SPECIALARTIKLER
Danmark til Nordpolen - den geologiske forbindelse

Fra GeologiskNyt nr. 5, 2003 Af Louise Halkjær og Steen Laursen, GeologiskNyt
Hjemtag (download) pdf-fil geologisk_nyt_5_2003_p22-24.pdf (~0,7 Mb)
Hvis du vil udskrive, så brug venligst pdf-filen
Kræver en pdf-læser, Acrobat GSview eller lignende

22

GeologiskNyt 5/03

Af Louise Halkjær og Steen Laursen, Geo-
logiskNyt

Den 19. april i år vedtog Folketin-
get at ratificere FN's havretskon-
vention af 1982. Nu har vi 10 år til
at fremsætte krav om nye hav-
områder. For Danmark, Grønland
og Færøerne er der fem interessante
områder, blandt andet Nordpolen.

Inde bag Udenrigsministeriets tykke mure
sidder Jørgen Lilje-Jensen. Han er jurist og
specialist i havret. Sammen med Christian
Marcussen på GEUS sidder han i forreste
række, når det gælder udvidelsen af rigets
grænser. Til sin tid skal han være med til
søge om at få Nordpolen med til Grønland.
"Det hele handler om, at vi skal dokumen-
tere, at Grønlands kontinentalsokkel stikker
ud i området. Det må ikke være en ocean-
ryg, men skal være en rigtig geologisk for-
bindelse", forklarer han om Polarhavets
meget komplekse jura og ukendte geologi.
Det skal altså være en naturlig forlængelse
af kontinentet.

Kommision for grænser
For at komme nærmere afgørelsen om

Danmark til Nordpolen

- den geologiske forbindelse

Nordpolen, er der brug for bathymetriske
data, refraktions- og refleksionsseismik,
sedimentkerner og andre data indsamlet fra
havisen eller med skib, fly og satellit. Re-
sultaterne og tolkningen skal præsenteres
for de 21 eksperter i Kommissionen for
Kontinentalsoklens Grænser. De tager bril-
lerne på, nærlæser materialet og vurderer
de danske argumenter for, at geologien i
Grønland er sammenhængende med den
under Nordpolen.

Det er nemlig ikke bare sådan at komme

med et sokkelkrav og få udvidet grænserne.
Det kræver grundige geologiske undersø-
gelser af høj kvalitet primært baseret på kon-
tinentalsoklens dybde- og sedimentære for-
hold. Det er med andre ord geologien, der
bestemmer, hvordan landkortet skal se ud.

Russiske isbrydere
"Nordpolen er bestemt ikke nogen let op-
gave", siger seniorforsker og projektleder
på Kontinentalsokkel-projektet, Christian
Marcussen fra GEUS. "Vi skal indsamle
nok geologisk datamateriale til at bestem-
me grænserne for den juridiske kontinental-
sokkel i Polarhavet, ud over de 200 sømil."

"Men området er berygtet for sit vejr og

isforhold. Det er umuligt at bevæge sig
rundt deroppe uden hjælp fra en isbryder.

Og så skal vi også lige tage hensyn til den
komplekse geologi i Det Arktiske Bassin",
forklarer han. Med en størrelse på ca. 14
millioner kvadratkilometer, der omfatter
flere højderygge og mellemliggende dybe
bassiner, stejle kontinentalskråninger og
udstrakte lavvandede områder over kon-

Både USA og Sovietunionen har indsamlet store mængder bathymetriske data fra Polarhavet ved hjælp af ubåde (Foto: billedarkiv)

23

GeologiskNyt 5/03

Den juridiske kontinentalsokkel

Sokler og Havretskonvention
Begrebet "den juridiske shelf" er fastsat i
FN Havretskonventions § 76. Det dækker
ikke over en kontinentalsokkel i geolo-
gisk forstand. Geologisk set er soklen
kontinentets forlængelse ud under havet,
medens den juridiske sokkel omfatter den
del af havbunden, hvor en nation kan
kræve eneret på ressourcerne. Derfor er
der meget specifikke regler for, hvordan
den juridiske sokkel er afgrænset. Men de
bygger på ideen om en kontinentalsokkel.

Havretskonventionen af 1982 er den

mest omfattende konvention, der nogen-
sinde er forhandlet i det internationale
samfund. Den omfatter 320 artikler for-
delt på 17 kapitler og 9 bilag. Hoved-
punkterne i Havretskonventionen er regu-
leringen af den fredelige udnyttelse af
havene og omfatter samtlige maritime
områder, luftrummet og den dybe hav-
bund.

