Geologipris for undersøgelse af strandvolde i Danmark

19-03-2018

Professor Lars B Clemmensen fra Københavns Universitet har modtaget Danmarks Geologipris 2017 for sine banebrydende undersøgelser af strandvolde dannet siden sidste istid i Danmark.

Danmarks Geologipris 2017 blev lørdag den 17. marts tildelt professor Lars B. Clemmensen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet. Prisen på 25.000 kr. blev givet for hans banebrydende tværfaglige forskningssamarbejde om strandvoldssystemer i Danmark dannet siden sidste istid - i Holocæn.

Studierne af de danske kystsystemer har i høj grad medvirket til forståelsen af de materialer, processer og forhold der har præget kystudvikling, havniveau og klima i Danmark de sidste 7000 år.

Lars B. Clemmensen har sammen med kolleger studeret strandvoldssystemer på Anholt, Feddet, Samsø, og Skagen Odde. Arbejdet har haft stor betydning for forståelsen af det danske klima i Holocæn, og den tværfaglige metode har yderligere gjort det muligt at konstruere detaljerede relative havniveaukurver for de seneste 5000-7000 år.

Studierne har bl.a. fundet et markant fald i det relative havniveau for omkring 4000 år siden, der sker samtidig med afslutningen af den holocæne varmetid og den seneste Litorina transgression. Det viser en sammenhæng mellem temperatur og havniveau.

Siden 2012 har Lars Clemmensen publiceret 12 artikler om det danske kystsystem i diverse danske og internationale tidsskrifter, heraf syv som førsteforfatter.

Data og resultater fra forskningen har været anvendt til at illustrere udviklingen af kystsystemer i relation til havniveau og klima i undervisningen i geologi og geografi både på bachelor og kandidat kurser. Yderligere har de dannet rammerne omkring et kursus for gymnasielærere, en undervisningsfilm til gymnasiet samt et ph.d. kursus.

Prisen blev overrakt af administrerende direktør Flemming Larsen fra GEUS under Dansk Geologisk Forenings årsmøde på Geocenter Danmark i København.

Danmarks Geologipris på 25.000 kr. uddeles én gang om året af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) efter indstilling fra bestyrelsen for Dansk Geologisk Forening.

Prisen tildeles en person eller gruppe af personer, som inden for de seneste 5 år har publiceret én eller flere afhandlinger eller kort, der i særlig grad har bidraget til forståelsen af Danmarks eller Grønlands geologi.

Yderligere oplysninger:

Om Danmarks Geologipris kan findes på Dansk Geologisk Foreningens hjemmeside: 2dgf.dk eller hos foreningens formand Karen Hanghøj, tlf.: 0049 173 770 9675, e-mail: karen.hanghoj@eitrawmaterials.eu

Administrerende direktør Flemming Larsen fra GEUS (tv) overrakte Danmarks Geologipris 2017 til professor Lars B. Clemmensen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet. Klik på billedet for stor udgave.

Klik på billedet for stor udgave.

Professor Lars B. Clemmensen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning har modtaget Danmarks Geologipris 2017 for sit banebrydende tværfaglige forskningssamarbejde om strandvoldssystemer i Danmark dannet i Holocæn.

Lars B. Clemmensen
Professor
Telefon35322449