Sø og land. Relationer mellem arealanvendelse og søudvikling i et langtidsperspektiv

Fra Årsberetning 1998 Peter Rasmussen og Emily Bradshaw Hjemtag (download) pdf-fil: 98-59-72.pdf (261 Kb) PDF-filer (Portable Document Format) kan læses med Acrobat Reader

Glenstrup Sø, syd for Hobro. På steder, hvor der sker en stadig afsætning af nye aflejringer, som f.eks. i vore søer, kan man med geologiske metoder undersøge miljøforholdende tilbage i tid. Søsedimenternes indhold af bl.a. plante- og dyrelevninger kan fortælle om tidsmæssige ændringer i såvel sø- som landmiljøet. Uden overdrivelse kan man sige, at vore søer rummer naturens eget "Rigsarkiv", når vi vil belyse det danske landsskab og de danske søers miljøhistoriske udvikling.

I et kulturlandskab som det danske er miljøforandringer i vid udstrækning et resultat af menneskelige handlinger. Sådan er det i dag, og sådan har det været langt tilbage i historien: I Danmark hænger miljøhistorien nøje sammen med den kulturhistoriske udvikling. Paradoksalt nok har miljøets historie dog haft langt mindre bevågenhed end kulturens historie til trods for, at det netop er i samspillet mellem menneske og natur, at det danske kulturlandskab er skabt og stadig skabes. Men hvorfor beskæftige sig med miljøets historie? Viden om miljøets historiske udvikling kan vel ikke give os et bedre miljø? Nej, næppe direkte, men den kan gøre os klogere, fordi vi kan få sat de nutidige tilstande i perspektiv. Som følge af vor tids miljøproblemer er der, udover en øget grundvidenskabelig interesse for miljøets historiske udvikling, også opstået et forvaltningsmæssigt behov for viden om de tidligere (oprindelige) tilstande for en række af vore belastede naturtyper. En sådan viden kan bl.a. bidrage til forståelsen af de forhold, der har ledt frem til de nuværende miljøtilstande, og desuden kan der, i lyset af en historisk udvikling, bedre opstilles realistiske målsætninger for den fremtidige udvikling. For hovedparten af de danske naturtyper findes der kun begrænsede og spredte oplysninger om deres historiske udvikling. Først inden for de sidste 20-25 år er der påbegyndt en systematisk overvågning og dataindsamling vedrørende miljøtilstanden i udvalgte danske naturtyper. Skal denne begrænsede tidshorisont udvides, er geologien en central disciplin, idet tidsperspektivet lader sig udvide ganske betydeligt gennem undersøgelser af geologiske aflejringer ved hjælp af bl.a. palæoøkologiske metoder. I det følgende skal der gives et eksempel på en sådan undersøgelse i form af de første resultater fra et igangværende studie af Dallund Sø på Fyn (fig. 1), hvor målet bl.a. er at belyse relationen mellem arealanvendelse og søudvikling i et 2000-årigt perspektiv. Undersøgelsen af Dallund Sø udføres sammen med to andre sølokaliteter (Langesø på Fyn og Tåstrup Sø ved Århus) i regi af centerdannelsen "Foranderlige Landskaber" under Det Strategiske Miljøforskningsprogram. I projektet samarbejder GEUS med Nationalmuseet og Syddansk og Aarhus Universiteter. Næringsstoffer i søer Vandtilførslen til søerne sker hovedsagelig gennem overfladisk og dybere afstrømning fra det omkringliggende landområde; den menneskelige aktivitet i oplandet kan derfor have stor betydning for sammensætningen af søvandet. Forhold som jordbund, topografi, hydrologi og nedbør spiller også en væsentlig rolle, men især de menneskelige aktiviteter er i dag hovedårsag til, at de fleste danske søer er i en dårlig miljøtilstand. Dette skyldes først og fremmest den menneskebetingede næringsstofberigelse (eutrofiering) af vandmiljøet med fosfor (P) og kvælstof (N). Næringsstofkilderne udgøres primært af diffuse