Ny dataportal over grønlandske rubinforekomster

Publiceret 13-04-2015

En ny dataportal over rubinforekomsterne i Vestgrønland indeholder oplysninger om forekomsternes geologi, mineralogi og geografiske positioner, og henviser til publikationer og andet kildemateriale.

GEUS har åbnet en dataportal over rubinforekomsterne i Vestgrønland. Dataportalen giver information om 87 forekomster af rubin-sapphirin i området omkring Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset) syd for Nuuk samt i 8 forekomster i områderne omring Nuuk og Maniitsoq.

Dataportalen omfatter beskrivelser af forekomsternes geologi og mineralogi, geografiske positioner med angivelse af koordinater, samt henvisninger til kildemateriale som geologiske kort, videnskabelige publikationer, dagbøger og rapporter.

Forekomsterne af de røde rubiner og lyserøde safirer er næsten altid associeret med det blå mineral sapphirin, som blev fundet for første gang i 1809 i bygden Fiskenæsset, som er typelokalitet for dette mineral. Forekomsterne omfatter desuden en vifte af andre relativt sjældne mineraler som gedrit, phlogopit, enstatit, cordierit, kornerupin, rød spinel, kyanit samt varianter af hornblende spændende fra pargasit til tschermakit.

Datamaterialet er hovedsageligt baseret på arbejde udført af GEUS geologer i perioden 1964 - 74 samt frigivne resultater fra det canadiske efterforskningselskab Platinomino i årene 1969 - 83. Resultater af undersøgelser siden 2004 af selskabet True North Gems, som planlægger at åbne en rubinmine i 2015, er fortrolige og indgår derfor ikke i dataportalen.

En oversigt over rubin-sapphirin forekomsterne findes i GEUS rapporten 2014/72, som kan downloades fra portalen:
Ruby- and Sapphirine-bearing mineral occurences in the Fiskenæsset, Nuuk and Maniitsoq Regions, West Greenland. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport 2014/72.
Portal: Ruby/sapphirine occurrences in West Greenland
http://data.geus.dk/geusmap/?lang=en&mapname=greenland_ruby_sapphirine

Kontakt:
Geolog Majken Djurhuus Poulsen, GEUS
Tlf.: +299 36 12 21
E-mail: madp@geus.dk