Konventionen fastlægger kyststater-

nes jurisdiktion, sætter regler for udnyt-
telse og beskyttelse af ressourcer og regu-
lerer sejlads og overflyvningsrettigheder.
Derudover sætter konventionen visse reg-
ler for, hvordan havmiljøet skal beskyttes
og retningslinjer for videnskabelig forsk-
ning i områderne. En juridisk kontinental-
sokkel, der er fastlagt efter Kommissio-
nens anbefalinger, kan ikke ændres.

At sætte grænsen
I figuren er der tre grønne linier. De repræ-
senterer tre definitioner på, hvor yder-
grænsen for den juridiske sokkel er. Den
af de tre linier, som når længst til havs, er
den, der gælder.

Desuden er der to røde linier. De er to

forskellige begrænsninger på, hvor langt
den juridiske sokkel kan nå ud, grøn linie
eller ej. Den yderste af de to røde linier

sætter grænsen, hvis en grøn linie når
længere til havs.

Den endelige grænsedragning bliver

fastsat ud fra punkter, som ligger på den
sammensatte grå linie. Det er op til landet
selv at vælge punkterne, men der må hø-
jest være 60 sømil mellem hvert punkt.

200 sømil
Til at angive, hvad der er juridisk konti-
nentalsokkel, er der tre regler. Den første
og enkleste er, at den juridiske sokkel pr.
definition er mindst 200 sømil bred. Så
uanset, hvor bred kontinentalsoklen reelt
er, så har en nation altid eneret til ressour-
cerne i og på havbunden ud til 200 sømil
ud fra kysten. Man måler fra kysten ved
lavvande. Det er sammenfaldende med
den eksklusive økonomiske zone, hvor
nationen også har eneret til ressourcerne i
havet, det vil sige fisk, bølgeenergi osv.

Fortsættelse af geologien
For at kunne kræve en juridisk sokkel,
som når længere ud, skal en nation kunne
påvise, at der er et lavvandet område ud
for kysten, som er en geologisk fortsæt-
telse af nationens undergrund. Det er ty-
pisk en bred sokkel. Her får nationen
eneret på ressourcerne i og under havbun-
den, men ikke til dem oppe i vand-
masserne. I havretskonventionen er midt-
oceanrygge specifikt udelukket som om-
råder, en nation kan gøre krav på.

To regler giver
Hvis foden af den reelle sokkel ligger
mere end 140 sømil fra land, bliver den
juridiske sokkel bredere end 200 sømil.
Regel nummer to siger nemlig, at den
juridiske sokkel når 60 sømil længere ud
end foden af den reelle sokkel. Foden af
soklen er defineret som der, hvor skræn-

Land

Hav

200 sømil
fra land

60 sømil fra
skræntens fod

Sedimenttykkelse
på 1 % af afstanden
til skræntens fod

350 sømil fra land

100 sømil fra
2500 meter
dybde-
kurven

Skræntens f

od

2500 meter dybde

ten har den største ændring i sin gradient.
Vi er altså ude i den del af matematikken,
hvor den anden afledede er lig nul.

Men er der meget sediment på ocean-

bunden, bliver den juridiske sokkel bre-
dere endnu. Tredje regel siger nemlig, at
hvis sedimenttykkelsen et sted på ocean-
bunden er tykkere end en procent af af-
standen ind til foden af den reelle sokkel,
så ligger stedet på den juridiske sokkel.

To regler begrænser
Men der er også to regler, som begrænser
den juridiske sokkels bredde. Den første
regel siger, at den juridiske sokkel ikke
kan være bredere end 350 sømil. Den
anden siger at soklen ikke kan nå længere
til havs end 100 sømil fra et sted på 2.500
meter dybdekurven.

Grænser og begrænsninger. (Grafik: SL)

tinentalsokler, er området mere end almin-
deligt vanskeligt at kortlægge. Alene det at
sejle i området kræver et skib i højeste
isklasse, assisteret af en isbryder.

"Bathymetriske data fra området nord

for Grønland er meget sparsomme. Men vi
ved godt, at både USA og Sovjetunionen
har indsamlet bathymetriske data fra store
dele af Polarhavet ved hjælp af ubåde. Så i
virkeligheden findes meget af datamate-
rialet allerede", fortæller Christian Marcus-
sen fra sit kontor i Geocentret. Vist findes
oplysningerne, men de er kun til dels of-
fentliggjorte.

Russerne ude af startboksen
Hvor Danmark kun er ved at trække i

løbetøjet, har russerne allerede forladt
startboksen: I december 2001 fremlagde de
et sokkelkrav, der omfatter en stor del af
det centrale Polarhavet. Det russiske og det
danske krav forventes derfor flere steder at
være overlappende, blandt andet omkring
Nordpolen.