udledninger fra landbrugsarealer og spredt bebyggelse samt af direkte spildevandsudledninger fra byer og industrivirksomheder. Under naturlige forhold vil mængden af næringssalte være begrænsende for væksten af planteplankton og andre planter i vandmiljøet, og der vil eksistere en balance mellem plante- og dyresamfundene. I forbindelse med den menneskebetingede øgede tilførsel af især fosfor, sker der store og velkendte ændringer i søerne: Voldsom opblomstring af planteplankton med deraf følgende uklart vand og tilbagegang,eller forsvinden af bundplanter, perioder med iltsvind nær bunden, tilbagegang blandt bunddyrene, tilfælde af fiskedød og ændret sedimentstruktur. Den øgede tilførsel af næringssalte bringer med andre ord søerne ud af deres økologiske balance og ind i en ofte selvforstærkende uheldig udvikling. Det selvforstærkende aspekt hænger sammen med en ophobning af fosfor i søernes bundsediment, hvorfra det efterhånden kan frigives til vandet, og derved fastholde søerne i en næringsbelastet tilstand selvom den eksterne tilførsel af fosfor reduceres (Jeppesen 1998). Hovedkilden til fosforbelastningen af de danske søer er bidraget fra det åbne land, og her spiller arealernes anvendelse til marker, overdrev, skove m.v. en stor rolle: F.eks. kan koncentrationen af fosfor i vand som strømmer fra dyrkede arealer, være op til 5 gange højere end i vand afstrømmet fra skov og naturarealer. Der er således en nær sammenhæng mellem arealanvendelsen og næringsstofindholdet i vandet, og man taler i dag ligefrem om, at den menneskelige aktivitet i et område sætter sit "fingeraftryk" på det vand, som forlader området (Kronvang et al. 1997). Næringsstofbelastningen af de danske søer anses for at være af forholdsvis ny dato forbundet med især de sidste 100 års befolknings- og landbrugsmæssige udvikling. Men når alt kommer til alt ved vi forsvindende lidt om den historiske udvikling i søernes næringsstofniveau og sammenhængen med menneskets aktiviteter. På bunden af vore søer ligger der imidlertid et "arkiv" af data, som kan belyse dette.

Fig.1 Luftfoto af Dallund Sø på Fyn set fra syd. Dallund Sø ligger på den nordfynske slette i et stærkt landbrugsudnyttet landskab. Umiddelbart nord for søen ligger Dallund Slot, hvis historie kan føres tilbage til midten af 1400-tallet. Søen måler ca.610 x 310 m og har et areal på 15 ha, en middelvanddybde på 1,9 m, en max. dybde på 2,6 m og et oplandsareal på 1,46 km2. Skoven som omkranser søen er første gang registreret på målebordsbladet i 1916. (Foto: J. Kofoed Winter)

Metoder til belysning af den langsigtede udvikling i arealanvendelse og sømiljø En sø er et af naturens selvakkumulerende systemer, idet der til stadighed afsættes sediment på søbunden (fig. 2). I sedimentet indlejres i tidsmæssig rækkefølge bl.a. plante- og dyrerester fra både søen selv og dens omgivelser. Ved analyse af indholdet af plante- og dyrerester i en lagserie ned gennem en søbund er det muligt at få oplysninger om søens og omgivelsernes historiske udvikling. I nærværende undersøgelse af Dallund sø er der gjort brug af især to palæoøkologiske metoder: Pollenanalyse og diatoméanalyse. Pollenanalysen er en velkendt metode til belysning af hvilke planter der har vokset i et område. Forholdet mellem mængden af pollen fra træer og mængden af pollen fra urter afspejler i grove træk det relative forhold mellem skovland og åbent land. Desuden kan mængden af pollen fra kulturskabte vegetationstyper (kornmarker, græsgange m.v.) fortælle om arealanvendelsen til forskellige tider. Diatoméanalysen er ligeledes en veletableret palæoøkologisk metode. Ved at analysere søbundenes indhold af