Hvordan påvirkes havstigninger af Grønlands største gletsjer?

05-12-2018

Forsker fra GEUS skal undersøge afsmeltningen fra Grønlands største gletsjer fra år 1900 og frem til i dag. Netop den viden har FN’s Klimapanel efterspurgt for bedre at kunne forudse fremtidige havstigninger.

Grønlands største gletsjer hedder Jakobshavn Isbræ og sender hvert år flere millioner ton is ud i Diskobugten. Forskerne ved i dag, at gletsjeren alene bidrager til næsten tre procent af de nutidige globale havstigninger.

I et nyt forskningsprojekt, som netop har fået 5,8 mio. kr. i støtte af Danmarks Frie Forskningsfond, skal forskere fra GEUS og DTU undersøge, hvordan gletsjeren har udviklet sig fra år 1900 og frem til nu.

”Afsmeltning og kælvning af isbjerge sker naturligt og har altid fundet sted. Derfor vil vi finde ud af, hvordan det har udviklet sig gennem tiden, for at se hvordan gletsjerens bidrag til havstigninger ændrer sig,” siger seniorforsker på GEUS William Colgan, som skal lede det nye forskningsprojekt.

 

Historiske og nye data

Forskerne vil genanalysere historiske data om den gigantiske gletsjer. Der findes data helt tilbage fra år 1900.

De skal også rejse til Jakobshavn Isbræ og lave nye målinger af gletsjerens hastighed og højde holdt op imod data fra den første ekspedition til gletsjeren i 1957.

Derudover skal de bruge satellitdata omkring gletsjerens hastighed og kælvning af isbjerge, og de skal indsamle prøver fra gletsjeren for at finde frem til den øverste is’ tæthed.

Når alle disse data er indsamlet og analyseret, håber forskerne at stå med en tidslinje, som viser, hvordan gletsjerens bidrag til havstigninger har udviklet sig.

Hjælp til IPCC

”Der mangler viden om, hvordan de store iskapper og gletsjere bidrog til havstigninger, før satellitdata blev tilgængelig. FN’s Klimapanel (IPCC) efterlyste i deres seneste rapport netop bedre viden om, hvordan isen på langt sigt har udviklet sig og påvirket vandstanden i havet,” siger William Colgan.

Forskerne regner med, at den nye og omfattende viden om Jakobshavn Isbræ vil kunne bruges som model til at forstå og forudse, hvordan andre store gletsjere påvirker havstigninger.

Ved at kombinere historiske data med satellitdata og prøver fra gletsjeren vil forskerne opnå et unikt indblik i, om og hvor meget afsmeltningen fra gletsjeren er taget til med den globale opvarmning.

Den viden vil gøre en institution som IPCC bedre i stand til at lave mere præcise fremskrivninger af konsekvenser af den globale opvarmning.

William Colgan
Seniorforsker
Glaciologi og Klima

Fremragende forskere

Danmarks Frie Forskningsfond giver et rygstød på 192 millioner kroner til 34 excellente, yngre forskere med originale idéer og forskningslederambitionerne i top. 

Forskningslederne får mulighed for at lede eget forskerteam og gennemføre forskning på højt internationalt niveau med betydning for fremtiden.

Læs mere hos fonden.