Afgørelsen er ikke faldet endnu. Ikke

overraskende har Canada, Norge, USA og
Danmark protesteret mod russernes krav og
forlangt flere geologiske undersøgelser.
Det russiske datagrundlag anklages for at
være mangelfuldt og ikke af en tilstrække-
lig kvalitet. Kritikerne forlanger at se rus-
sernes originale data. Kommissionen anbe-
faler nu Rusland at komme med en revide-
ret kravfremsættelse. Der er ingen officiel

begrundelse for afslaget, men tilsynela-
dende fandt de heller ikke russernes data
gode nok.

Sejlrute over Nordpolen
Med suverænitetshævdelsen følger mange
fordele ved forlængesen af den juridiske
kontinentalsokkel ud over 200 sømil om-
kring Grønland og Færøerne. Blandt andet
fordi Polarhavet stadig har en stor
sikkerhedspolitisk betydning. Og holder
prognoserne for den nuværende klima-
udvikling, bliver det måske inden længe
sejlbart farvand. Sejlruten fra Europa til
Stillehavet er kort, hvis turen går over
Polarhavet.

Mere interessant er det, at med grænsen

24

GeologiskNyt 5/03

De ekstreme vejrforhold i Polarhavet gør, at området geologisk set er et næsten uudforsket område.
(Foto: Royal Arctic billedarkiv)

følger også eneretten til områdets ressour-
cer på og under havbunden, for eksempel
olie, gas og gashydrater samt eventuelle
mineraler (se GeologiskNyt nr.6/2000).
Dertil kommer de levende ressourcer på
havbunden som muslinger og fastsiddende
alger. De gemmer muligheder for nye rå-
materialer til den farmaceutiske industri
eller måske DNA-materiale til videnskabe-
lig og kommerciel brug. Også forskningen
i det vundne område kan reguleres af Rigs-
fællesskabet.

Udvalget arbejder
I 2003 blev der på Finansloven afsat 20,3
millioner kroner til et projekt, der skal un-
dersøge kontinentalsoklen ved Færøerne og
Grønland. "Rigsfællesskabets kontinental-
sokkelprojekt" bruger pengene til indsam-
ling og efterbehandling af geologiske og
geofysiske data. Kontinentalsokkelprojek-
tet er forankret i Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling som et samarbejde
mellem Kort- og Matrikelstyrelsen,
Farvandsvæsenet, Dansk Polarcenter og
GEUS. Det Færøske Landsstyre og Grøn-
lands Hjemmestyre sidder også med.

Tydeligvis synes Folketinget, at projek-

tet og de mulige resultater er tilstrækkeligt
spændende, for de har afsat ca. 20 millio-
ner om året ind til 2007 til undersøgelser af
kontinentalsoklen.

Området ved Nordgrønland og Nordpo-

len er ikke umiddelbart med i projektet.
Det ekstreme vejr og isforholdene
besværliggør enhver form for indsamling
af geologiske data. Men selvom området
ikke er en del af projektet, forbereder Chri-
stian Marcussen alligevel en plan for, hvor-
dan man skal kortlægge området med et
tilhørende budget. Men der skal nok et nul
mere på budgettet.

Måske kan man få Canada med i et sam-

arbejde om et fælles projekt og deles om
udgifterne. De har også interesser i områ-
det nord for Grønland og vil snart gå i gang
med at indsamle data. Der er endnu ingen
aftale om, hvor grænsen mellem de danske
og canadiske krav skal gå, men Christian

Marcussen gætter selv på, at det bliver ved
en midterlinie. Sådan er de øvrige grænser
mellem de to lande fastsat.

Havets frihed var ikke så fri
Inden FN's konventioner, var begrebet
"Havets frihed" det fremherskende princip.
Et princip der også blev misbrugt. De tek-
nologisk førende i-lande anvendte i sti-
gende grad deres avancerede teknologi til
at støvsuge rige fiskebanker på egne og u-
landenes kontinentalsokler. Og den højtek-
nologiske mineindustri begyndte tidligt at
udvikle en teknik, der muliggjorde udnyt-
telse af havbundens mineralske ressourcer.

Denne ulige fordeling af ressourcer og

teknologiske muligheder, gav tredje ver-
dens lande behov for at beskytte deres om-
råder.

I 1958 fastslog Genève-konventionen, at

kyststater kun havde retten over den konti-
nentale sokkel, indtil en havdybde af 200
meter ­ eller så langt havdybden tillod en
udnyttelse af de naturlige ressourcer. Men
da kyststaterne med den fortsatte tekniske
udvikling kunne gøre krav på stadig større
dele af havbunden og dens undergrund,
blev begrænsningen undergravet. Derfor
startede man de forhandlinger, som i dag
har ført til FN's Havretskonvention.