diatoméer (kiselalger), kan naturforholdene i selve søerne belyses. I de seneste år er der gennem et internationalt samarbejde, med deltagelse af GEUS ved professor N. J. Anderson, udviklet en ny metode til på basis af indholdet af kiselalger i et givet søsediment, at beregne fosforkoncentrationen i søvandet på det tidspunkt sedimentet blev aflejret (Anderson et al. 1993;Anderson 1997; Bennion et al. 1996; Birks 1995). Metoden er udviklet på grundlag af analyser af kiselalgesammensætningen i det øverste nyaflejrede sediment i en lang række nordvesteuropæiske søer, hvor fosforkoncentrationen i søvandet samtidig er målt. Ud fra hyppigheden af forskellige kiselalgearter ved forskellig fosforkoncentration er der ved brug af statistiske metoder opstillet kvantitative sammenhænge mellem kiselalgearternes hyppighed og koncentrationen af fosfor i søvandet. Denne relation kan herefter anvendes til at rekonstruere den historiske udvikling i fosforkoncentrationen ud fra analyser af kiselalgeindholdet ned gennem bundlagene i en sø. I forbindelse med de nævnte sedimentundersøgelser er det afgørende at kende alderen på de undersøgte niveauer i lagserien. I projektet sker dette for sedimenter ældre end 150 år med AMS kulstof-14 datering af plantemateriale tilført fra land (som oftest frø og blade) udsorteret fra de samme borekerner, som analyseres for pollen og kiselalger. Kulstof-14 dateringerne udføres af AMS Laboratoriet på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet. Lagserien inden for de sidste 150 år vil blive dateret ved hjælp af blyisotopen 210 Pb. Endvidere kan sodpartikler, som dannes ved afbrænding af fossilt brændsel, anvendes til at tidsfæste lagene fra dette århundrede.	Fig.2 GEUS´ nye udstyr til optagning af sedimentkerner fra søbunde med henblik på miljøhistoriske undersøgelser. I Dallund Sø blev der optaget 22,5m sediment, som er aflejret på bunden af søen fra sidste istids afslutning og frem til i dag.
Fig.3 Pollendiagram fra Dallund Sø tegnet på en aldersskala.Yderst til venstre et oversigtsdiagram som viser det procentiske forhold mellem pollen fra grupperne:Træer og buske/ græsser og urter/dværgbuske. Derefter følger de enkelte pollenkurver for udvalgte plantearter (og sodpartikler). Hyppigheden for de enkelte planter er beregnet i procent af pollen fra samtlige landplanter talt i hvert niveau (ca. 1000) ned gennem søbunden. De farvede kurver viser de enkelte planters procentuelle hyppighed, og for at lette aflæsningen for de mindre hyppige planter er desuden indtegnet procenten ganget med 10 (linier over de farvede kurver).Yderst til højre er angivet de kulturhistoriske perioder som diagrammet dækker
Landskabsudvikling omkring Dallund Sø I pollendiagrammet fra Dallund Sø kan vi aflæse udviklingen i områdets vegetationssammensætning og arealudnyttelse gennem de sidste ca. 2000 år (fig. 3). Diagrammet afspejler vegetationen indenfor et område med en radius på ca. 5 km fra søen (det omtrentlige pollenkildeområde), men dog således, at jo længere væk man kommer fra søen jo mindre bidrager den derværende vegetation til pollennedfaldet på søen. Omkring Kristi fødsel har landskabet i Dallundområdet været meget åbent. I diagrammet udgør mængden af træpollen på dette tidspunkt ca. 45%, hvilket ifølge de foreløbige resultater fra et igangværende forskningsprojekt på GEUS (Odgaard og Rasmussen 1999) svarer til, at skove næppe har dækket mere end ca. 15% af arealet indenfor søens pollenkildeområde. De høje pollenværdier for Lancet-Vejbred, græsser og Rødknæ viser tilsammen, at græsgange har dækket meget store arealer, men forekomsten af pollen fra korn (Byg og Rug) dokumenterer