Nyt Geoviden om Indlandsisen

24-10-2019

Efterårets udgave af Geoviden handler om Indlandsisen og al den forskning, der foregår på, ved og nede i den.

Grønlands enorme iskappe kaldes også Sermersuaq på grønlandsk. Det betyder 'stor is', og det er på ingen måde en overdrivelse. Indlandsisen er så stor, at den kunne dække det meste af Vesteuropa under to-tre kilometer is. 

Indlandsisen har ligget som en tung, frossen dyne oven på Grønland i de seneste par millioner år, og er vokset under særligt kolde perioder og trukket sig tilbage igen under mindre kolde perioder.

I de seneste årtier er Indlandsisen blevet centrum for stigende opmærksomhed i takt med, at forskning i klimaforandringer og deres effekter er kommet højere op på dagsordnen. Det er der også mange danske forskere, der bidrager til, og det kan du læse om i det nye Geoviden. For eksempel: 

  • Hvordan man måler, hvor meget is, der smelter fra Indlandsisen pr. år
  • At forskningen i iskerner startede med en ølflaske og fik vind i sejlende under Den Kolde Krig
  • Hvordan man måler fortidens klima med iskerner
  • At Grønland engang var isfri og grøn
  • Gletsjerenes betydning for isens massebalance

Video fra redningsekspedition til en målestation på Indlandsisen

Videoer og animationer online

Dette Geoviden er nummer tre i rækken, efter bladet blev relanceret i marts 2019. Geoviden er nu målrettet undervisning i gymnasiet, særligt i naturvidenskab, hvor det vil kunne bruges som et videnskabeligt baseret supplement, der fokuserer på samfundsrelevante emner, hvor geovidenskaberne spiller en rolle.

Til hvert blad er der tilknyttet et webunivers med en eller flere videoer, der giver en indføring i emnet, samt animationer, ekstra figurer og henvisninger til videre læsning mm. Alt det kan man tilgå fra geoviden.dk, ligesom det også er her, man kan finde alle de tidligere blade, også fra før relanceringen.

Magasinet er gratis, og der kan bestilles abonnement, enkelte numre eller klassesæt på geoviden.dk.

Geoviden udgives af Geocenter Danmark, der er nationalt center for geovidenskabelig forskning, uddannelse, rådgivning, innovation og formidling på højt internationalt niveau. Geocenter Danmark er et formaliseret samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.