Fornyet geologisk samarbejde mellem Vietnam og Danmark

Publiceret 05-04-2017
Nyhed

Nyt forskningsprojekt skal bane vej for et større vietnamesisk/dansk samarbejde inden for maringeologi samt energi- og mineralressourcer

Rammen for et fremtidigt samarbejde mellem Vietnams geologiske undersøgelse: General Department of Geology and Minerals of Vietnam (GDGMV) og GEUS blev lagt den 23. januar 2017 i Hanoi, da administrerende direktør Dr. Do Canh Duong fra GDGMV og administrerende direktør Flemming Larsen fra GEUS underskrev en Memorandum of Understanding (MoU). Det blev aftalt, at de to institutioner vil samarbejde bl.a. inden for bl.a. maringeologi samt energi- og mineralressourcer.

I mandags den 3. april 2017 blev aftalen så igangsat, da de to administrerende direktører underskrev første fase af et samarbejdsprojekt, som skal undersøge kilden til olie- og gasdannelser i Song Hong bassinet under Tonkin-bugten og Hanoi truget. Arbejdet baseres på oplysninger fra to boringer igennem neogene lag nær Thai Binh i den sydøstlige del af Den Røde Flods delta, som begge indeholder kullag, som kan være kilden til olie og gas i området.