desuden tilstedeværelsen af dyrkede marker. Diagrammets stigende træpollenprocenter fra Kristi fødsel og frem viser, at det skovbevoksede areal gradvist øges op gennem jernalderen. I 3. og igen i 7. århundrede tiltager mængden af kornpollen (Byg og Rug), og diagrammet afspejler hermed en større vægt på kornavl. Dette sammenfald mellem en øget dyrkning af korn og et ekspanderende skovareal tolkes ofte som en følge af ændrede driftsformer¨indenfor landbruget, gående mod et mere intensivt agerbrug på permanent dyrkede marker,hvorved tidligere ekstensivt udnyttede arealer har fået lov til at springe i skov (Hedeager 1988, 1990). I vikingetid fortsætter skovtilgroningen på Dallund-egnen, og på dette tidspunkt har området haft det største skovdække inden for de sidste 2000 år. Diagrammets vidnesbyrd om skovekspansion i vikingetid, viser, sammen med nedgangen i mængden af kornpollen, at den landbrugsmæssige udnyttelse af landskabet mindskes i forhold til tidligere. I sen vikingetid/tidlig middelalder fældes der i løbet af godt 100 år store skovarealer indenfor pollenkildeområdet. Umiddelbart herefter, og hele middelalderen igennem, bliver landskabet intensivt udnyttet til såvel agerbrug som kvægavl. Specielt agerbruget intensiveres kraftigt, som det tydeligt kan aflæses i pollendiagrammets markante fremgang for korn (Rug og Byg). Den generelle stigning i mængden af kornpollen fra sen vikingetid/tidlig middelalder hænger givetvis også sammen med en øget vægt på dyrkning af Rug, som har en langt bedre pollen-spredning end Byg. Endvidere indgår der i pollenkurven for Byg uden tvivl en del Rugpollen, idet krøllede pollen af Rug ikke kan bestemmes til art, og derfor pollenanalytisk henføres til Byg-type. Udover korndyrkning dokumenterer diagrammet dyrkning af Almindelig Hør og Alm. Boghvede (fig. 4). Også dyrkning af Hamp sætter ind i middelalderen. De meget høje værdier for Hampepollen afspejler dog ikke hampedyrkningen direkte, men derimod at Dallund Sø har været anvendt til rødning: Hele Hampeplanter blev lagt ud i søen for at opbløde stænglerne, så taverne kunne frigøres til forarbejdning til f.eks. reb og sækkelærred. Fund af frø- og kapseldele af Hør i søsedimenterne viser, at også Hørplanter er lagt ud i søen til rødning på dette tidspunkt.Agerbrugets store betydning lige fra middelalderens begyndelse understreges af en hyppig forekomst af pollen fra markukrudt såsom Glat Vejbred,Vej-Pileurt og Kornblomst. Op gennem nyere tid intensiveres landbrugsudnyttelsen af landskabet omkring Dallund Sø. I 1700- og 1800-årene udvides landbrugsarealerne på ny, og det skovdækkede areal var på dette tidspunkt det mindste inden for de sidste 2000 år. Specielt agerbruget optog store arealer, især til kornavl, men også til dyrkning af bl.a. Hør, Boghvede og Hamp. Af matrikelkortene fra omkring år 1800 fremgår det, at agerlandet udgjorde ikke mindre end 63% af arealet inden for søens pollenkildeområde. Set i en national sammenhæng er Dallund-området på dette tidspunkt et typisk eksempel på den kulturhistoriske bygdetype der benævnes en ager- eller slettebygd, dvs. et område karakteriseret ved en frugtbar agerjord med høj opdyrkningsgrad og en ensidig satsning på kornavl (Møller og Porsmose 1997).	Fig.4 Pollen af Alm. Boghvede fundet i sedimenter i Dallund Sø dateret til omkring år 1300. Pollenkornet måler 0,048 x 0,029 mm. (Foto: P. Rasmussen). Gennem historisk tid har Fyn været kendt for sin avl af boghvede, og fynboen er ofte af jyden blevet drillet med, at han holdt særlig meget af boghvedegrød: "Fynboen mimrer om munden, når han går forbi en boghvedmark". Boghveden kaldes da også "fynboernes mimrekorn".

