www.geus.dk > Arbejdsområder > Energi > Danmark > Geologisk lagring af CO2 > Siden her

Geologisk lagring af CO2

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
GEUS logo - link til forsiden

Projekt: Geological Storage of CO2 from Combustion of Fossil Fuel (GESTCO)


Kortlægning af geologisk lagringskapacitet i 8 Europæiske lande

logo

På initiativ af GEUS blev der i 1999 iværksat et kortlægningsprojekt kaldet GESTCO (Geological Storage of CO2 from Combustion of Fossil Fuel), med henblik på at bestemme den geologiske lagringskapacitet i Europa. GESTCO projektet blev støttet af EU's forskningsprogrammer og udført i samarbejde med geologiske undersøgelser fra otte europæiske lande. Ideen var at integrere oplysninger om store stationære CO2 punktkilder som for eksempel kraftværker med oplysninger om den geologiske opbygning af undergrunden, for på den måde at identificere de største og økonomisk bedste muligheder for CO2 lagring i Europa. Arbejdet omfattede også en vurdering af hvor store omkostninger der er forbundet med separation, transport og lagring i hvert enkelt tilfælde.

Kortlægningen af den danske undergrund blev koncentreret om dybtliggende sandlag af Trias og Jura alder. Saltlag i den dybe undergrund har skubbet de overliggende lag op i store pudeformede strukturer. Sådanne strukturer danner ideelle fælder for olie og gas samt for lagring af CO2. Kortlægningen viste tilstedeværelse af 11 sådanne strukturer i den danske undergrund. Næste skridt var en detaljeret beskrivelse af de geologiske lag, som udgør potentielle reservoirer og dæklag. De geologiske egenskaber er hovedsageligt kendt fra gamle boringer, der blev lavet i jagten på olie og gas, men også seismiske og geofysiske metoder blev taget i anvendelse.

Når CO2 eller naturgas lagres i dybtliggende sandlag, vil de presse en del af det eksisterende formationsvand ud til siderne. Dette vand er stærkt saltholdigt og har ikke noget med det ferske grundvand at gøre, som vi kender fra vores vandhaner. Hvor stor en mængde vand CO2 kan fortrænge, afhænger af trykforhold og bjergartens egenskaber som reservoir. I GESTCO projektet regnede vi med, at cirka 40% af de hulrum som findes i reservoiret, kan fyldes med CO2. Dermed kunne vi lave en simpel volumenberegning af den totale lagringskapacitet i de kortlagte reservoirer. Kapaciteten var enorm: 16800 millioner tons CO2 kunne lagres i de kortlagte strukturer. Det svarer til Danmarks CO2 udledning fra store punktkilder i 575 år eller vores samlede Kyoto-forpligtigelse i næsten 1300 år.

Udfra de indledende undersøgelser i GESTCO projektet er konklusionen, at Danmark geologisk set byder på flere attraktive muligheder for lagring af CO2. Undersøgelserne skal dog følges op af detaljerede beskrivelser af de geologiske strukturer for at afdække egenskaber og risici i hvert enkelt tilfælde. For Europa som helhed var især det nordlige Tyskland, som geologisk set ligner Danmark interessant, men også England, Norge, Tyskland og Holland har store potentialer for geologisk lagring af CO2

Projektpartnere: BGS, BGR, BRGM, GSB, IGME, NGU, NITG-TNO samt en række industripartnere

Kontakt: Michael Larsen (GEUS) mil@geus.dk

Læs mere om GESTCO på projektets hjemmeside www.nitg.tno.nl/projects/eurogeosurveys/projects/GestcoWeb/index.html

Hent GESTCO projektets summary report GESTCO_summary_report_2ed.pdf (pdf-fil ~300k) (på engelsk)

Læs også Christensen & Larsen 2004 i Report of Survey activities 2003


[Til top]   Sidst ændret: 22. februar 2005 © De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS
Øster Voldgade 10, 1350 København K - Tlf.: 38142000 - Fax: 38142050 - E-post: geus@geus.dk
Siden vedligeholdes af: webredaktøren


*