Nyt nummer af Geoviden om Geopark Vestjylland

21-11-2018

Enorme ismasser har skabt det imponerende istidslandskab, der udgør kernen i Geopark Vestjylland. Hovedopholdslinjen fra Weichsel Istid danner rygraden, og langs denne kan man opleve store dele af historien om det danske landskabs tilblivelse. Læs meget mere i Geoviden.

Geoparkens i alt 4.759 kmomfatter kommunerne Lemvig, Struer og Holstebro og et areal af havbunden, der stækker sig ud til Jyske Rev.

Det meste af landskabsdannelsen i geoparken fandt sted i løbet af Weichsel Istid, særligt i forbindelse med Hovedfremstødet for 23.000 til 21.000 år siden. Hovedopholdslinjen er rygraden i Geoparkens store rigdom af istidslandskaber.

Nogle steder fremtræder den som et tydeligt landskabselement, andre steder er det Oldtidsvejen – en korridor af gravhøje og bosættelser fra Stenalder og Bronzealder, lokaliseret på Hovedopholdslinjen, som tegner dens forløb. Dette er helt specielt for geoparken.

En anden ting, som er speciel, er det internationale geosite Bovbjerg Klint på Vestkysten. Her kan man, som det eneste sted i Danmark, se et snit gennem Hovedopholdslinjens aflejringer. Og man kan i øvrigt følge Hovedopholdslinjens fortsættelse ud på havbunden i den undersøiske del af geoparken.

Det er dog ikke kun istidslandskaberne, der er interessante i Geopark Vestjylland. Parken rummer også en bred vifte af landskaber, der er skabt efter isens forsvinden, bl.a. kystklitter og indlandsklitter og stort set hver eneste kysttype, der forekommer i Danmark, er repræsenteret.

Historierne i bladet indeholder også en beskrivelse af, hvordan saltstrukturer i undergrunden har skubbet Danienkalk og miocæne aflejringer op i dagens lys; at den danske kystredningstjeneste har sine rødder i denne egn, og at Thyborøn ikke ville eksistere i dag, hvis ikke det var for gennemgribende kystsikringsarbejder. 

Og bladet gemmer på endnu flere spændende historier. For at få dem må du læse videre i Geoviden. 

Forfattere

T.H. Christensen, Geopark Vestjylland
T. Damholt, Verdensarv Stevns
V.B. Ernstsen, GEUS
M. Kjærstrup, Ringkøbing–Skjern Forsyning
N.K. Larsen, IG
J.O. Leth, GEUS
S. Raarup, Geopark Vestjylland

Merete Binderup
Seniorforsker
Geokemi

Geoviden relanceres

Geoviden, der udgives både på print og online af Geocenter Danmark, relanceres i 2019, men kan stadig læses af alle og er stadig gratis. 

Fremover vil Geoviden især være påtænkt undervisning i gymnasiet og vil derfor få en større overhaling, hvad angår formidling og udtryk. Geologiens og geografiens teori og praksis er selvfølgelig stadig i højsædet, men hvert nummer vil som udgangspunkt have ét tema med flere forskellige indgangsvinkler, og der vil være styrket fokus på samfundsrelevans. Derudover bliver der i løbet af 2019 skabt et helt nyt Geoviden web-univers med videoer, grafikker mm. 

Første nye Geoviden udkommer i marts 2019 og vil handle om geotermi. 

Vil du (fortsat) modtage Geoviden med posten? 

Som led i relanceringen skal alle abonnenter på Geoviden genopskrive sig, hvis man fortsat ønsker at modtage bladet med posten. Alle kan stadig abonnere, og det er stadig gratis.

Alle genopskrevne og nye abonnenter deltager automatisk i lodtrækningen om en række flotte bøger. I første omgang bogen ‘Grønlands Geologiske Udvikling’. 

Læs mere om Geoviden og tilmeld dig som abonnent her.