Næringsstofudvikling i Dallund Sø På basis af det skiftende indhold af kiselalger i bundlagene i Dallund Sø er søvandets totalfosforkoncentration (TP) til forskellige tider beregnet. Som nævnt bygger beregningsmetoden på sammenhænge mellem den nutidige kiselalgesammensætning i en lang række søer og den målte totale fosforkoncentration i søernes vand. I et studie, hvor fosforkoncentrationen søges rekonstrueret 2000 år tilbage i tid, vil metoden uvægerligt have visse begrænsninger. Ikke alle kiselalgearter fundet i bundlagene i Dallund Sø indgår f.eks. i det moderne datasæt som beregningsmetoden bygger på. Dette gælder både den danske del af datasættet (27 søer) og det samlede nord-vesteuropæiske datasæt (152 søer). Der arbejdes derfor løbende på, at finde moderne analoger til såvel de enkelte subfossile kiselalgearter som til de subfossile kiselalgesamfund som helhed. Jo flere af de subfossile kiselalgearter og -samfund der er med i det moderne datasæt, jo sikrere bliver de beregnede fosforværdier tilbage i tid. Koncentrationen af fosfor i søvandet kan også tilbage i tid have været afhængig af fosforfrigivelse fra søernes bundsediment; denne interne fosforpulje i bundsedimentet er for en stor dels vedkommende et resultat af tilførsel fra det omgivende land, og afspejler således også ændringer i næringsstoftabet fra det omgivende landområde. Fosforfrigivelsen fra bundsedimenterne ser dog ud til at være af begrænset omfang i perioder med en høj ekstern tilførsel af fosfor. I fig. 5 er vist de beregnede fosforværdier i Dallund Sø på basis af henholdsvis det samlede nordvesteuropæiske- og det danske datasæt. Beregningerne på grundlag af det samlede nordvesteuropæiske datasæt må anses for at give de mest sikre resultater, idet der her indgår flest kiselalgearter og -samfund. Op gennem jernalderen er søens kiselalgesamfund domineret af især bundlevende arter (primært store former), forskellige Fragilaria -arter og arten Cyclotella radiosa , der lever i de frie vandmasser. Den store mængde af bundlevende arter tyder på, at søen i dette tidsrum har haft en forholdsvis lav vandstand. Fra Kristi fødsel og frem stiger den beregnede fosforkoncentration, fra 71 µg/l (mikrogram pr. liter) omkring Kristi fødsel til 116 µg/l omkring år 600. I midten af 600-tallet øges mængden af arten Cyclotella cf. unipunctata . Den øgede hyppighed af denne art falder sammen,med faldet i den beregnede fosforkoncentration på dette tidspunkt, og arten anses da også for at trives bedst under mindre næringsrige forhold end mange af de andre planktoniske arter, som findes i søens bundlag. I den sidste del af jernalderen stiger koncentrationen af fosfor igen, og den når i begyndelsen af vikingetid op på 140 µg/l. I løbet af vikingetiden ændres kiselalgefloraen på ny, fra et Fragilaria -domineret til et Cyclotella -domineret samfund. Dette fører til et jævnt fald i den beregnede fosforkoncentration, som ved vikingetidens slutning når ned på 63 µg/l. Ved middelalderens begyndelse afspejler kiselalgefloraen en pludselig stigning i fosforkoncentrationen i søvandet. Den relative hyppighed af arterne Stephanodiscus parvus og Cyclo-stephanos dubius (fig. 6) tiltager markant på dette tidspunkt. Begge arter beskrives i dag ofte som "eutrofi-indikatorer". Den beregnede fosforkoncentration kommer i tidlig middelalder op på 156 µg/l, og koncentrationen ligger herefter næsten konstant gennem resten af middelalderen og det meste af nyere tid. I slutningen af 