Sandstenspetrografi og diagenese

GEUS tilbyder ekspertise indenfor sandstenspetrografi og diagenese til eksempelvis beskrivelse af reservoiregenskaber og forudsigelse af reservoirkvalitet. Vi har mange års erfaring indenfor området fra deltagelse i forskellige forskningsprojekter og konsulentopgaver for industrien.

GEUS´ erfaring dækker adskillige områder, f.eks. diagenetisk indflydelse på porøsitet og permeabilitet i sandsten, lermineraldiagenese i sandsten, stabile isotoper i karbonat- og kvartscement i sandsten, tungmineralomdannelse, proveniens af sandsten baseret på zirkonaldersdatering og tungmineralanalyse. Kontakt os for at høre nærmere om vores ekspertise indenfor sandstenpetrografi og diagenese.

De primært anvendte metoder omfatter transmitteret og reflekteret lysmikroskopi af polerede tyndslib og skanningselektronmikroskopi af kulbedampede tyndslib og guldbelagte stenfragmenter. Kvantificering udføres ved punkttælling af tyndslib i tillæg til den nyligt anskaffede SEM med mulighed for Mineralscan analyse.

Forsknings- og rådgivningsekspertise

Forskningen omfatter en bred vifte af sandstenstyper, f.eks. kvartsarenitter, red beds, glaukonitiske og vulkaniklastiske sandsten, der stammer både fra blotninger og borekerner, især Grønland, Danmark, Nordsø Bassinet, Norsk-Danske Bassin, Nordtyske Bassin, vietnamesiske bassiner mm.

Indenfor diagenese har vi en omfattende ekspertise fra flere store industri-sponsorerede projekter, såsom Nordøst Grønland Petroleum studier, Nordsø Jura Petroleumssystem undersøgelser, geotermiske rådgivningsprojekter samt forskningsprojekter finansieret af Danmarks Grundforskningsfond og Innovationsfonden.


Ekspertområder

Petrografi og diagenese studier

  • Generel petrografi- og diagenesebeskrivelse af sandsten
  • Lermineraldannelse i sandsten
  • Kvarts- og karbonatdiagenese i sandsten
  • Diagenetisk indflydelse på porøsitet og permeabilitet (analyser ved Core laboratory på GEUS)
  • Eksperimentelt fremkaldte ændringer i sandsten (analyser ved Core laboratory på GEUS)

Studierne omfatter fx:

  • Lysmikroskopi
  • Skanningselektronmikroskopi
  • Punkttælling af tyndslib
  • Mineralscan analyse
  • Røntgendiffraktion, bulk eller ler
  • Porøsitet-permeabilitet målinger
  • Analyse af stabile isotoper i tyndslib

Geokemistudier

  • Kemostratigrafi af klastiske sedimenter

Proveniens studier

  • Zirkon- og rutil aldersdatering til kildeområdetolkning (analyser ved LA-ICP-MS lab på GEUS)
  • Tungmineral kvantificering til kildeområdetolkning (analyser ved SEM lab på GEUS)