Injektion og forøget olieindvinding i Nordamerika
I Saskatchewan i det vestlige Canada pumpes CO2 ned i et producerende oliefelt nær byen Weyburn. Injektionen sker for at øge olieindvindingsgraden fra feltet, og kaldes EOR (Enhanced Oil Recovery). Når et felt produceres ved hjælp af EOR injiceres CO2 i pulser vekslende med vand. CO2 er blandbar med olien som kvælder op, trykket stiger og blandingen, der især er rig på de lidt lettere oliefraktioner, drives hen mod oliebrønden. Ved overfladen separeres CO2 igen fra oliefasen og re-injiceres sammen med ny CO2 i reservoiret. Det forventes, at indvindingsgraden for feltet kan øges fra 25% til mindst 35% af den tilstedeværende oliemængde, i løbet af de 20 år EOR projektet er planlagt til at vare.
I Weyburn EOR projektet anvendes CO2 fra et kemisk værk, der fremstiller syntetisk brændstof og kunstgødning ved gassifikation udfra kul. Man har billedligt talt 'vendt skorstenen ned i jorden', og CO2 er i de sidste fire år sendt via en 350 km lang rørledning til Weyburn. Det primære formål med denne operation at få mere olie op af feltet, men en sidegevinst er altså, at der til sidst er lagret CO2 i undergrunden, og det er ganske store mængder det drejer sig om. Man har beregnet, at der ialt vil være lagret 20 millioner tons CO2 ved projektets afslutning, altså en mængde af samme størrelsesorden som i det norske gasfelt Sleipner (se SACS projektet).
Operatøren på Weyburn Feltet, det canadiske olieselskab EnCana Corp., tog tidligt initiativ til et stort internationalt forskningsprojekt sammen med det Internationale Energi Agentur (IEA). EU er senere kommet til via støtte fra Kommisionens forskningsprogram. Formålet med forskningen er dels at beskrive de reaktioner, der finder sted nede i oliefeltet når superkritisk CO2 injiceres i et karbonatfelt, der hovedsagelig består af dolomit og calcit, og dels at iværksætte et moniteringsprogram der skal overvåge, at CO2 ikke slipper op til grundvandet og videre op til overfladen. GEUS har bidraget med praktiske laboratorieforsøg i kerneanalyselaboratoriet og forskningsresultater.
Projektet er afsluttet og afrapporteret i 2004.
Kontakt: Niels Springer (GEUS) ns@geus.dk
Læs mere om Weyburn på IEA's hjemmeside www.ieagreen.org.uk/weyburn1.htm |