1800årene/begyndelsen af 1900årene sker der et pludseligt fald i den beregnede fosforkoncentration. Efterfølgende stiger koncentrationen og ligger i en årrække på høje værdier (> 150 µg/l). Helt op mod nutid sker der igen et brat fald i fosforkoncentrationen. Da kronologien for den yngste del af søens lagserie endnu ikke er fastlagt i detaljer, kan de pludselige ændringer i søens fosforkoncentration kun vanskeligt sættes i relation til kendte udviklinger i søens belastning. Det seneste fald i fosforniveauet hænger dog for en dels vedkommende antagelig sammen med, at udledningen af spildevand til søen fra Dallund Slot blev stoppet i 1970 (Fyns Amt 1995). De seneste års målte fosforkoncentrationer i søen stemmer godt overens med de beregnede koncentrationer: F. eks. målte Fyns Amt i 1998 total-fosforkoncentrationen til 66 µg/l (årsgennemsnit); den beregnede koncentration på basis af kiselalgeindholdet i den øverste centimeter af søens bundsediment, udtaget i 1998, var 67 µg/l. Arealanvendelse og næringsstoftab Overordnet viser de palæoøkologiske data, at landskabet i Dallundområdet og fosforkoncentrationen i søen har gennem-gået store ændringer i løbet af de sidste 2000 år. Det er endvidere klart, at de skiftende landbrugsaktiviteter gennem dette lange tidsrum har påvirket tabet af næringsstoffer til søen. Fra undersøgelser i nutidens landskab ved vi, at tabet af næringsstoffer er styret af mange forskellige faktorer. En meget betydende faktor er som nævnt omfanget af de dyrkede arealer, idet en bar jordbund i modsætning til en vedvarende plantedækket jordbund - alt andet lige - vil føre til en større vand- og vinderosion af fosforrige jordpartikler til vandmiljøet. Men også markernes topografiske beliggenhed og afstanden til en sø eller et vandløb er afgørende for fosfortabet: Jo stejlere en markoverflade og jo tættere den ligger på vandmiljøet jo større vil fosfortabet være (Rebsdorf et al. 1994; Schjønning et al. 1995;Tunney et al. 1997). Da det ud fra de pollenanalytiske data ikke er muligt at sige hvor markerne, græsgangene, skovene m. v. præcist har ligget i forhold til søen, vil det undertiden være vanskeligt at identificere den præcise årsagssammenhæng mellem arealanvendelsen i søens omgivelser og næringsstofniveauet i søen. På grundlag af de palæoøkologiske data er der i fig. 7 givet en oversigtlig sammenstilling af udviklingen i Dallundområdets relative skovareal (~ pollenkurven for træer og buske), relative markareal (~ pollenkurven for dyrkede planter) og den beregnede fosforkoncentration i søen. Arealudnyttelsen omkring Kristi fødsel i form af store græsgange og forholdsvis begrænsede markarealer har næppe haft nogen stor effekt på søens næringsstofniveau, idet størstedelen af de åbne arealer har været permanent plantedækkede. Samtidig med at markarealet udvides op gennem jernalderen øges fosforniveauet. Den betydelige stigning i mængden af pollen fra dyrkede planter i løbet af 600- og 700-årene modsvares ikke af en øget fosforkoncentration i søen, tværtimod. I løbet af ca. 100 år falder koncentrationen fra 116 til ca. 60 µg/l. Denne uoverensstemmelse mellem de pollenanalytiske arealdata og den beregnede fosforkoncentration kan hænge sammen med, at markerne på dette tidspunkt var placeret længere væk fra søen end tidligere. Frem mod og ind i begyndelsen af vikingetid sker der på ny en stigning i søens fosforniveau. I løbet af vikingetid aftager den landbrugsmæssige udnyttelse af området og det skovbevoksede areal