Udskriftsvenlig | Udskriftsvenlig | |
Injektion af CO2 i dybliggende sandstenslag under Nordsøen
I de sidste 8 år er der via en særlig injektionsboring blevet pumpet cirka 8 millioner tons CO2 ned i undergrunden ved det norske gasfelt Sleipner. Injektionen af CO2 begyndte i 1996, hvor Sleipner Feltet blev verdens første industriskala lagring af CO2 i undergrunden og Statoil forventer at pumpe i alt 20 millioner tons ned i feltet i løbet af 20 år. Samtidig startede Statoil og partnere et europæisk forskningsprojekt – SACS (Saline Aquifer CO2 Storage), der skulle studere alle aspekter af CO2 lagringen med udgangspunkt i data fra Sleipner.
Lagringen sker i Utsira Formationen i en dybde af cirka 1000 m. Utsira sandstenen udgør et overordentlig stort reservoir, der måler 400 km i nord-syd retning og 50-100 km i øst-vest retning. Sandstenslaget er cirka 300 m tykt og er meget porøst (35-40% af bjergarten er vandfyldte porerum) og permeabelt. Internt består Utsira Formationen af flere sandenheder, som er adskilt af tynde lersten. Et flere hundrede meter tykt lerstenslag (Nordland Shale Formationen) overlejrer reservoirsandet, og danner et impermeabelt dæklag, således at CO2 ikke kan trænge op til havbunden og videre ud i atmosfæren.
Før lagring af CO2 i reservoiret blev der foretaget en baggrundsundersøgelse (baseline studie) som inkluderede meget detaljerede seismiske undersøgelser (3D seismik) i Sleipner området. Fire år efter blev der igen foretaget en seismisk undersøgelse af det samme område. Ved at sammenligne resultaterne af disse to undersøgelser (4D seismik) kan man få et indtryk af CO2 boblens udbredelse og størrelse. CO2 pumpes ud ved bunden af sandstenen. Her er temperaturen cirka 37°C og trykket cirka 110 bar, hvilket betyder at CO2 opfører sig som en væske. Væskeboble stiger langsomt op gennem reservoiret, fordi den er lettere end det salte porevand. Processen svarer til de farvede væskebobler i en lavalampe, om end bevægelsen er uendeligt meget langsommere. Ved bunden af det tætte (impermeable) lerstenslag som dækker reservoiret breder CO2'en sig ud og CO2 legemet har nu en udstrækning på 2 km i nord-syd retning og ½ km i øst-vest retning. Der er ikke set tegn på at den injicerede CO2 trænger op i eller igennem dæklaget.
Modelberegninger viser, at cirka 18% af den injicerede CO2 vil blive opløst i porevandet på vejen op mod toppen af sandstenslaget. 5000 år efter at injektionen er ophørt, vil al CO2 være opløst i formationsvandet og fordelt jævnt i reservoiret. Opløst CO2 i porevandet vil dog kunne blive frigivet igen, hvis det strømmer til områder med mindre tryk, præcis som når man åbner en sodavand og den begynder at bruse.
Projektet er afsluttet og afrapporteret i 2001.
Projektpartnere: BGS, BRGM, IFP, NITG-TNO, SINTEF Petroleum samt en række industripartnere herunder Statoil
Kontakt: Peter Johannessen (GEUS) pjo@geus.dk
Læs mere om resultaterne fra SACS på projektets hjemmeside www.iku.sintef.no/projects/IK23430000/ |
