findes i rav. Endelig fortælles om forskellige ravformer, ravdannelse fx som dråber og om farver. Afsnittet ville være perfekt, hvis der havde været et lille geologisk kort, der viser hvilke geologiske lag rav stammer fra eller i det mindste et skema med den geologiske tidsinddeling, der viser de geologiske perioder, som nævnes under omtalen af de "ægte ravtyper"; det kan der måske rådes bod på i en evt. kommende udgave af bogen.
Resten af bogen er en glimrende gennemgang af ravets kulturhistoriske, økonomiske og politiske rolle fra oldtiden til i dag både i Norden (Baltikum) og globalt, med fine illustrationer og oversigtskort samt eksempler på anvendelse af rav som smykker og til brugsgenstande: skrin, piber, cigarrør, pynt på sølvtøj med meget mere.
Der fortælles om fyrstenes rav bl.a. den spændende historie om de "forsvundne" ravpaneler fra ravværelset i Sommerpaladset nær St. Petersborg; om rav for borgere og bønder; om rav for folket; om folketro og medicin; om ravindustri og forfalskninger og til slut om alverdens rav og om rav i Danmark. Kort sagt kommer man hele vejen rundt om hvad rav er, hvor det findes og hvad det anvendes til, næsten intet er glemt. Sluttelig er der en ajourført (til 1999) liste over ravlitteratur.
Når jeg alligevel savner noget er det fordi jeg personligt interesserer mig for botanik: Det kunne være morsomt, om man havde fundet plads til billeder af de i bogen omtalte, nulevende harpiks- og balsam producerende træer og planter; men hvor skal man stoppe i en ellers fremragende illustreret bog, som kan anbefales på det varmeste til alle der interesserer sig for rav, dets historie og geologi.
"RAV" bogen er redigeret af Mariann Ploug, der tillige sammen med Ole Faber og Lene B. Frandsen har udarbejdet teksten.
Bogen koster 100 kr. og kan købes på museet. Den distribueres fra Museet for Varde by og Omegn, Lundevej 4, 6400 Varde, tlf. 7522 0877.
Bogen foreligger på engelsk: "AMBER" og tysk: "BERNSTEIN"
|