øges. Denne ændring i arealanvendelsen modsvares af et fald i søens fosforkoncentration, der omkring år 1000 når ned på ca. 60 µg/l. De betydelige skovrydninger i Dallund-området ved overgangen mellem vikingetid og middelalder, og den følgende kraftige ekspansion af især korndyrkningsarealet, har en meget tydelig effekt på søen: I løbet af de ca. 100 år hvor agerdyrkningen intensiveres stiger fosforkoncentrationen i søen med omkring 100 µg/l.Tidspunktet for disse markante ændringer i landskabet og søen falder sammen med begyndelsen af det historikerne benævner "Middelalderens landbrugsrevolution", hvor bl.a. hjulploven med muldfjæld og de højryggede agre introduceres i Danmark. Med den nye plovtype kunne langt større arealer opdyrkes, og desuden betød muldfjælden, at det nu var muligt at vende jorden og pløje gødning ned.Ved dyrkning på højryggede agre blev jorden overfladedrænet, idet der ofte var en halv meter mellem den dyrkede agerryg og dens rener (render) (Porsmose 1999). Såvel de større markarealer som overfladedræningen af disse må generelt have ført til et øget tab af fosfor til vandmiljøet, og det er givetvis dette vi ser afspejlet i Dallund Sø fra middelalderens begyndelse. Brugen af søen til rødning af Hamp og Hør har formentlig også ført til en vis næringsberigelse. Op gennem middelalder og nyere tid fortsætter den intensive landbrugsudnyttelse af området med hovedvægten på kornavl. Den vedvarende og høje udnyttelsesgrad af landskabet genspejles i søens fosforværdier, der fra omkring år 1100 og frem til begyndelsen af 1900tallet ligger på et højt og nogenlunde konstant niveau (mellem 130 og 170 µg/l). 1400årenes svage stigning i søens fosforniveau kan evt. hænge sammen med anlæggelsen af Dallund Slot, og den dermed forbundne udledning af spildevand til søen. Indenfor de sidste 2000 år findes de højeste fosforkoncentrationer i søen i vort århundrede. Dette er næppe overraskende, mere overraskende er det derimod, at fosforniveauet i tidlig middelalder var mere end dobbelt så højt som i 1998. De palæoøkologiske data peger på, at denne forskel mellem i dag og for 900 år siden, tillige med de øvrige variationer i søens fosforniveau gennem de sidste 2000 år, i vid udstrækning har været styret af menneskets aktiviteter i søens omgivelser. Naturen i et menneskeskabt landskab I vor tids strategier for miljøets tilstand opstilles undertiden begrebet "naturtilstand" som et miljømål for bl.a. vore søer (Miljø-og Energiministeriet 1998). Etableringen af en naturtilstand er et besnærende mål, men hvornår har naturen egentlig været i en naturlig tilstand? Med hensyn til søerne kan man ofte få svar som: Den tilstand søerne var i før 2.Verdenskrig, tilstanden før industrialiseringen eller hvis munden tages fuld, den tilstand søerne henlå i før Landboreformerne for 200 år siden. Med undersøgelsen i Dallund Sø er det første gang vi får belyst langtidsudviklingen i fosforkoncentrationeni en dansk sø. Resultaterne af undersøgelsen rokker ved vore almindelige forestillinger om søernes udvikling. For det første viser resultaterne, at det tidsperspektiv vi normalt opererer med er alt for begrænset, når vi vil belyse søernes natur- eller baggrundstilstand. For det andet viser undersøgelsen, at Dallund Sø siden Kristi fødsel har gennemgået mange forskellige tilstande og at ingen af disse kan betegnes som en naturtilstand i streng forstand. - Søen har ikke ligget som et stykke isoleret natur i det omskiftelige kulturlandskab: De skiftende menneskelige aktiviteter i søens omgivelser har til stadighed sat deres tydelige præg på søens miljø. På denne baggrund kan man derfor med rette spørge om vi i de moderne landskaber, som ændres med hidtil uset hastighed kan forvente stabile sømiljøer. Referenceliste Anderson, N.J. 1997: Reconstructing historical phosphorous concentrations in rural lakes using diatom models. In: H.Tunney, O.T. Carton, P.C. Brookes & A.E. Johnston (eds.), Phosphorous Loss from Soil to Water. CAB International, 95-118. Anderson, N.J., Rippey, B. & Gibson, C.E. 1993:A comparison of sedimentary and diatominferred phosphorus profiles: implications for defining predisturbance nutrient conditions. Hydrobiologia 253, 357-366. Bennion, H., Juggins, S. & Anderson, N.J. 1996: Predicting epilimnetic phosphorus concentrations using an improved diatombased transfer function and its application to lake eutrophication management. Environmental Science and Technology 30, 2004-2007. Birks, H.J.B. 1995: Quantitative palaeoenvironmental reconstructions. In: D. Maddy & J. Brew (eds.), Statistical modelling of Quaternary Research Data, Cambridge,Technical Guide 5, Quaternary Research Association, 161-254. Fyns Amt 1995: Dallund Sø. Beskrivelse af søen og dens opland. Internt notat. Hedeager, L. 1988: Jernalderen. I: C. Bjørn, (red.), Det danske landbrugs historie I, 109-203. Odense. Hedeager, L. 1990: Danmarks jernalder. Mellem stamme og stat. Aarhus Universitetsforl. 430 pp. Jeppesen, E. 1998:The Ecology of Shallow Lakes - Trophic Interactions in the Pelagial. Doctor´s Dissertation (DSc). National Environmental Research Institute, Silkeborg, Danmark. NERI Technical Report No. 247. 420 pp. Kronvang, B., Svendsen, L.M., Jensen, J.P. & Dørge, J. 1997: Næringsstoffer - arealanvendelse og naturgenopretning. Danmarks Miljøundersøgelser. TEMA-rapport fra DMU, 13. 38 pp. Miljø- og Energiministeriet 1998: Natur og Miljø 1997 - udvalgte indikatorer. 52 pp. Møller, P.G. og Porsmose, E. 1997: Kulturhistorisk inddeling af landskabet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 82 pp. Odgaard, B. og Rasmussen, P. 1999: Kan (for)historisk arealanvendelse rekonstrueres kvantitativt? I tryk. Porsmose, E. 1999: Landsbyens verden. I: P. Ingesman, U. Kjær, P.K. Madsen & J.Vellev (red.), Middelalderens Danmark. Kultur og samfund fra trosskifte til reformation, 170-187. Rebsdorf, Aa., Friberg, N., Hoffmann, C.C. & Kronvang, B. 1994: Ånære arealers samspil med vandløb. Miljørapport nr. 275, Miljøstyrelsen. 140 pp. Schjønning, P., Sibbesen, R., Hansen,A.C., Hasholt, B., Heidmann,T., Madsen, M.B. & Nielsen, J.D. 1995: Overfladeafstrømning, vanderosion og tab af fosfor fra to landbrugsjorde i Danmark. SP rap-port no. 14, Statens Planteavlsforsøg. 196 pp. Tunney, H., Carton, O.T., Brookes, P.C. & Johnston, A.E. (eds.) 1997: Phosphorus loss from Soil to Water. CAB International.

Fig.5 Udviklingen i søvandets total fosforkoncentration i Dallund Sø beregnet på basis af henholdsvis det nord-vesteuropæiske og det danske datasæt. Fig.6 Scanning elektron billede af kiselalgen Cyclostephanos dubius. Denne planktoniske kiselalgeart er i dag almindelig i mange næringsrige danske søer. Arten forekommer hyppigt i Dallund Sø i bundsedimenterne fra middelalder og nyere tid. Kiselalgen har en diameter på ca. 0,015 mm. (Foto: N.J. Anderson). Figur 7: Sammenstilling af pollendiagrammets sumkurver for træer & buske og dyrkede planter med den beregnede totalfosforkoncentration.